Ukrainske myndigheder lukker massiv FIFA Ultimate Team-farm bestående af 3.800 konsoller

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-07-19

I sidste uge meldte den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU ud, at de havde ransaget et varehus fyldt med 3.800 PS4-konsoller. Ifølge SBU var der tale om en ulovlig kryptovaluta-farm, men nu viser det sig, at det i virkeligheden var FIFA Ultimate Team coins, som konsollerne blev brugt til at indtjene.

Eurogamer skriver, at det ukrainske medie Delo har erfareret, at der i virkeligheden var tale om konsoller, der kørte FIFA 21. Konsollerne blev styret af bots via PC. Når de enkelte konti havde indtjent virtuel valuta nok, blev de herefter solgt på det sorte marked.

Det er ikke tilladt at sælge kontoer og virtuel valuta i FIFA Ultimate Team, og EA kæmper en konstant kamp mod sortbørssælgere. Alligevel kan FIFA coins købes mange steder på nettet til en langt lavere pris end i spillets officielle butik, hvor man kan købe premium Points.

En af årsagerne til, at FIFA Ultimate Team i de fleste lande ikke klarificeres som gambling, er, at man ikke kan videresælge sine in-game gevinster for rigtige penge.

FIFA Ultimate Team debuterede som DLC til FIFA 09 og er siden da blevet en gigantisk indtægtskilde for EA. Spildelen lader dig konkurrere med dit hjemmelavede hold ved at købe kortpakker med fodboldspillere enten via rigtige penge eller mønter, du optjener i spillet.

FIFA 22 udkommer den 1. oktober.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage