Thomas Knak, Anders Remme, Jesper Skaaning. Mere behøver man vel reelt ikke at skrive. De tre navne burde i sig selv være nok til at tjekke People Press Play ud. Og ja, det er så fordi, at det er de tre der står bag projektet, ellers kunne det jo være lige meget. People Press Play består nemlig af Knak, Remmer og Skaaning i maskinrummet, mens Sara Savery har påtaget sig rollen som galleonsfigur.
Stilen er mere tilgængelig, og knap så minimalistisk som på de herres tidligere projekter. Det gør udtrykket langt mere imødekommende, men dermed ikke sagt at det bliver kedeligt af den grund. Albummet People Press Play bruger sin tid på at lokke lytteren ind i sit spind, men når du først er fanget, er der ingen vej ud igen. Det lugter lidt af triphop, når Sara Saverys stemme glider rundt mellem de sfæriske lydcollager og de let knitrende rytmespor, og på den måde, kommer der da også nemt en lille snert af caféborde, latte og overskud på betalingskontoen.
Det ville dog være synd, bare at afskrive People Press Play, for de umiddelbare associationer lyduniverset kan give. Den vellydende melankoli, og den for de involverede klassiske tørre lyd, indeholder nemlig meget mere end retrospektive tråde tilbage til lyden af dengang i midthalvfemserne. De musikalske bagmænd har ikke glemt, hvor de kommer fra, og har derfor formået at bygge bro mellem det lette og det svære. Caféen og soveværelset glider sammen. Et album, der på overfladen lyder glat og poleret, viser sig større og langt mere dybt end som så. Det er i sig selv mere end langt de fleste af fortidens triphop-medløbere formåede at præstere, og derfor en mere end god grund til at give People Press Play et lyt. Hvis altså ikke navnene på bagmændene var nok i sig selv.