Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
previews
Epic Mickey 2: The Power of Two

Epic Mickey 2: The Power of Two

Vores spanske redaktør fik en smagsprøve på det kommende Epic Mickey 2. Det lander på stort set alle formater, har co-op og er... en musical?

Skip

Da jeg første gang hørte om Epic Mickey, løb det mig koldt ned ad ryggen. De første stykker artwork afslørede, at spillet ville have en dyster og uden tvivl anderledes atmosfære, specielt hvis man sammenligner det med det meste af det Disney-halløj, vi efterhånden er vant til.
Og med Warren Spector ved roret var der ingen tvivl om, at spillet havde et kæmpe potentiale.

Jeg indrømmer også gerne, at jeg føler mig specielt tiltrukket af de forskruede historier og miljøer. Værker af eksempelvis Tim Burton og American McGee er meget beundringsværdige, og jeg var sikker på, at Warren Spector ville gå samme vej.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Selvfølgelig gjorde Disney, hvad de kunne for at sterilisere en potentielt chokerende idé. Epic Mickey var da også uden tvivl det mørkeste og mest forstyrrende eventyr med Mickey Mouse i hovedrollen, men det var samtidigt et spil, der bestemt også var egnet for børn.
Men da Warren Spector viste os oplysninger om publikummet, fik vi os en overraskelse: 54 % af Epic Mickey's publikum består af voksne mennesker, hvoraf 90 % gerne vil have en efterfølger. Og her er vi så, på en smuk sushi restaurant i Milano, hvor vi ser på denne ønskede efterfølger: Disney Epic Mickey 2: The Power of Two.

Epic Mickey 2: The Power of TwoEpic Mickey 2: The Power of Two

Den vigtigste nyhed i dette spil er allerede afsløret i titlen: det er et kooperativt eventyr. Efter en kort singleplayer-sekvens, hvor Mickey Mouse bringes ind i Oswalds verden, begynder den venlige duo at arbejde sammen.

Tilføjelsen af multiplayer (kun split-screen uden mulighed for at gå online) lader til at have rykket de mere actionbaserede dynamikker over mod et mere komplekst gådeløsning-miljø. I de sektioner vi prøvede, kom vi kun op imod nogle få fjender, men blev godt udfordret af et par gåder, som skulle løses, før vi kunne rykke videre til den næste bane.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Og netop de forskellige gåder kan kun løses ved at de to hovedpersoner arbejder sammen. Som i det første spil har Mickey sin trofaste pensel og sit opløsningsmiddel, der kan bruges til at bygge og slette hele sektioner i de enkelte baner. Oswald's udstyr består af en fjernbetjening, der giver ham mulighed for at interagere med alle elektroniske instrumenter i det pågældende område. Den kan eksempelvis aktivere diverse kontakter, "grille" fjender eller oven i købet omprogrammere dem og dermed omdanne dem til allierede. Spector har erklæret, at det ikke er nødvendigt at dræbe (dvs. deaktivere) modstanderne for at komme videre i spillet. Man kan ganske enkelt vælge at gøre dem til venlige figurer, hvilket åbner op for en mere fredelig strategi.

Selvfølgelig er spillet muligt at gennemføre alene - her vil den anden figur blot blive styret af den kunstige intelligens. Udvikleren har i denne henseende besluttet, at en anden spiller kan hoppe ind og ud af spillet når som helst, hvilket sikrer en glat overgang mellem single- og multiplayer.

Epic Mickey 2: The Power of TwoEpic Mickey 2: The Power of Two

Derudover vil der i Epic Mickey 2 være nogle markante nyheder på den tekniske side. Selvfølgelig har de nye HD-versioner til Xbox 360 og Playstation 3 krævet, at udvikleren har revideret den grafiske del af spillet. Det mest slående aspekt er dog leveret af lydafdelingen. Ved annonceringen blev spillet defineret som et "musisk eventyr". Hvis du tænker over det, så er der ingen Disney-film uden en sang, og Epic Mickey 2 har forsøgt at medtage dette vigtige aspekt: spillets soundtrack inkluderer derfor både nogle klassiske sange "(When you wish upon a star" og "Supercalifragilisticexpialidocious" er allerede annonceret) og nogle helt nye sange, skrevet specifikt til spillet. Vi så blandt andet en filmsekvens med en sang sunget af The Mad Doctor, der introducerede Oswalds historie og hans nye rolle i spillet. "Det er praktisk talt en musical", grinede Spector.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Alle figurerne taler nu med deres originale stemmer. Spector har fortalt, at spilleren dermed ikke vil være nødsaget til at læse bare en enkelt tekstlinje, hvilket i høj grad er et valg, der tilgodeser det yngre publikum.

Spillet er dog bestemt ikke en titel, der udelukkende er designet til de yngre spillere. I det første spil havde spillerens valg ikke de store konsekvenser i forhold til historien, fordi "børn ikke kunne forstå det", har Spector fortalt. I Epic Mickey 2 er alle valg dog gjort permanente og vigtige, men spilleren har stadig mulighed for at genspille hver bane for at ændre på de valg som han eller hun har foretaget indtil videre.

Der vil selvfølgelig også være nye områder og nye figurer: Oswalds kæreste - Ortensia - vil have en vigtig rolle, mens Blotworx, en mærkelig form for mechs, vil være en del af den nye fjendeliste.

Efter præsentationen var både Wii-, PS3- og Xbox 360-versionen mulig at spille. PlayStation 3-versionen vil være kompatibel med PS Move. Spector ville ikke bekræfte hverken Nintendo Wii U- eller 3DS-versioner. I hvert fald ikke lige nu.

Epic Mickey 2: The Power of Two

Den tilgængelige demo var tydeligvis taget fra et tidligt stadig i udviklingen af spillet. På Wii lagde vi mærke til, at kontrollen var nærmest identisk med den, vi så i det første Epic Mickey. På Xbox 360 var det - i mangel af et pege-værktøj - den højre styrepind, der blev brugt til at tage sigte. Forskellen mellem respons-tiden på henholdsvis Xbox 360- og Nintendo Wii-styringen er til at tage og føle på, da Wii-versionen er langt mere umiddelbar.

En teknisk note her til sidst: kameraet er blevet fuldstændigt genopbygget. Det var et af de største problemer i det første Epic Mickey, men udviklerholdet fortæller, at de har adresseret og løst problemet. Under vores korte test af spillet var vi i stand til at bekræfte dette, hvilket efterlod os positivt overraskede. Selvom du også kan bevæge kameraet manuelt, lader det automatiske kamera til at fungere perfekt.

Jeg var rigtig glad for at se Mickey Mouse vende tilbage i hans mest episke eventyr til dato, og med de tekniske forbedringer, ser spillet blot endnu mere interessant ud end før.
Spillet lander butikshylderne i september.

Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two
Epic Mickey 2: The Power of Two