Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Philips Avent Premium Connected Baby Monitor

AI-funktionerne er lidt til grin, men produktet er decideret genialt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Vi bruger videodørklokker til at checke om pakkemanden er kommet med flere hvide H&M t-shirts, smartassistenter til at tænde lyset på toilettet og højtalere der sender Backstreet Boys med os rundt i huset på diverse højtalere som vi færdes rundt. Vores hjem er, eller manges hjem er, blevet "smartere" på godt og ondt.

HQ

Det betyder samtidig at vi har skulle finde ud af at navigere i endnu flere rygter end normalt, eftersom den ene producent efter den anden påstår gud ved hvad om deres nyeste smarte produkt, der vil revolutionere det ene og det andet.

Tag babyer for eksempel; hvad betyder det egentlig når din baby græder? Er der problemer med vejrtrækningen? Den nye Philips Avent Premium Connected-babyalarm kan ikke bare vise dig et direkte videofeed af dit sovende barn, men takket være AI kan du blive klogere på hvad der egentlig sker. Okay.

Philips Avent Premium Connected Baby Monitor

Lad mig starte med at sige, at jeg har to drenge på henholdsvis fire og to, der netop er begyndt at sove på samme værelse, i samme seng. Vi oplevede for lang tid siden hvor rart det var at benytte et kamera i stedet for en traditionel babyalarm, fordi vi som oftest kunne skære antallet af besøg i løbet af aften ned for hvor en traditionel babyalarm var gået af, og dermed afkrævet et kig, så kunne vi egentlig bare se at Sigurd netop lige havde vendt sig, eller at Arthur sov tungt da han ellers ret bestemt bad Gurli Gris om at "sætte sig ned". Ja, vi ved ikke hvorfor han er besat af bordskik og manerer for fiktive væsener.

Dette er en annonce:

Vi kommer til alt det der med AI, men som udgangspunkt er Philips Avent Premium Connected den sejeste babyalarm vi nogensinde har prøvet, og mopper virkelig gulvet med de klassiske mainstays fra Neonate, der stort set defacto lader til at have indtaget det danske marked. Først og fremmest er der hele konceptet om at Avent her virker upåklageligt uden WIFI, og at den gør det i hele huset, og ude på gaden, og ude på terassen. Philips siger 400 meters afstand på lyd, men hvilken slags hekseri der skal til for at få en lokal videoforbindelse til at fungere så gnidningsfrit i bare sådan 50 meters afstand. Ja, jeg forstår det ikke. Du får glæden ved et videofeed, uden at skulle bruge WIFI eller noget der ligner. Det er kæmpestort alene der.

Secure Connect benytter desuden krypterede kanaler, som sikrer signalet, og selvom der er en app der lader dig checke ind på babyalarmen andetsteds, så er det alligevel ret betryggende at du kan holde Avent Connected helt og aldeles offline, hvis du ønsker det. Samtidig, selvom teknologi kan gøre os køligere, så checkede jeg ind på mine sovende drenge fra appen da jeg for nylig var på vandretur i Tyskland med mine venner. Det er noget helt særligt, og da jeg så dem var jeg mildest talt taknemmelig.

Skærmen er i 1080p via en 5" LCD, som er rigeligt. Der er termometer, natlampe i kameraet, timer, Talk Back (for dem der af uransagelige årsager gerne vil tale til sit barn via kameraet) og sågar vuggeviser. Jo, nogle af disse features er en kende for futuristiske for min smag, men kernefunktionaliteten er så bundsolid, at jeg er parat til uforbeholdent at anbefale den her alene på det grundlag.

Selv batterilevetiden på skærmen er fantastisk, og vi har siddet noget der ligner tre aftener (det er konstant brug fra cirka 19:30 til 22:30 hver aften, altså mellem 9 og 10 timers konsekvent brug), så vi har ikke rigtig noget at beklage os over der heller.
Jeg har dog ikke rigtig noget pænt at sige om de her såkaldte AI features. Først og fremmest er de ikke gratis, du får bare tre måneders "Zoundream" med i pakken, men derefter er det et abonnement, og ideen er her at du kan tolke på gråden og finde ud af om det er en sulten baby, eller en baby der har ondt i maven. Jeg er med på at der findes forskellige typer gråd, men først og fremmest ville det være direkte mærkeligt ikke at gå til sit barn med det samme, hvis det græder, men i stedet sidde og fundere, og få overleveret analysen af Zoundream inden. Det bliver simpelthen for kunstigt.

Dette er en annonce:
Philips Avent Premium Connected Baby Monitor

Åndedrætsfrekvensen er måske mere brugbar, eftersom der er lidt mere videnskab, som eksempelvis også kan være med til at fortælle dig om babyen eller barnet har det for varmt baseret på analyser af åndedrætsfrekvensen. Men selv her er det lidt søgt, eftersom man jo har et termometer indbygget, og at man, som forældre, godt ved hvornår der er for varmt, eller for koldt. Og når ja, så har vi også haft falsk alarm på åndedræt en enkelt gang hvor Arthur havde det fint, og så slog vi det fra. Vil du gøre det samme? Det skal jeg ikke udtale mig om.

Selvom de her intelligente features fremstår som samme "fluff" vi efterhånden forventer fra hele teknologibranchen, så er Avent Connected sådan et homerun når det gælder de der helt almindelige dagligdagsting, at jeg dog stadig vil anbefale den til den helt store guldmedalje. Skærm, app, batterilevetid, rækkevidde, billedekvalitet - det er alt sammen direkte sublimt, og det gør også op for de her ellers ret tomme løfter andetsteds i marketingsmaterialet.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold