Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
previews
Tearaway

Tearaway

Skaberne af LittleBigPlanet er tilbage med et nyt eventyr ganske snart. Vi har taget en prøvetur.

Skip

Iota har en besked. Det er en helt speciel besked, og den er kun til mig. Den er så vigtig, at Iota bliver nød til levere den personligt. Mellem ham og jeg er en vidunderlig verden lavet af papir, som bare venter på at vi udforsker dens mange mysterier, og opdager dens mange hemmeligheder.

Media Molecule, bedst kendt som det Sony-ejede studie der skabte Sackboy og LittleBigPlanet, gør nu entré på PlayStation Vita med Tearaway. Da spillet blev annonceret på Gamescom-messen i August 2012, blev det præsenteret som Media Molecules "næste skridt". Et spring i en ny retning for studiet, der efter to Little Big Planet-spil havde behov for at arbejde med nye ideer. Det blev dog lynhurtigt tydeligt at Tearaway, på trods af sin ukuelige charme, ligner Little Big Planet relativt meget. Men er det nu også sådan en dårlig ting?

Tearaway

I Tearaway er der ingen rollespil, ingen behov for indlevelse, for du er... dig selv. Du er "you" og det bliver du konstant mindet om via PlayStation Vita'ens frontrettede kamera, der hele tiden viser dig at det er dig der spiller. Denne utroligt personlige tilgang til en ellers forsimplet fortælling giver Tearaway et meget intimt og personligt udtryk, og ligesom Little Big Planet, appellerer det til en legesyge som vi kender bedst fra Disney/Pixar-filmene. Denne udvaskning mellem spiller og Iota som karakter, strækker sig endda dybere end bare den overordnede præmis. I løbet af spillets første time kan Iota hverken angribe, hoppe eller interagere med miljøet på nogen som helst måde. Det hele sker ved hjælp af Vita'ens bagerste touchpad. Disse aspekter, styring og præmis, gør at Tearaway, trods sin umiddelbare mekaniske og visuelle sammenknytning til Little Big Planet, er en lidt anden størrelse.

Tearaway
Tearaway

Den umiddelbare inspirationskilde til Tearaway er papir. Hvordan det føles, foldes og høres. Under udviklingen af Little Big Planet 2 blev den grafisk designer Rex Crowle utrolig fascineret af papirmodeller, og efterlod små figurer og tegninger rundt omkring i det britiske spilstudie. Denne fascination udviklede sig til konceptet om en verden lavet af disse papirmodeller, og Tearaways verden blev født. Denne verden er fra start til slut uhyre smuk og velrealiseret. Den er både æstetisk veldesignet og tillader samtidig udvikleren at sænke billedehastigheden og lave skarpe kanter i grafikken, så den passer til verdenens papirinspirerede design. Tearaways verden er mærkelig, barnlig og mystisk uden at være påtaget.

Tearaway

Et af mine store anker med PlayStation Vita, der ellers er et uhyre kompetent stykke hardware, er at de forskellige alternative styringsmuligheder har det med at blive tvunget ind i titler hvor de ikke har hjemme. Uncharted: Golden Abyss havde et kedeligt og ensformigt touch-baseret nærkampssystem, og Assassin's Creed III: Liberation havde en bizar lysmekanik til at læse hemmelig post. Disse mekanikker eksisterer selvfølgelig for at showcase Vita'ens unikke muligheder, men i de fleste tilfælde føles de tvungne og unødvendige. Tearaway består næsten udelukkende af disse gimmicks, men føles til min store overraskelse ganske naturlige for den slags oplevelse som Media Molecule har forsøgt at skabe. Du får til opgave at tromme Iota til toppen af et bjerg med det bagerste touchpad, tage billeder af miljøet med kameraet, pakke gaver op med den forreste touchskærm og klippeklistre i det papirbaserede miljø. Udover det traditionelle tredjepersons perspektiv og det manipulerbare kamera, består næsten hele spillets introduktion kun af disse alternative styringsinputs, men fremstår nærmere legesygt end frustrerende, og kreativt snarere end kedeligt.

Tearaway

Med det lidt alternative styringskoncept og den vidunderlige ambiente folk-inspirerede underlægningsmusik, der minder om Shut Eye's Stealing Sheep fra lanceringstraileren, fremstår Tearaway som en slags europæisk smalfilm snarere end en amerikansk blockbuster, og dette format passer enormt godt til Vita'ens efterhånden mere indie-prægede katalog. Spillet er godt nok en Media Molecule-titel, men er kun programmeret af en håndfuld designere. Det tillader Tearaway at tage nogle chancer, og efter at have spenderet nogle hyggelige og personlige timer med spillet, virker det umiddelbart som om at eksperimentet er lykkedes. Hvis man køber den lidt skæve præmis.

Tearaway