Neil Tennant og Chris Lowe har været i studiet for at røre godt et par håndfulde nye numre sammen. Turen gik til Los Angeles for at arbejde med Andrew Dawson som producer. Selv om han har arbejdet med navne som Kanye West og Jay-Z, bærer Elysium alligevel klart og utvetydigt præg af klassisk Pet Shop Boys-lyd. De 12 numre er desværre også præget af en vis tomgang, af at lyden alt for sjældent er tænkt og performet ud over grænsen for en skabelon.
Melankolien i indledningsnummeret Leaving er så tyk, så man næsten kan skære den i skiver - og melodien kører så ensformigt i ring, at der til sidst kun er den logiske udvej - at fade ud. Så er der straks mere højt-til-loftet-poplyd og storslået arrangement over Winner, om end der også hér er tale om variationer over et begrænset tema.
Til gengæld er der en solid portion ironi over Your Early Stuff, om den garvede popmusiker, der ser tilbage på fortidens videoer. Et tema, der går igen i Ego Music, hvor det trods et spinkelt forsøg på at opstille en humanistisk vision for de musikalske udfoldelser ikke lykkes popmusikeren at skjule den falske ydmyghed - og at den kommercielle succes når alt kommer til alt er det vigtigste. Endelig er der 'Memory Of The Future', hvor fortid, nutid og fremtid bliver vendt op og ned i synet på kærligheden.
Pet Shop Boys har helt sikkert stadig fornemmelse for melodier og arrangementer, men der er langt mellem de øjeblikke, hvor frækheden og de skæve indfald hæver numrene mærkbart over habil muzak. Som helhed er Elysium en lidt fesen affære. For min skyld behøver duoen med andre ord ikke at drage til Los Angeles næste gang de går i studiet.