Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
previews
Flask

Preview: Flask - En eccentrisk autobattler med masser af charme

Chop Chop Games' autobattler roguelite har masser af energi.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Roguelikes og autobattlers. De fylder en spiljournalists indbakke næsten lige så meget som deckbuildere i disse dage, og selvom der altid er spil og udviklere, der griber genrerne anderledes an, kan det være svært at blive rigtig begejstret for dem. Flask var dog anderledes - det kunne jeg se med det samme blot ved et enkelt glimt af den grafiske stil. Den rinder nemlig direkte fra John Kenn Mortensens krøllede hjerne og blander alverdens mærkelige og vidunderlige fantasy-inspirationer, så det hele føles som et genialt miks af Ralph Bakshi, Terry Pratchett, Edward Gorey og Jim Henson.

Men indtil jeg rent faktisk spillede Flask, var jeg usikker på, om det blot ville være et flot lag maling på noget, vi efterhånden har set alt for ofte i tidens løb. Da jeg fik fingrene i spillet, opdagede jeg dog hurtigt, at det gemmer på en herlig gnist af personlighed, der rækker langt ud over det visuelle udtryk. Flask er en fantasy-roguelike autobattler, der udspiller sig i en verden, hvor en portal til et goblinkongerige har åbnet sig og ladet alskens ondskab strømme igennem. Som en af mange alkymister, der drager ud for at bekæmpe goblin-plagen og rane til sig af bytte, påtager man sig rollen som et omvandrende tårn på kortet. Tårnet huser et lille hold af homunculi, som er skabt til at udforske de giftige goblin-ødemarker og bekæmpe monstrene derude. I stedet for kort har du flasker (flasks) samt snacks og genstande til at buffe dine homunculi, mens du vover dig igennem et dusin forskellige miljøer og dyster mod både monstre og andre spillere.

Flask

Ligesom The Bazaar og andre autobattlere med spiller-mod-spiller-funktionalitet dyster du i Flask ikke mod andre i realtid. I stedet kæmper du mod "spøgelset" af en anden spillers build, som har klaret sig til samme punkt. De kan være ganske modstandsdygtige uanset hvor langt du er i dit run, men heldigvis betyder et nederlag ikke enden på eventyret. Du kan faktisk tåle at tabe to gange mod de seks andre alkymister, du står overfor, og stadig ende med en sejr - hvilket du selv kan afprøve nu, da den netop udgivede demo lader dig spille fra start til slut.

Dette er en annonce:

Noget af det, der føles øjeblikkeligt belønnende i Flask, er måden, det tillader og opfordrer dig til at være omstillingsparat på. Flasker, genstande og snacks stiger alle i styrke i løbet af et run, så selvom du føler, du sidder med det perfekte build lige nu, kan du nemt ende med at smide det hele over bord og ændre din spillestil fuldstændig, når butikken åbner. I Flask kan du vælge et mere simpelt opgraderings-build, hvor du blot udskifter gamle flasker med nye i smarte farver, men du kan også ændre selve spillestilen undervejs. Eksempelvis skiftede jeg fra at have masser af fælder med min Rogue til i stedet at bruge en masse Chain-kort, som spillede sammen og leverede fuldstændig ødelæggende skade senere hen.

Flask

Flask er utroligt nemt at have det sjovt med. Som en, der har set masser af autobattlere, men aldrig rigtig har gidet genren, føles det her som den oplevelse, jeg har gået og manglet. Måske er jeg bare høj på det ego-boost, det gav at vinde mit allerførste run, mens holdet hos Chop Chop Games så på, men jeg fandt også gameplayet så vanedannende, at jeg holdt udviklerne som gidsler i 30 minutter ekstra, bare så jeg kunne færdiggøre mit run. Flask er et af de spil, hvor man fortæller sig selv, at man lige tager en runde eller to, og pludselig ender man med at spille, indtil solens stråler skærer igennem de lukkede gardiner. Verdenen er sær og til tider klam, men så proppet med fantasy-flair fra svundne årtier, at det er umuligt ikke at forelske sig i den, hvis man er fan af de kunstnere, jeg nævnte i starten.

Hvis jeg skal pege på én ting, jeg bed mærke i under denne tidlige playtest af Flask, så er det, at brugerfladen (UI) til tider kan være ret svær at afkode. Kortet og brikkerne er vidunderligt lavet, men når man lander i visse begivenheder, er det ikke umiddelbart tydeligt, hvad der skal gøres, eller hvordan man kommer ud af dem igen. I genbrugs-eventet (the recycler) skal man eksempelvis proppe sine flasker og genstande ind i munden på den, hvilket ikke ligefrem skærer sig ud i pap og godt kunne bruge en lille pil. Det ville forhindre, at man kortvarigt hives ud af spillets flow, og det er naturligvis primært noget, der vil gavne helt nye spillere. Det er absolut i småtingsafdelingen, men en mere overskuelig brugerflade ville betyde, at man for alvor lagde mærke til de iøjnefaldende kunstværker, når de optræder på kortet eller skærmen. Hvis det derimod går ud over spillets overordnede visuelle udtryk, vil jeg sige: Drop konceptet om en mere strømlinet UI, for Flasks kunststil er så imponerende og stemningsfuld, at det er værd at være forvirret over tingene indimellem.

Dette er en annonce:
Flask

Flask byder allerede på masser af indhold, og det virker til, at systemerne er finpudsede nok til, at Chop Chop Games blot kan fokusere på at tilføje mere og mere som tiden går. Nu hvor jeg endelig er ved at være mæt af at spille Slay the Spire igen og igen, føler jeg, at Flask øjeblikkeligt kan udfylde det tomrum for mig og alle andre, der har lyst til at opholde sig i et fantasy-univers, der trækker tråde tilbage til de første fantasy-film, serier og bøger, man stiftede bekendtskab med. Det visuelle udtryk er lige så levende, som gameplayet er vanedannende, og selvom du kender de genrer, Flask er inspireret af ud og ind, er der altid en ny eliksir at brygge.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold