Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
previews
Park Beyond

Park Beyond - Vi har prøvet kræfter med det skøre simulationsspil

Fra udviklerne af Tropico 6 kommer snart et forlystelsesspil med rusjebaner af den vildeste slags.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Vores tyske naboer er kendt for at være både grundige og arbejdsomme. Hvad enten stereotypen passer eller ej, så elsker de i hvert fald deres komplicerede simulatorer, og spil som Farming Simulator og Euro Truck Simulator har formået at finde et dedikeret nichepublikum i de tysktalende lande.

Park Beyond fra tyske Limbic Entertianment både bryder med og forsætter denne tendens. For hvad der på overfladen ligner en mere afslappet og tilgængelig forlystelsesparksimulator, gemmer tilsyneladende stadig masser af dybde og talknuseri nedenunder de højlydte skrig og den fedtede candyfloss.

Som en del af vores Gamescom-dækning fik vi chancen for at prøve en tidlig udgave af spillet, og vi var faktisk ret imponerede af hele oplevelsen.

Park Beyond
Dette er en annonce:

Endnu vildere forlystelser end vanligt
Udviklerens forrige spil var det skøre Tropico 6, hvor du som diktator i en bananrepublik enten kunne lede din nation til storhed eller fylde dine offshore-bankbøger med statskassens millioner. Den satiriske og overdrevne tone er også tydelig i Park Beyond, hvilket udvikleren beskriver med begrebet impossification. Skåret ind til benet, betyder det, at vi har at gøre med de samme forlystelser, medarbejdere og så videre som i en normal forlystelsespark - bare endnu vildere!

Mulighederne er mange. Rengøringsmedarbejdere fanger lige dele skidt og uheldige besøgende med store støvsugere nærmest a la Ghostbusters, store kanoner skyder vogne fra én rutsjebane til en anden, og toiletterne er udformet som en karrusel - okay, den med toiletterne måtte jeg selv finde på, da vi ikke fik lov til at se særligt mange af de "umuliggjorte" funktioner.

Park Beyond

Kampagnen introducerer gradvist til nye funktioner

Dette er en annonce:

Til gengæld fik vi lov til at få en lille smagsprøve på spillets kampagne. Det hele begynder med, at spilleren - også kendt som den Visionære - vågner op i sin lejlighed, der er fyldt til randen med komplekse modelrutsjebaner. Hurtigt får du lov til at prøve kræfter med den virkelige vare, da den begejstrede kvinde Blaze, giver dig chancen for at bygge en stor rutsjebane tværs gennem byen. Ved demoens slutning introduceres du til parkbestyreren Pete, der udnævner dig til sin nye lærling.

Kampagnen kommer næppe til at vinde nogen priser for sin historiefortælling, og spillet laver endda selv sjov med de mere klicheprægede elementer. Til gengæld virker det til - baseret på den første mission - at den formår at introducere dig til de forskellige mekanikker på let og elegant vis. På den længere bane vil de mange elementer af parkdriften, såsom økonomi og opvartning af gæsterne, blive præsenteret af en række farverige karakterer, som løbende introduceres undervejs i historien. Udvikleren har også lovet, at missionerne ikke vil være fuldstændigt lineære, og selv under den korte indledende mission fik vi lov til at tage et par valg i forhold til den videre progression.

Park Beyond

Konstruktørværktøjerne virker meget lovende
Men hvad med gameplayet? Som allerede nævnt skulle vi i første mission designe en kompliceret rutsjebane, der snor og drejer sig gennem en spraglede by. Under en kort præsentation, fortalte spillets kreativt ansvarlige, Johannes Reithmane, at Limbic Entertainment har forsøgt at gøre spillet så tilgængeligt som muligt, uden at det sker på bekostning af mere komplicerede funktioner. Konstruktørværktøjerne ser ud til at følge den designfilosofi til punkt og prikke.

Skinnerne er nemme at placere og tilpasser sig automatisk terrænet, hvis der er forhindringer i vejen, eller der er mindre ændringer i højden. Det betyder dog ikke, at du bliver frataget kontrollen, da du ved at justere højden eller vinklen på sporene har stor kontrol over det endelig layout. Da rutsjebanerne består af separate moduler, kan du også nemt justere tidligere brudstykker, uden at skulle kassere alt dit hidtidige arbejde.

Den første mission tog ikke meget mere end et kvarter at gennemføre, men på trods af den korte spilletid blev der alligevel introduceret flere interessante funktioner, såsom muligheden for at bygge skinner med indbygget lift, til når det gik opad. Vi fik også lov til at prøve nogle af de mere skøre elementer som kanoner eller ramper, der skyder vogne over forhindringer, og vi gravede os endda igennem et bjerg - så pyt da med sikkerhed og miljøhensyn.

Park Beyond

Parken åbner først i 2023
Efter at have gennemført den første mission fik vi også lov til at lege lidt i spillets sandkassedel. Park Beyond er stadig i høj grad under opbygning med en UI, der mest består af midlertidige ikoner, og vi fik også kun lov til at prøve en enkelt af spillets mange forskellige temaparker. Selvom det endnu er meget tidligt at drage konklusioner, så virker de mange funktioner og byggemuligheder dog ret intuitive, og der var en fin livlig stemning, når først portene åbnede, og gæsterne væltede ind.

Udvikleren lover også masser af tilpasningsmuligheder i forhold til at skabe sine egne forlystelser og butikker, og selvom vi knap rørte disse, gav en kort videopræsentation en række imponerende eksempler på brugerskabte designs, du nemt vil kunne dele med dine venner eller fremmede online.

Alle der har spillet det originale Rollercoaster Tycoon ved nok, at det bestemt ikke er en god ide at gå ombord på en rutsjebane, førhen den er helt færdig, da du ellers kan få et en uønsket flyvelektion. Det er derfor stadig for tidligt at spå om, hvad Park Beyond ender ud med, men det, vi indtil videre har set og prøvet, giver grobund for optimisme. Da det fulde spil ikke udkommer før 2023, har udvikleren endnu masser af tid til at finjustere, hvad der allerede virker som en fornøjelig tur i det virtuelle forlystelsesland.

Park BeyondPark BeyondPark Beyond

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold