Pokémon Pokopia

Vi er nok mange, der på et tidspunkt i livet har fortabt os i den vidunderligt ekspanderende Pokémon-verden, og nu hvor serien netop har fejret sin 30-års fødselsdag, er det ikke mere end retfærdigt, at vi spillere får chancen for at udforme vores eget samfund af lommemonstre. For det er præcis, hvad Pokopia i bund og grund går ud på, når Nintendo endelig har åbnet deres enorme skattekiste og sluppet kreativiteten løs.

Jeg er en Ditto - en pokémon, hvis specialitet er at kopiere andre monstres udseende og evner. Af en eller anden grund har jeg dog antaget formen af et menneske, hvilket gør mig unik, både i forhold til hvordan Dittos plejer at agere, men også fordi verden, som engang var befolket af både homo sapiens og deres pokémon-ledsagere, virker til at være helt tømt for os tobenede. Selv lommemonstre er verden tilsyneladende støvsuget for, i det mindste indledningsvis, men sammen med min nye ven, Professor Tangrowth, lærer jeg hurtigt, hvordan der skal laves om på dette, og hvordan vi transformerer det øde landskab til et helt nyt, sprudlende samfund fyldt til randen med pokémon.

For at lykkes med dette skal jeg skabe en mængde forskellige habitater, der lokker flere og flere monstre til at flytte ind. Fremgangsmåden varierer afhængigt af, hvilke typer pokémon der skal tiltrækkes; ofte kommer jeg ret langt ved at plante græs under et træ eller ved et vandløb, men efterhånden som jeg lærer mere om Pokopias kompleksitet, opdager jeg, at visse individer er betydeligt mere kræsne end som så. For at du selv kan finde ud af, hvilke typer steder der lokker hvilke pokémon, vælger jeg at stoppe min kortlægning her, men når det er sagt, så er dette element noget, der holder ved gennem hele min rejse, da jeg konstant finder ledtråde om, hvor jeg kan tænkes at støde på nye venner.

Måden, jeg manipulerer verden på, leder tankerne hen på en blanding af Minecraft og Animal Crossing, hvor hele Pokopia er opbygget af blokke, som jeg er mere eller mindre fri til at slå i stykker og genplacere. Samtidig kan jeg også bruge min arbejdsbænk til at konstruere forskellige typer genstande til enten praktiske eller dekorative formål. Jeg er kort sagt fri til at designe verden helt efter mine egne og mine pokémon-venners præferencer, hvilket hurtigt aktiverer en kreativ åre i mig, da funktion skal blandes med æstetik i min stræben efter at bygge vores egen farverige utopi. Rom blev dog ikke bygget på én dag, og det gør et samfund i Pokopia heller ikke, for i takt med at mine egne ambitioner vokser, får jeg også adgang til flere materialer, nye ting at snedkerere og en voksende population af pokémon med deres egne ønsker til den perfekte boligsituation. Jeg oplever det som om, jeg altid har et halvt dusin projekter i gang samtidig, og jeg behøver bare løfte blikket for at finde yderligere et par opgaver at tage fat på. Det gør, at Pokopia føles som den type kreative oplevelse, man aldrig rigtig bliver helt færdig med.

En nøglefunktion for at klare alt dette er selvfølgelig mine venners adgang til alle verdens pokémon-kræfter. Da hvert lommemonster besidder mindst én nyttig egenskab, bliver næsten hvert individ i byens voksende befolkning en vigtig ressource, når det kommer til at udvikle vores fælles sted på jorden. Ild-typer assisterer med at smelte forskellige materialer, og græs-typer fremskynder væksten af afgrøder, mens nogle specialiserer sig i at bygge større strukturer og andre i byttehandel. Jeg skal være ærlig og sige, at visse evner kommer til betydeligt større gavn end andre, og at en pokémon, der for eksempel specialiserer sig i at holde god stemning, har betydeligt mere fritid end en, der kan genanvende skrot og affald til værdifuldt metal.

I centrum af alle specialevnerne står selvfølgelig min egen besynderlige færdighed i at kunne kopiere andre monstres kræfter, dog med mit eget lille præg. Den Ditto, jeg spiller som, er nemlig lidt defekt og kan ikke helt finde ud af at transformere sig fuldt ud til andre pokémon, men vælger i stedet at lægge udvalgte egenskaber på sinde, som så kan bruges efter behov. Disse bruges flittigt i løbet af spillet, og selvom jeg i starten må nøjes med få manøvrer som at vande græs og fælde træer, vokser og udvikles mit arsenal støt under eventyrets gang, hvilket bidrager til min lyst til at udforske mere og komme videre i historien.

For udover den kreative frihed, jeg får i Pokopia, er der et narrativ at opdage, som udover at fungere som drivkraft til at introducere nye steder, pokémon og mekanikker, faktisk leverer en medrivende fortælling. Hvor er alle blevet af? Hvor er alle menneskene, og hvorfor begynder pokémon først nu at vende tilbage til verden? Det store spørgsmål, som er på alles læber, men som ingen har det fulde svar på. Under spillets gang finder jeg spor og fragmenter fra fordums tid, som jeg langsomt men sikkert formår at stykke sammen til et overbevisende billede af situationen. Det er en historie, der får lov til at tage tid at rulle ud, og samtidig med at det store spørgsmål hænger over Pokopia, er der mindre, mere konkrete narrativer at følge op på, som for eksempel hvordan jeg skal kunne geninstallere elektricitet i min mørklagte havneby. Næste skridt i historien er altid tilgængeligt, men jeg oplever samtidig aldrig narrativet som hastende, eller at det på anden måde går ud over oplevelsens kreative side.

Da jeg konstant samler blokke i forskellige farver og med forskellige funktioner samt en mængde andre genstande i løbet af spillet, bliver det indimellem besværligt at navigere blandt alle de ting, jeg har skrabet sammen. Mine lommer er ganske vist store og rummer en hel del, men de bliver også hurtigt overfyldte. Det er egentlig et problem, der primært skyldes min egen mangel på organisation, da jeg faktisk har gode muligheder for at fremstille en ubegrænset mængde opbevaringsplads samt opgradere min egen evne til at bære ting, men det bliver ikke desto mindre et problem i visse henseender. Jeg sætter pris på, at Pokopia har så mange unikke genstande, man kan samle op, men samtidig er der en hel del ting, som jeg simpelthen aldrig finder nogen anvendelse for. Det kan sagtens igen være mig, der er problemet her, men når min samling af opskyllet tang begynder at nærme sig det trecifrede antal, uden at jeg er blevet præsenteret for et anvendelsesområde for det, begynder jeg at overveje, om det behøvede at være en så almindeligt forekommende del af spillet fra starten.

På et æstetisk plan formår Nintendo igen at bevise, at de er mestre i at skabe magi med begrænset hardware. Pokopia er først og fremmest smukt at befinde sig i med hyggelige, farverige indslag overalt, samtidig med at de Minecraft-inspirerede blok-miljøer er uventet charmerende. Designet på lommemonstrene er på nuværende tidspunkt velkendt, og så vidt jeg kan vurdere, er der pokémon repræsenteret fra de fleste af seriens mange generationer. Da jeg ser mig selv som lidt af en ekspert i pokémon op til tredje generation, fik jeg således fornøjelsen af at stifte bekendtskab med en hel del nye bekendtskaber, samtidig med at jeg med glæde kunne se, hvor meget kærlighed de ældre krabater også har fået.

Musikken i Pokopia bidrager også til en meget behagelig stemning, der leverer en række nyfortolkninger af klassiske lydspor fra seriens rødder. Jeg husker for eksempel, hvordan jeg første gang gav et sæt af genkendelsens glæde, da jeg bemærkede, hvordan lydeffekten, der lyder, når man genopretter sine følgesvendes helbred i hovedspillene, var blevet inkorporeret i en af spillets melodier. Et lille musikalsk påskeæg, der fik mig til at grine af overraskelse.

Teknisk kører Pokopia fejlfrit og uden den mindste antydning af hverken grafiske fejl eller fald i billedhastighed, på trods af den enorme frihed, jeg som spiller har fået. Derimod kan jeg opleve, at de forskellige verdener, som jeg låser op for, efterhånden som historien skrider frem, er lidt små og en tand for lette at overskue, når jeg først har udforsket hele kortet. Meget har sandsynligvis at gøre med den begrænsede hardware, Nintendo arbejder med, men jeg havde hellere set, at der var én stor verden med flere steder at besøge fremfor et fåtal mindre baner. Det er en mild kritik, for Nintendo formår alligevel ret godt at få omgivelserne til at føles omfattende, i det mindste indtil jeg støder på en barriere, der siger, at jeg ikke kan fortsætte længere.

Spilkontrollen er let at forstå, og selvom jeg efter et stykke tid har ret mange forskellige evner at holde styr på samtidig, er de lette at skifte imellem, og det er desuden altid tydeligt, hvilken kraft der bør bruges i enhver given situation. Som jeg nævnte tidligere, har Pokopia meget til fælles med Minecraft, men til forskel fra sin svenskudviklede blok-kollega styrer jeg min Ditto i tredjeperson, hvilket gør, at præcisionen indimellem lider under det. Det er lidt for ofte, at jeg kommer til at fejlplacere noget som følge af dette, og at grave mig frem under jorden, som omgivelserne ofte indbyder til, gør, at kameraet sjældent følger helt med, når jeg kravler i mine snævre tunneller.

Når det kommer til helheden, har jeg haft en meget behagelig tilværelse i Pokopia, som aldrig holder op med at fodre mig med nye ting at tage mig til. Pokémonernes levevilkår skal forbedres, genstande skal bygges, og ejendomme skal planlægges. Vi har nok alle oplevet den type spil, hvor man gentager mantraet om, at "jeg skal lige gøre det her også" gang på gang, indtil man endelig kigger op og indser, at klokken er blevet fem om morgenen, og at dagens første forelæsning starter om tre timer. Det er min oplevelse af Pokopia i en nøddeskal, og allerede nu føler jeg lysten til at dykke ned i det igen. Hvis Nintendo fortsætter med at eksperimentere med Pokémon på denne måde, ser fremtiden for brandet meget lys ud!