Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
anmeldelser
Pokémon Champions

Pokémon Champions

Kan Champions leve op til Stadium og Colosseum som en platform for fremtidige Pokémon-dyster?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg var nok ikke den eneste, der blev en smule begejstret, da Pokémon Champions blev annonceret. En titel med fuldt fokus på online-kampe. Ingen historie, ingen løben rundt for at samle "gym badges" og ingen enorme forbrydersyndikater, der skal væltes. Næ, ren og skær kamp-action. Et nyt og tiltrængt Pokémon Stadium eller Colosseum. Hvis du havde de forhåbninger, må jeg desværre skuffe dig. Champions er ingen mester, og jeg undrer mig over, hvad meningen med dette spil egentlig er.

På en måde føles spillet både forsinket (som om det burde være udkommet for længe siden) og samtidig ufærdigt, som om det kunne have brugt mere tid i ovnen. For at bakke det første op, så er dette et spil, der udgives til Switch - altså den første, ikke Switch 2. Denne anmeldelse er derfor baseret på Switch-oplevelsen. Desuden i herlige 30fps. Der findes dog en Switch 2-opdatering, som kan hentes helt gratis, men det er stadig 30fps, der gælder. Samtidig er det et spil, der er ret fattigt på indhold og plages af en del fejl.

Pokémon Champions
Kampe, kampe og flere kampe.
Dette er en annonce:

For det første er der kun 186 Pokémon til rådighed ud af de 1025, der findes. Det er færre, end der var i Pokémon Stadium 2 (251) - et 26 år gammelt spil. Det betyder, at de fleste hold ser ret ens ud, når du kommer lidt op i rang. Der er omkring ti gengangere - som Mega Charizard, Whimsicott, Sneasler, Incineroar, Mega Froslass, Rotom (Wash) og Kingambit - som findes på næsten alle hold i forskellige kombinationer. På de lavere niveauer, Poké Ball og Great Ball (hvert "niveau" er inddelt i fire divisioner), kan man møde andre, da der er flere begyndere, men når du når Ultra Ball og højere, er det et meget begrænset "meta". Noget, der slet ikke hjælper på dette, er, at mange, mange "held items" mangler. Det er ting, en Pokémon kan holde, som giver bonusser som helbredelse eller stærkere angreb. Blandt andet mangler Flame Orb (hvilket gør evnen Guts værdiløs), Black Sludge til Poison-typer, Choice Scarf, Assault Vest og Life Orb. Hvis du har spillet seriøst og konkurrenceorienteret, kender du uden tvivl disse. På den anden side kan man se det som et nyt, friskere udgangspunkt, hvor man er tvunget til at prøve nye ting.

Kampene kan enten køres som en-mod-en eller som "double battles", hvor begge trænere har to Pokémon inde samtidigt. De har hver deres separate rangliste. Det første gøres ved at medbringe et hold på seks monstre og vælge tre af dem til kamp. I to-mod-to har udviklerne valgt at følge reglerne fra de officielle turneringer: Du medbringer seks Pokémon og vælger fire til kamp, hvor de to første sendes ind sammen. Normalt i Pokémon-spil som Scarlet & Violet kan du bruge alle seks monstre mod venner. Her bliver alle desuden sat til level 50, uanset hvad de var før. Udover onlineranglisten er der regelmæssige turneringer, uformelle kampe og mulighed for private kampe via et ID-nummer.

Pokémon Champions
VP og kuponer er fundamentet for den her spiloplevelse.

Spørgsmålet er, hvorfor rutinerede spillere skulle spille dette, hvis de allerede dyster flittigt i Scarlet & Violet - udover nyhedens interesse. Champions gør intet nyt og er egentlig en skrabet version. Den eneste forskel er, at man i øjeblikket kan bruge Mega-udviklinger, men ikke "Terastallizing". Det er muligt, at dette tilføjes senere, men lige nu er det meget simpelt, og følelsen er, at de bare var nødt til at få spillet ud nu, hvor Pokémon fejrer 30-års jubilæum. Svaret er dog ret enkelt: Spillerne er tvunget. Fra og med dette års Pokémon VGC-VM er dette nemlig det officielle spil til turneringer.

