Kender du ikke til Skybound, så er det en virksomhed kørt af tegneserielegenden Robert Kirkman, og de sidder derfor på en masse store IP'er fra The Walking Dead til Invincible. De producerer desuden selv spil, tegneserier film og tv-serier, og samarbejder også med et hav af udviklere om selvsamme.
Den her virksomhed har for nylig udset sig en ny virksomhed at investere i, og samarbejde med, og den er faktisk dansk. Der er mere specifikt tale om 5th Planet Games, som tidligere har udviklet spil om blandt andet TinTin og LEGO. Mere specifikt er det blevet bekræftet i en pressemeddelelse sendt til Gamereactor, at Skybound investerer $10,5 millioner i 5th Planet Games, eller snarere 66 millioner danske kroner. Ikke bare har studiet nu fået et kapitalindskud, men de får chancen for netop at arbejde med Skybounds IP'er, men det gør også at 5th Planet kan skabe flere originale spilserier ved at bruge talent fra hele Norden.
"Vi er glade for at indgå partnerskab med en af verdens førende underholdningsmastodonter. Investeringen giver os mulighed for at udvikle vores egne IP'er samt giver os adgang til Skybounds massive katalog af historier og universer. Med Skybound er det muligt for os at skabe større, mere omfavnende og indlevende historier, alt imens vi udforsker nye verdener," siger Henrik Nielsen, bestyrelsesmedlem hos 5th Planet Games.
Hos Skybound er der kun rosende ord til overs for hele den nordiske spilbranche, og de ser netop denne investering som en bevægelse ind på det her marked:
"Norden er en smeltedigel af kreative talenter, særligt inden for videospil. Det er også et af de mest spændende og dynamiske forretningsområder med virksomhedsledere i verdensklasse og erfarne investorer, som forstår vores forretningsområde. Vi er glade for at kunne arbejde sammen med 5th Planet Games på deres rejse for at blive en stor global spiludvikler," siger David Alpert, administrerende direktør hos Skybound Entertainment.
Vi forventer ikke umiddelbart at høre nyt fra 5th Planet lige med det samme.