Devolver Digitals fiktive talsmand, Fork Parker, har været en tur på PlayStation-bloggen for at sætte dato på PS4-udgaven af Hotline Miami. Den udkommer den 20. august, og samtidigt bekræfter Devolver også, at PS4-udgaven er omfattet af crossbuy-ordningen - har man allerede købt spillet til PS3 eller Vita, får man det altså automatisk til PS4 også (og omvendt, for den sags skyld).
PS4-udgaven er stort set identisk med tidligere udgaver af spillet. Dog kan man nu bruge touchpad'et til at kigge rundt og låse sig fast på fjender. Desuden kan man lave execution-moves på nær-døde fjender ved at ryste controlleren, og lyden af deres kranier, der bliver banket mod gulvet, kommer nu også ud af controllerens højtaler. Ja, Hotline Miami er et groteskt voldeligt spil.