Danske Nordisk Film sælger deres andel af Raw Fury

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2021-08-17

Danske Nordisk Film må siges at have haft spenderbukserne på de sidste par år, og de har købt stort ind hvad angår andele af diverse spilselskaber, deriblandt Avalanche. De købte også en relativt stor del af Raw Fury, men denne andel har de nu valgt at sælge igen.

I en pressemeddelelse bekræfter Nordisk Film, at de sælger deres andel af Raw Fury til kapitelfonden Altor. Altor køber ikke bare Nordisks andel, men har sikret majoriteten af Raw Fury i større købsrunde.

"Raw Fury er et fantastisk selskab, som vi er glade for at have været med til at udvikle de seneste tre år. Altor kom imidlertid med et meget attraktivt tilbud, som vi i tæt forståelse med Raw Furys grundlægger Jónas Antonsson og den øvrige ejerkreds takkede ja til. Samtidig giver salget et meget flot afkast, som vidner om den imponerende vækstrejse, Raw Fury har været på indtil videre," siger Allan Mathson Hansen, der er adm. direktør i Nordisk Film.

Nordisk Film har til dato investeret omkring 1.5 milliarder kroner i europæiske spilselskaber.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage