En af de prominente førstepartsudviklere, vi ikke så noget til på Xbox & Bethesda Showcase til E3, var The Coalition. Studiet bag de seneste par kapitler i Gears-serien var nemlig travlt optaget med at skifte deres produktion over til den nye Unreal Engine 5.
Nu får vi så et lille smugkig på studiets arbejde med den nye spilmotor. På Game Developers Conference, der finder sted fra d. 19. til d. 23. juli, præsenterer The Coalition en ny UE5 tech demo kaldet Alpha Point.
Demoen vil blive fremvist på Xbox Series X og har til formål at fremvise, hvad studiet indtil videre har lært om den nye engine. Præsentationen vil finde sted den 20. juli, meddeler arrangøren.
Når man tænker på, hvor flotte de hidtidige tech demoer til Unreal Engine 5 har set ud, så bliver det ganske interessant, hvad The Coalition kan levere på dedikeret Xbox-hardware. Der er endnu ikke annonceret noget lanceringsvindue for det kommende Gears-spil.