Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
previews
F1 22

F1 22 lader til at være endnu et skridt i den rigtige retning for serien

Vi har tilbragt timer med det næste kapitel i Codemasters' serie.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Mere end 12 år er der gået siden studiet i Southam overtog F1-licensen fra Sony, som tilbage i midten af 00'erne sad på de eksklusive rettigheder til verdens hurtigste motorsport. Det lyder lidt tosset i dag, naturligvis, men i hele fem år imellem 2003 og 2007 var PlayStation det eneste sted hvor du kunne køre i officielt licenserede F1-biler. Psygnosis, som senere blev kendt som Studio Liverpool før Sony lukkede det helt i 2012, holdt stafetten, og deres F1-spil var ikke ligefrem eftertragtede varer. Teknisk var de ganske imponerende, men her var der større fokus på tilgængelighed og arkade-agtig styring, end egentlig simulation. Kort sagt; det var spil der sad fast i en meget specifik periode af den samlede spilhistorie, hvor tekniske begrænsninger dikterede oplevelsen mere end noget andet.

Forskellen siden Codemasters overtog licensen har været ret så fundamental, og hvert eneste kapitel har fremvist samme konkrete progression og fremskridt, hvor den samlede F1-oplevelse er blevet lidt bedre hver eneste gang. Sidste års F1 2021 var ingen undtagelse, og med sin ret så charmerende karrieredel, og glimrende bilfysik, tilbød spillet en fantastisk solid spiloplevelse, som skalerede glimrende om man så følte sig som en semi-pro, eller bare en lalleglad amatør. Det var også det sidste spil i serien, som også blev udgivet af Codemasters, og nu er Electronic Arts altså de nye ejere. Dette har naturligvis skabt spørgsmål, og undren omkring seriens fremtid, men baseret på min tid med F1 22, så er der virkelig ikke noget bekymre sig om, og spillet fremviser igen samme fremgang og konsekvente forbedring sammenlignet med det forrige. Det skal dog også siges, at der er få bekymringer, som lurer lige over horisonten.

F1 22
Dette er en annonce:
F1 22F1 22

De nye chassisregler har haft stor betydning for hele sportsgrenen. Tungere men mindre biler, samt genindførslen af visse aerodynamiske regler har ændret det etablerede hieraki, men har også ændret den måde kørerne fører deres biler på selve banen. Det hele er tættere, mere intenst og også mere spændende at se på. FIA's revisioner af reglementet har haft en tydelig og positiv effekt, og Codemasters har, naturligvis, også forsøgt at genskabe ånden af disse ændringer i deres nyeste spil.

Det kan mærkes i spillets nye fysikmotor, først og fremmest, som føles ret anderledes, eksempelvis når vi snakker simulationen af dækkenes greb på asfalten (som i øvrigt er langt større på 18 tommer i stedet for 13). Naturligvis er det hele ikke helt på plads endnu, og under min tid med spillet kørte jeg omgange på Imola og Silverstone, hvor de nye biler, og deres ændrede fysik primært føltes anderledes i de langsommere sving, hvor den forøgede vægt kunne mærkes. Selvom at dette ikke som sådan er nogen regulær simulation, så er Codemasters ved at komme uhyggeligt tæt på at realistisk simulere hvor hurtigt vægten bevæger sig rundt om det centrale tyngdepunkt, og hvor vilde sådanne køretøjer kan føles, og selvom at de er tungere, så kan du roligt forvente at skulle slås mere med dit køretøj end tidligere - på den gode måde. Nu skal det siges at jeg ikke på den måde har personlige erfaringer med at føre årets nye F1-køretøjer - men min erfaring består primært i at sidde klistret til skærmen, og se ved selvsyn hvordan de nye regler har ændret den måde bilerne fundamentalt fungerer på.

En af de største nyheder ved årets spil er naturligvis at Miami International Autodrome er repræsenteret i al sin detaljerige yndefuldhed, og banen er både smuk, og en glimrende tilføjelse til den samlede sæson. Der er 19 sving og tre DRS-zoner, som byder indenfor til masser af intens action, og dette er faktisk bare den første af i alt to amerikanske banetilføjelser, som gør entre i år og næste år. Med andre ord; det er en fantastisk tilføjelse der virkelig hører hjemme i F1 22. Udover det, så har Codemasters nu også introduceret en mere adaptiv kunstig intelligens, som bør kunne tilføje mere realistisk simulering på banen, og de lover at intelligensens aktivt ændrer sig som løbet skrider frem.

Dette er en annonce:

Der er desuden også ændringer af både pit stop, den såkaldte "safety car" og formationsrunden. Alle disse bestanddele tilbydes i to centrale indstillinger, hvoraf den ene læner sig mere i retning af ren simulation, hvor spilleren aktivt deltager og styrer bilen som normalt, men der er også en "Broadcast Mode" hvor AI'en overtager og spilleren i stedet ser noget der ligner en tv-udsendelse. Nej, det ændrer ikke hele oplevelsen, men for dem der ønsker muligheden for at styre præcis hvor realistisk det hele skal være, så er det en kærkommen tilføjelse. Derudover tilbyder F1 22 også en længeventet VR-del, som understøtter en lang række af forskellige headsets, fra Valve Index til Oculus Quest 2, fra HTC Vive til Vive Cosmos. Det er altså ret sejt, men vi har desværre ikke rigtig kunne teste det endnu.

F1 22
F1 22F1 22F1 22F1 22

Noget som vi ikke aktivt har kunne prøve i løbet af vores ellers ret mange timer med F1 22, men stadig ønsker at nævne, er den nye F1-Life del. Det er en mildest talt mærkværdig tilføjelse til spillet, som ønsker at tilbyde en The Sims-lignende oplevelse, hvor du som spiller får muligheden for at dekorere et hjem med luksusbiler og møbler, og du kan desuden give din avatar tøj på. Mange af disse detaljer er stadig en kende vage, men lad os da bare sige, at alles mikrotransaktions-alarmklokker bør ringe til den helt store guldmedalje. Spørger du mig, så er det fuldstændig irrelevant, det her, særligt når nu realistisk kørsel i F1-biler bør være det vigtigste her, og F1-Life lader primært til at spild af tid.

Det skal desuden siges, at den såkaldte "porpoising" effekt vi har set i dette års i alt fem løb indtil videre, hvor bilerne nærmest hopper rundt på de lige dele af banerne, ikke er en del af årets spil. Codemasters selv har nævnt at det er kommet bag på dem at observere det her fænomen. Det er dog stadig en ret central del af den måde de nye løb føles, og ser ud, så det er ærgerligt at der ikke er muligheden for i det mindste at slå det til, hvis man ønsker en 1/1 realisering af den egentlige F1-sæson.

Samlet set, så fremstår Codemasters dog som udviklere der har fuldstændig kontrol over det de laver, og det de ønsker at tilbyde. Ligesom de sidste mange kapitler bliver F1-serien hele tiden lidt bedre, og F1 22 står til at blive det bedste til dato. Der er mulige problematikker der lurer, det er der altid, og vi skal i sandhed granske F1-Life når tiden kommer. Men allerede nu er det altså ret godt.

Relaterede tekster

0
F1 22Score

F1 22

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Palle har for alvor lagt sig selen, og bare rolig, Codemasters har leveret igen.



Indlæser mere indhold