Så er der endnu en uge i gang, og endnu en stakkels praktikant er blevet flået, hældt på tube og omdannet til en lækker kage af lige dele anmeldelse og sprogblomster.
Mens nogle af jer måske undrer jer over den foregående sætning, er vi sikre på, at lige så mange venter i spænding på den ganske forrygende fortælling om snigeren Liste-Frederiks strabadser under den golde sol.
Læs med her når Emil anmelder Assassin's Creed: Brotherhood - kommenterer du herunder, deltager du i lodtrækningen om Predators på Blu-Ray.
Ezio er taget på tur til Rom og han har taget venner med. Er dette et broderskab du bør slutte dig til, eller holde dig langt væk fra?
Assassin's Creed II skreg efter en fortsættelse, og efter det man mildt sagt kan kalde en cliffhanger, er Ezio nu taget tilbage til Monteriggioni i håb om at trække sig tilbage stille og roligt sammen med sin familie. Og det hele starter da også fint. Ezios egen Super Mario af en onkel har bygget hjembyen stærkere end nogensinde, og de glade borgere hilser på Ezio, som han bevæger sig op mod Villa Auditore. Caterina Sforza, Ezios flirt fra forgængeren, tropper op, og kirkeklokker kan nærmest høres i det fjerne.
Onkel Mario sender Ezio rundt på en masse små ærinder, der involverer at bære blomsterkasser og teste de nye kanoner på byens mure. Alt er fryd og gammen i Monteriggioni, indtil en vis ond pavesøn, Cesare Borgia, vælger at bombe byen med katapulter. Han vil have det magtfulde "Apple of Eden" tilbage - og tak gud for det. Det var lige før, at jeg begyndte at kede mig. Efter at have forsvaret byens borgere i pyjamas, flygter Ezio og resten af slænget til Rom i håb om få afgjort kampen én gang for alle.
Hvad der møder dem, er et Rom ramt af fattigdom og depression - alt sammen styret af Pave og Pavesøn, Rodrigo og Cesare Borgia. Det er nu op til Ezio at få samlet sit broderskab og tage kampen op mod pavestyret.
Der er ikke meget der har ændret sig, siden Ezio sidst svingede med sværd og knive i Assassin's Creed II. Det hele handler stadig om 'social stealth' og om at gemme sig i mængderne i stedet for i skyggerne. Ezio er stadig lige så adræt hvis ikke mere, og freerunning-sektionen er stadig enormt tilfredsstillende når det lykkes at hoppe uhindret fra hustag til hustag. Det er dog ikke specielt udfordrende, da der jo kun bruges 2 sølle knapper til det. Man føler ikke at man har decideret kontrol over Ezio, men føler derimod at Ezio gør arbejdet for én.
Ezio er en mester med et sværd og fægter sig stadig uhindret igennem dusinvis af en smule klogere, men dog decideret dumme kumpaner. Ubisoft havde før udgivelsen sagt, at Ezios fjender ikke længere ville stå i kø for at blive slagtet, og nu aktivt ville gøre alt for at gøre livet surt for enhver, der tog for let på kampene. Det løfte holder de - delvist. For mens de faktisk kan finde på at angribe, mens du står med ryggen til, foregår det meste af kampene stadig i en afventende position med fingeren klar på counterkill-knappen, om man vil det eller ej. Ikke at det er et decideret minus. Det er stadig en fryd at se Ezio flyve ubesværet rundt og nedlægge et halvt dusin soldater på få sekunder - det er bare ikke helt så udfordrende, som man måske kunne have tænkt sig. Det er nu muligt at kæde sine kills sammen, så Ezio flyver rundt i den ene dræberanimation til den anden, og forlader et halvt minuts kamp med 4-5 nye liv på samvittigheden.
Men hvor gameplayet i Brotherhood excellerer, falder det tilbage når det gælder udseende. Grafikken, der i 2'eren begyndte at ruste en smule, er nu meget tæt på at være decideret forældet. Taget Roms størrelse i betragtning, må man indrømme, at Ubisoft stadig formår at give et umådelig flot Rom uden nogle former for fald i frameraten, med flotte kontraster og en enorm udsigt ud i horisonten. Det er dog i mellemsekvenserne, når man kommer tæt på, at man begynder at se de fejl og mangler, tiden har taget på det år spillet har været i udvikling. Tæt på er spillet tæt på at være decideret grimt, og alle personernes ansigter, inklusiv Ezio, mangler nogen form for udtryk. Bedre bliver det ikke af soldaternes knogler, som bliver ikke-eksisterende lige så snart at livet har forladt dem. Fjenderne får stadig en spasmeserie á la Parkinson, når de træder ind i Ragdoll-effekten der skal få deres død til at se 'naturlig' ud. Denne 'naturlige ragdoll død' resulterer dog bare i et akavet øjeblik, når man ser en vagt med benene på nakken - bogstaveligt talt.
Rom er dog smukt gengivet med vartegn som Pantheon, Colloseum og St. Peters-kirken. Disse vartegn er udført med en sådan detalje, at man må måbe når man står indenfor i Pantheon og kigger op igennem det cirkelformede hul, Oculus, hvor de hvid-gule solstråler vælter ind. Bevæger man sig ud på de åbne græs arealer, bliver man dog skuffet - græsset som dækker en stor del af byen ligner mest af alt noget, som man kunne have lavet med maling og pensel. Ezios meget detaljerede kappe dingler dovent, som man går igennem Roms gader. Sætter man dog i løb, får skulderkappen dog pludselig egen vilje og ligger vandret og stift i luften.
Som man går igennem gaderne, overhører man med jævne mellemrum de diskussioner som borgerne har indbyrdes. Det giver en følelse af, at man ikke er alene i den 'store uhyggelige by', og kombineret med Jesper Kyds meget gennemførte soundtrack giver den en god baggrundslyd til livet i Rom. Skulle man nævne et irritationsmoment ved lyden, skulle det være at personerne i mellemsekvenserne til tider får lyst til lige at fyre en lille punch-line af på italiensk - autentisk måske, men havde de taget det hele på italiensk eller det hele på engelsk havde det givet et bedre udfald. Ellers er det bare underligt, at de pludselig får lyst til at tale italiensk, når de ellers giver den gas på engelsk hele spillet igennem.
Skønt spillets missioner ikke er specielt varierede, føler man aldrig at de bliver for ensformige. Selvom de fleste missioner har et drab i centrum, er der visse missioner som er anderledes - man skal flere gange klæde sig ud i Borgia-tøj og komme ind bag fjendens linjer.
Rom er delt op i omkring 12 sektorer, hvor der i hver sektor befinder sig et Borgia-tårn som overvåger befolkningen, og gør livet surt for enhver der prøver at skille sig ud. Ødelægges disse bliver sektoren frigjort fra Borgia-styrets jerngreb, og butikker kan nu renoveres til Ezios profit. I starten går det trægt med pengene, men senere hen, når Ezio kommer dybere og dybere ind på Borgia-styret, finder man tit sig selv med masser af penge og en smule til - forståeligt nok, når man skal bruge flere og flere penge, som spillet skrider frem.
Udover alt dette er der også en bunke sidemissioner. Ezios gode ven, Leonardo Da Vinci, vender tilbage i en mindre rolle, hvori han beder om hjælp til at få ødelagt sine krigsmaskiner, som han har konstrueret til Borgia-familien. Disse sidemissioner tager Ezio til små provinser ude for Rom, hvor blandt andet kampvogne, missilbåde og bombefly skal destrueres. De missioner er nogle af spillets højdepunkter. Snigmorder-gravene fra forgængeren er nu skiftet ud med 'Romulus lairs', hvori Ezio finder nøgler til at låse op for et underjordisk skatkammer. Derudover er der de klassiske snigmorder-sidemissioner, hvor man får udleveret et mål og bliver bedt om at skaffe det af vejen - Det er ikke fantastisk, men det er heller ikke dårligt overhovedet.
