Takket være flere patenter vidste vi godt i forvejen, at Valve arbejdede på en eller anden form for håndholdt spillekonsol, men nu er det langt om længe officielt. Igennem en officiel hjemmeside har Valve løftet sløret for Steam Deck, en Switch-inspireret håndholdt gaming-maskine, der kan spille alle de Steam-spil du i forvejen ejer.
Valve har selv designet og konstrueret Deck, men indmaden er designet igennem et samarbejde med AMD, der er resulteret i en custom APU, bestående af en quad-core CPU og en ottekernet RDNA 2 GPU. Det hele er konstrueret på Zen 2-platformen. Desuden har den 16GB LPDDR5 RAM, samt enten 64GB eMMC, 256GB NVMe SSD, eller en 512GB high-speed SSD. Dog kan alle tre modeller udvides med microSD.
Foran er der et 7 tommer touch-panel, og på hver side er der et utal af knapper og inputs. Først og fremmest er der to haptiske plader, der er designet til at virke som en slags touch-baserede mus. Der er dog også analogpinde, et D-pad, A-, B-, X- og Y-knapper, samt triggers og shoulder-knapper og hele fire custom-knapper bag på.
Skærmen er 1280x800, og er et LCD-panel på 60Hz, dog med touch. Der findes desuden en stander, der giver dig ekstra porte, og lader dig hurtigt tilslutte mus og tastatur, eller et eksternt display. Den hører dog ikke med.
Steam Deck udgives til december, og koster enten €419, €519 eller €679 alt efter hvilken type SSD-plads du vil have.