Football Manager vil introducere kvindefodbold

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-07-25

EA introducerede i FIFA 16 muligheden for at spille kvindefodbold med udvalgte landshold. Siden da virker de dog til at have glemt næsten alt om spildelen, og her seks år senere er der hverken introduceret klubhold eller særligt mange flere landshold, på trods af at rettighederne til kvindefodbold koster en brøkdel af, hvad de betaler for herrevarianten.

Den fejl forsøger man at undgå hos Sports Interactive, der står bag den populære Football Manager-serie. Her har games director Miles Jakobsen netop afsløret, at man er i gang med at introducere kvindefodbold til spillet, og der bliver ikke tale om en separat spildel, men en fuld integration.

"What we are doing is adding women's football to FM... one sport, one game. FM players will be able to move seamlessly from managing a men's team to a women's team and back again. Women's football will be a part of the living, breathing world that constitutes every one of your FM saves; that world will just be whole lot bigger and a little more varied."

Studiet er dog også åbne omkring, at det vil tage tid at udvikle, og derfor skal vi nok ikke forvente, at det kommende Football Manager 2022 indeholder kvindefodbold. Der er nemlig mange variabler at tage højde for, såsom de fysiske forskellige mellem herre- og kvindefodbold, hvilket kommer til at betyde en omskrivning af deres kampmotor, samt det faktum, at deres database over herrespillere er blevet langsomt bygget op over 28 år.

Foreløbigt er man startet med at lave motion capture på tvillingsøstrene Rosie og Mollie Kmita, der har spillet flere år i kvindernes Premier League, og man har også ansat Tina Keech, der bliver head of research for women's football.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage