Mere Baldur's Gate på vej?

Teaser-side dukker op på nettet
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-02-29

Baldur's Gate-serien stod for nogle af de bedste rollespil, man kunne få på PC lige omkring årtusindeskiftet, så derfor vækker det naturligvis opsigt, når en teaser-side pludselig dukker op, og antyder at der er nyt på vej.

GameBanshee har fundet frem til, at det er den tidligere Bioware-designer Trent Oster og hans selskab Beamdog, der står bag siden.

Præcis hvad deres planer er, vil de ikke ud med endnu, men Oster bekræfter dog overfor GameBanshee, at de ikke har noget at gøre med den såkaldte Complete Edition af Baldur's Gate, der er på vej til Steam.

Kigger man i teaser-sidens kildekode, kan man se kommentarer, der antyder en eller anden form for opdatering eller genoplivning af det oprindelige spil på samme motor. Det har fået blandt andet Kotaku til at spekulere, at der kunne være en iPad-udgave af det klassiske rollespil på vej - en ide, vi er helt vilde med her på redaktionen.

Billede fra Baldur's Gate II.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage