Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
previews
Batman: Arkham Knight

Batman: Arkham Knight

Gamereactor har været på besøg hos Rocksteady for at se nærmere på deres tredje og sidste Batman-spil, Arkham Knight.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Først den dårlige nyhed: Når Rocksteady er færdige med Batman: Arkham Knight, så er det slut. Der kommer ikke flere Batman-spil fra deres hånd, de skal lave noget andet fremover. Og så den gode: serien slutter af med et kæmpe brag.

Et år er gået siden begivenhederne i Arkham City. Jokeren er død, og Gotham City har aldrig været mere sikker og fri for kriminalitet. Batman er i sit livs form. Og det viser sig pludselig at være nødvendigt, for mens byens superskurke har holdt lav profil, er de nået frem til en uhyggelig konklusion: hvis de skal styre byen, skal Batman dø, og derfor er de nødt til alle sammen at slå til, samtidigt.

Og det sker altså denne nat. Scarecrow har planlagt et massivt giftgasangreb på Gotham, og derfor evakuerer politiet byen. Two-Face, Penguin og Riddler har også skumle planer. Det bliver en lang nat.

Batman: Arkham Knight bliver "det afsluttende kapitel i Rocksteadys Batman-trilogi", som game director Sefton Hill forklarer det. De har haft historien planlagt, lige siden de begyndte på Arkham Asylum for flere år siden. Udviklerne har altid betragtet Jokeren som den kaos-faktor, der har forhindret superskurkene i Gotham i at slå sig sammen, men nu hvor han er ude af billedet, hvad sker der så? Det er blandt andet det, Arkham Knight skal udforske.

Batman: Arkham Knight

Og hvis du er i tvivl, så er det her et "rigtigt" Arkham-spil, hvor alle de sædvanlige spillere er på plads, i modsætning til prequel-afstikkeren Arkham Origins, der udkom sidste år uden det store input fra Rocksteady.

Det betyder at Kevin Conroy er tilbage i rollen som Batman, at Nolan North er Penguin, at Troy Baker er Two-Face, og at Wally Wingert er The Riddler. Harkey Quinn er her også. Så meget har vi fået bekræftet indtil videre, men Hill vil til gengæld ikke afsløre hvor mange af de tråde, der blev lagt ud i Arkham City - herunder den ansigtsstjælende seriemorder Hush og den mystiske Azrael - der vil blive fulgt op på i Arkham Knight, men et rimeligt gæt er, at det bliver de alle sammen. Vi ved heller ikke hvor mange af de øvrige skurke, såsom Killer Croc, Bane, Mr. Freeze og Poison Ivy, der vender tilbage, eller om Catwoman dukker op. Vi spørger selvfølgelig, men hver gang smiler Hill venligt og vidende, og fortæller at det kan han ikke tale om endnu.

Til gengæld ved vi, at Batman har lært en masse nye tricks siden sidst, og at spilverdenen har fået gevaldigt vokseværk. Det udsnit af Gotham, som Arkham Knight foregår i, er mere end fem gange så stort som hele Arkham City var. Og det hele er i øvrigt nyt, her er intet genbrug fra forgængerne. Byen er ikke bare større, der er også mere plads at boltre sig på, så Batman lettere kan flyve ind og ud mellem gyder og gader. Han kan også flyve højere, og grapple boost-manøvren er blevet opgraderet, så man kan få endnu mere højde på, når man hiver sig op mod toppen af en bygning.

Batman: Arkham Knight

Apropos bygningstoppe, så vil de, der har spillet Arkham Origins, måske huske at den ene halvdel af spilverdenen var fyldt med højhuse, tårne og industribygninger, hvor man ikke kunne nå taget. Man var i bedste fald henvist til afsatser, gargoyler og altaner. Sådan bliver det ikke i Arkham Knight. Kan du komme i nærheden af en bygning, kan du også nå op til toppen af den, slår udviklerne fast. Husker du Ace Chemicals-bygningen fra Arkham City, så forestil dig noget, der er tre-fire gange så højt, og du har en god ide om det nye Gothams højeste punkt.

I kamp er Batmans arsenal af muligheder blevet udvidet betragteligt. Vi ser blandt andet hvordan han nu kan bruge gadgets, mens han flyver, da han styrtdykker ned mod en gruppe fjender, kaster Batarangs i fjæset på tre af dem, inden han lander i sylten på en fjerde med et velplaceret flyvespark. Han kan også flå slagvåben og køller ud af hænderne på modstanderne og selv uddele tæsk med dem. På snigerfronten kan han nu kaste sig mod riste og luftskakte, så man hurtigere kan komme i skjul. Dertil er her en ny slags takedown, kaldet Fear Takedown, hvor Batman kan slå klynger på op til tre fjender ud med ét angreb, sålænge de ikke har opdaget ham. Dertil virker Line Launcheren nu også fra luften, så Batman til hver en tid kan spænde en line ud mellem to bygninger og sætte sig på den - perfekt til at lave sig et udkigspunkt over en gade, og planlægge en dramatisk entre blandt en gruppe bøller.

Visuelt er hele spillet en massiv opgradering i forhold til forgængerne. Gotham er ikke bare større, den er også lang flottere, detaljeret og farverig. Neonlys, gadelygter, reklameskilte, brandhaner, skraldespande, bybilledet er pakket med ting. Bygningerne er som sagt højere, og en monorail-bane slanger sig gennem hele byen. Her er alt fra handelskvarterer til mørk industrihavn, og det hele ser forrygende ud. Af samme årsag er Arkham Knight kun til PC, PlayStation 4 og Xbox One. "Vi vidste at de gamle konsoller ikke havde kræfter nok til det, vi ville lave, så nu arbejder Rocksteady kun med next-gen", fortæller Sefton Hill.

Batman: Arkham Knight

Men der er én nyhed, der overskygger alle de andre tiltag. For selvom nye moves og større omgivelser er fine, så er det kun videreudviklinger af det, vi allerede kender fra serien. Nej, Arkham Knights es i ærmet er Batmans måske mest ikoniske og sexede stykke legetøj, der ikke har spillet nogen rolle i Arkham-serien indtil videre.

Batmobilen. Den er et absolut bæst. Den ligner mest af alt en blanding mellem en Pagani Zonda, en F-117 stealth-jager og en kampvogn. Batman kan hidkalde bilen når som helst, lidt som man kunne med ens hest i Red Dead Redemption, og køre nogenlunde hen hvor man vil. Og den tilføjelse åbner for et væld af muligheder.

Tidligt i demonstrationen ser vi en hektisk biljagt, hvor Batman skyder raketter efter sin modstander i et forsøg på at stoppe hans køretøj, mens bøller og lømler løber skrigende væk ved synet af Batmobilen.

Batman: Arkham Knight

Biljagter er dog langt fra det eneste, Batmobilen kan bruges til. Man kan køre stort set hvor man vil i Gotham, også gennem baggyder, gågader og stræder, arkader og mere til. Bilen brager ufortrødent gennem billboards, skilte, hegn, træer og andre genstande, der splintres og knuses på tilfredsstillende vis. Gotham er også fyldt med stunthop, man kan fordrive tiden med. Der er intet minimap, fortæller Hill, "fordi vi vil have at folk 'spiller verdenen', i stedet for at 'spille kortet'", som han siger det.

Når man er nået frem til sin destination, kan man selvfølgelig stoppe bilen og stige ud på normal vis, men man kan også lade sig skyde ud med katapultsæde, så Batman beholder al fart og momentum fra bilen, når han folder kappen ud og flyver. Det minder lidt om når man kørte galt med høj fart uden sikkerhedssele i Grand Theft Auto IV, bare langt mere kontrolleret og yndefuldt.

At tilkalde bilen er blot et spørgsmål om at trykke på L1-knappen, og udviklerne siger at de har arbejdet længe på at gøre den til en ligeså naturlig og integreret del af Batman-oplevelsen, som det er at bruge gribekloen eller batarangs. Står man stille, kommer den drønende med pomp og pragt, og Batman hopper let og elegant ned i cockpittet. Løber man derimod, vil den komme susende bagfra og samle Batman op i én glidende bevægelse. Tjekket.

Batman: Arkham Knight

Batmobilen fungerer både som transportmiddel og integreret del af visse missioner. Vi havde som sagt den førnævnte biljagt, men første møde med The Riddler foregår også med Batmobilen. Han har nemlig bygget en større underjordisk forhindringsbane, som man skal suse gennem, samtidigt med at man aktiverer porte og platforme og således skaber vej gennem banen. Layoutet er som hugget ud af Trackmania-serien, med kørsel på væggene, proptrækker-loops og lange flyvehop. Det er en hektisk tur over tre omgange, og banen ændrer sig undervejs, med dele, der falder sammen og sektioner, der bliver lukket af.

Denne ene bane er kun en af mange prøvelser, Riddler har lavet til Batman, og en af mange sideopgaver, spillet vil byde på. Opdelingen mellem hovedhistorie og sidemissioner vil i øvrigt være langt mindre striks denne gang, fortæller Sefton Hill. Hovedhistorien drejer sig som sagt om at stoppe Scarecrows planlagte giftgasangreb, men de andre skurke har også deres sidehistorier, som man vil kunne følge langt friere og længere end man kunne før. Helt nøjagtigt hvordan det foregår, tøver udviklerne dog med at fortælle.

Vi ser ikke nogen af seriens klassiske indendørs miljøer, hvor Batman svinger sig mellem gargoylstatuer under loftet og metodisk tager fjender ud en efter en, men Hill forsikrer om at de er med, og at overgangen mellem indendørs og udendørs generelt vil være langt mere flydende og ubemærket i Arkham Knight - endnu en fordel, de nye konsollers kræfter giver udviklerne. For eksempel behøver man ikke nødvendigvis gå gennem en dør, for at komme ind i en bygning, og kan i stedetMag brage gennem et vindue og tage en skurk ud i samme åndedræt.

Batman: Arkham Knight

Demoen slutter med at en maskeret figur i futuristisk rustning slår Batman omkuld, retter en pistol mod hans pande, og mumler noget om at han denne aften vil blive stillet til ansvar. Jeg antager i første omgang at det er Deathstroke (han ligner lidt ham fra Arkham Origins), men får bagefter forklaret at nej, det er en helt ny figur - The Arkham Knight. Og er så også alt, Rocksteady vil sige om ham på nuværende tidspunkt.

Springet fra City til Knight virker måske ikke helt så stort som fra Asylum til City, der er mere tale om logiske næste skridt og videreudviklinger af de koncepter, vi allerede kender - lige med undtagelse af Batmobilen, selvfølgelig. Af samme årsag er jeg måske heller ikke blæst helt omkuld af Arkham Knight, fordi det på det fleste punkter er mere af det, vi allerede kender, bare med lidt større rammer. Men når det vi allerede kender er to af de ubestridt bedste spil på sidste konsolgeneration, så behøver jeg heller ingen revolution. Rocksteady slutter deres trilogi af med manér.