Party Animals

Ægte multiplayer-kampspil kan være en sand fornøjelse for de fleste mennesker. Selv hvis én spiller er meget bedre end de andre, er der altid mulighed for at slå sig sammen og overrumple den bedste spiller. Det er derfor, at spil som Super Smash Bros. Ultimate og Gang Beasts eller endda wrestling-spil ofte er meget sjovere at spille i store grupper end som en enkelt spiller.

Party Animals eksisterer i samme ånd. Det er et festspil, som har fået en masse opmærksomhed i år, og hvis enkle præmis er, at en række bedårende dyr skal tæve hinanden, enten individuelt eller i hold. Jeg elsker især den lokale, livsbekræftende multiplayer og gik ind til Party Animals med et håb om, at spillet ville være en sjov tilføjelse til jeg og mine venners Knight Squad-dominerede spilleaftener. Hold nu op, hvor det leverer varen.

Men før jeg går mere i dybden med spillet, så lad mig starte med at sige, at jeg hadede det til at starte med. Der er en træningssession på 5-10 minutter, som man kan spille igennem for at blive komfortabel med spillets specielle styring. Det anbefaler jeg dig kraftigt at gøre, for det er længe siden, jeg har styret en figur, der føles så klodset og beruset som den hund, jeg spillede som.

Den følelse blev ved i de første par kampe i Party Animals' Last Stand game mode, som er spillets hovedattraktion. Jeg blev smidt ind i et totalt kaos, og det var håbløst at forsøge at uddele tæsk med de varierede angreb, jeg havde til rådighed. Det dyr, du vælger, kan gøre alt fra at bokse til at nikke skaller, hoppe på de andre dyrs hoveder og sparke dem i ansigtet. Eller for den sags skyld samle redskaber op fra jorden og anvende dem som våben mod modstanderne. Sidstnævnte var en af mine mest forhadte ting ved spillet, eftersom man skal stå på det helt rigtige sted for at anvende tingene efter hensigten, ellers bliver de bare samlet op som en standardgenstand, man kan kaste efter modstanderne.

Langsomt, men sikkert, indså jeg dog, at Party Animals er fuld af finesser. Kampe kan vindes uden at ramme en eneste modstander eller ved at dræbe dem alle - og alt derimellem. Derudover har banerne flere underholdende overraskelser, som ændrer kampes betingelserne betrageligt. Fra den ret enkle arena på en isflage, der langsomt bryder op i flere mindre dele (hvilket gør det mere og mere farligt at forsøge at nå sine modstandere), til snebanen, hvor du skal holde dig tæt på et lejrbål, til det sorte hul, der nu og da tvinger dig og dine modstandere til at holde op med at kæmpe for at holde fast i noget - der er altid noget at holde øje med udover, hvad dine modstandere foretager sig.

Party Animals er bedst, hvis du spiller det med nogen, du kender, så I kan tage kampen op mod modstanderne sammen. Men generelt synes jeg, at folk er ret gode til spillet og forstår dets præmis. Derfor har jeg også helt alene haft nogle fantastiske kampe. Det er også muligt at spille mod rimeligt kompetente bots og lokalt på en delt skærm, hvilket er utroligt sjovt. For at vinde skal du eliminere dine modstandere; ikke ved at slå dem bevidstløse, men ved at smide dem ud af banen, hvilket kan gøres på flere forskellige måder. At blive slået ud og se en modstander løfte mig op for at kaste mig hovedkulds ned i ishavet er utroligt stressende. En almindelig runde slutter, når nogen når op på tre sejre i alt.

Spillet byder også på to andre game modes, hvoraf den ene hedder Arcade og den anden Team Score. Førstnævnte er en variant af Last Stand, hvor målet ikke er at stå ene mand (eller rettere sagt: Dyr) tilbage, men at dø så få gange som muligt. Hver gang du dør, får du et nyt forsøg, men samtidigt sakker du bagud i forhold til dine modstandere. Det føles lidt mere tilgivende, i og med at den person, der bliver sat ud af spil, ikke behøver at vente på, de andre bliver færdige. Tværtimod kommer man lynhurtigt tilbage i kampens hede og kan fortsat påvirke dens udfald ved eksempelvis at lægge mere pres på den, der fører.

Team Score er ret anderledes og har sit eget sæt baner. Der er holdbaserede udfordringer såsom at dyste om slik i Lollipop Factory - en bane, der er et af spillets højdepunkter, og som byder på vanvittige kampe om store elastiske vingummibamser og mindre godterier. Et andet højdepunkt er Trebuchet, hvor spillere skal skyde hinanden med bomber, og jeg vil også nævne Beast Hockey, som dybest set er en meget alternativ version af hockey.

For hele tiden at opfordre mig (og alle andre) til lige at tage en runde mere, er der også daglige udfordringer og ting at låse op for i form af forskelligt tilbehør. Der er selvfølgelig også mikrotransaktioner, men det lader faktisk til, at man kan låse op for mere, end hvad der er almindeligt i spil af denne type, ved rent faktisk bare at spille spillet.

Er der så ingen negative sider ved spillet? Jo, men de er snarere generelle problemer med genren. Hvis du spiller alene, er det ikke særlig sjovt, hvis du ikke kan finde nogen at chatte og danne hold med online. Og hvis man har et elendigt hold, er det som regel ikke muligt at vinde, eftersom det svageste led virkelig trækker alle andre ned. Jeg synes også, at menuerne er lidt langsomme og rodede, og jeg håber, at udviklerne vil justere dem i fremtiden.

Ellers er dette et fantastisk festspil, som er meget nemt at anbefale. Det er sjovt både online og offline, præsentationen er fantastisk, og konceptet er så gennemført, at det næsten altid er underholdende (besejrede hold kan for eksempel fortsat frustrere modstanderne ved at kaste fisk, bananer og bomber efter dem - helst efter lederen - for at forhindre kampene i at slutte). Det er måske ikke så intuitivt, som jeg havde håbet på, men det opvejes af en overraskende gameplay-dybde og en fænomenal underholdningsværdi.