En del ting har ændret sig under Covid-19 pandemien og det gælder også for filmbranchen, hvor streamingtjenester nu er blevet hjemsted for premierefilm, mens biograferne i lange perioder har måtte holde lukket eller operere med nedsat kapacitet.
Mange er naturligvis nysgerrige omkring, hvordan branchen vil udvikle sig nu, hvor biograferne så småt begynder at åbne op, og det gælder også for investorerne i det gigantiske amerikanske teleselskab AT&T, der ejer aktiemajoriteten i WarnerMedia.
Ifølge The Hollywood Reporter forklarerede WarnerMedia CEO Jason Kilar fornyligt investorerne, at man ikke vil droppe biografpremierer, men lanceringsvinduet vil blive kortere fremover (hvilket betyder, at filmene hurtigere vil komme til streamingtjenester og DVD/Blu-Ray) og flere film vil lanceres simultant til streaming og i biografer.
Samtidigt forklarerede Jason Kilar også, at Warner Bros. har planer om at udgive 10 film næste år eksklusivt til HBO Max for at sikre platformen vækst på streamingmarkedet, hvor konkurrencen i øjeblikket er meget stor.
Warner Media bliver, når en gigantisk handel med en værdi af 43 millarder dollars går igennem, slået sammen med Discovery og får navnet Warner Bros. Discovery. I de seneste par år er konsolideringen i filmbranchen for alvor blevet accelereret og branchen domineres i dag af ganske få, store aktører.