Skønt spillet har undertitlen 'Brotherhood, går der overraskende længe før du overhovedet ser skyggen af en rekrutteret hjælper, og man skal hen i den sidste tredjedel af spillet før de kommer til egentlig nyttte. I forhold til at netop hjælperne er dette spils gimmick, er det utroligt skuffende, hvor lidt man egentlig ser til dem. Der er et leveling system for hver af dine hjælpere, men det er egentlig ikke særligt interessant, og jeg gjorde dem udelukkende bedre for at få den tilhørende achievement, når de nåede rang af Assassino.
Som i forgængeren bliver Ezios færd afbrudt et par gange af Desmond, der skal hvile sig. Denne gang har følgerne af den såkaldte 'bleeding-effect' gjort, at Desmond er umådelig adræt, og der er et par free-running sektioner med Desmond som hovedperson. Disse sektioner er dog noget som man helst ser overstået, lige så snart man har brugt mere end 10 minutter i følge med manden med den velkendte Nolan North-stemme.
Tromler man igennem singleplayer-delen kan man regne med omkring 10-13 timer. Hvis man tillader sig at blive revet med af sidemissionerne og Rom i sig selv, kan der måske bruges helt op til 18-20 timer, og det må siges at være godkendt.
Historien flytter sig dog ikke det store igennem spillet, og man føler bestemt at Ubisoft kunne have gjort mere for at gøre den interessant. Men hvis man syntes 2'erens slutning var mærkværdig, så bare vent til du ser slutningen her - den er mildest talt mind-blowing.
Udover singleplayerdelen er der også blevet tilføjet en multiplayerdel. Man kunne være fristet til, at tro at dette bare var et påklistret element, der skulle sikre flere købere, hvilket det sikkert også har gjort. Multiplayeren er dog overraskende god, og formår at holde spilleren fanget hele vejen igennem. Der er i alt tre forskellige modes, som man låser op for som man stiger i level. 'Wanted'-mode, som man starter med, er klart den bedste og brillerer ved, at give spilleren en fantastisk form for paranoia, som ikke tidligere er set så veludført i en multiplayerdel. Man bliver tildelt et mål som skal dræbes, og får den cirka-placering hvor det befinder sig. Alt i mens man jagter, er der samtidig tildelt én til fire modspillere, afhængig af hvor højt man befinder sig på scorelisten, og øjnene skal sidde på stilke for at genkende dem der er efter dig, og dræbe før du bliver dræbt. Hvis man er til adrenalinfyldte ildkampe er dette nok ikke spillet - det kræver en vis grad tålmodighed for at forblive usynlig i mængderne. Udover 'Wanted' er der 'Alliance' og 'Manhunt', som bruger elementerne fra førstnævnte mode. De sidste to modes giver en god dybde, men er slet ikke lige så gode som 'Wanted'.
Assassin's Creed: Brotherhood lever op til dets navn. Spillet er ikke en decideret 3'er, men nærmere en 2½'er, hvilket er mere end bare 'fint nok' taget værdien i betragtning. Gameplayet er stadigvæk fremragende, dog en smule ensformigt. Grafikken er dog begyndt at vise markante svaghedstegn og skuffer virkelig når man kommer op tæt på. Stemningen i Rom er derimod fantastisk, og med en solid multiplayerdel og en masse frihed i singeplayerdelen bliver der tilføjet en god bunke værdi til blandingen. Slutningen efterlader dig hungrende efter en efterfølger, og det er et stort skridt mod Assassin's Creed III.
9/10
Plusser: Stor verden, Vanedannende multiplayer, Meget finpudset, Rigtig meget at lave, Rigtig flot spil taget byens størrelse i betragtning, Enorm værdi i forhold til prisen, selvom det er en smule simpelt er det stadig en fryd at løbe rundt på tage i byen.
Minusser: Tæt på er spillet ikke pænt, en smule for ensformigt, stadig meget lidt udfordring i kampe, Meningsløs 'Brotherhood' sektion