Dette er en annonce:

Hvad Game Freak og alle omkring Pokémon dog skal have ros for, er, at dette er en fremragende introduktion for begyndere til konkurrenceprægede kampe. Spillet er "free-to-start", hvilket betyder, at du kan spille helt gratis, og det går lynhurtigt at komme ind i en strøm af kampe (desuden uden krav om online-abonnement). Så snart en kamp er slut, kan man hoppe direkte videre til næste med samme hold, og det kører meget smidigt. Så hvis man f.eks. ikke ejer de nyeste spil i serien, men er kommet ind via Pokémon Go, kan man prøve det af her - endda med mulighed for at importere sine monstre fra Go via Home. Da spillet har 100 procent fokus på kamp, kan man ikke gå rundt og kaste med Pokéballs. Derfor er der kun to måder at få monstre på: Den ene er som sagt via overførsel fra Pokémon Home. Kaldenavne, titler, angreb og andet følger med uden ekstra omkostninger. Det leder mig dog videre til den anden metode: at bruge penge.

Pokémon Champions
Rekruttering af nye Pokémon sker via et slags gatcha-system.

Det er her, "free-to-start" hører op. Du kan nemlig også rekruttere monstre gennem et gacha-system (et lotteri), hvor du betaler med enten VP eller "Quick Coupons". Hver 22. time får du et gratis spin, hvor ti tilfældige monstre dukker op. Du kan så vælge ét at rekruttere - enten på en syv dages prøveperiode eller permanent ved at bruge VP eller kuponer. Vil du have ti nye kandidater, før de 22 timer er gået, skal du betale 100 VP eller 1 Quick Coupon for hver resterende time. Det er ting, man langsomt kan tjene ved at spille kampe og klare daglige eller ugentlige missioner. Vil du skifte angreb eller evner på din nye ven? Brug flere VP eller kuponer. Vil du gøre det lettere for dig selv, kan du altid købe et Premium Battle Pass og et medlemskab. Battle Pass giver ekstra beløninger (op til niveau 50), mens medlemskabet giver bonusser, hvoraf den ene er helt absurd: I gratisversionen kan du kun have 30 Pokémon på lager. Det er utroligt nærigt. Med et betalt medlemskab? Så får du 1000 (!) pladser. Fra 30 gratis til 1000 betalt. Du får også mulighed for at gemme 15 forskellige hold samt eksklusive missioner.

Et spørgsmål, jeg har i hovedet, er: "Har dette spil potentiale?". Svaret er "måske". Lige nu mangler der rigtig meget indhold, men hvis de udvider antallet af spilbare monstre, introducerer mere mekanik som f.eks. Terastallizing, Gigantamax eller de glemte Z-Moves, kan det give en bedre variation. Spørgsmålet er, hvor meget af spillerbasen der er tilbage til den tid. Lige nu lever det på nyhedens interesse og det faktum, at det er gratis, men når alle har prøvet det, er det så kun "hardcore"-spillerne, der bliver hængende? Vi får se. I øjeblikket er Pokémon Champions en god introduktion for nye spillere, men de rutinerede ræve vil helt sikkert føle, at der mangler noget.

HQ
Pokémon Champions
Pokémon Champions
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Fin introduktion for nytilkommende, fin matchmaking, kampene fungerer generelt godt.
-
Alt for få Pokémon og "items", låst til 30fps uden grund, alt for meget koster ekstra.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Pokémon ChampionsScore

Pokémon Champions

ANMELDELSE. Skrevet af Johan Vahlström

Kan Champions leve op til Stadium og Colosseum som en platform for fremtidige Pokémon-dyster?



Indlæser mere indhold