Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
previews
Hotline Miami 2: Wrong Number

Hotline Miami 2: Wrong Number

Gamereactor har fået en prøvetur i det længe ventede Hotline Miami 2. Den er kort - men lige så effektiv som den er blodig.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Den seneste pressedemo af Hotline Miami 2: Wrong Number spilder ikke tiden. Den er kun to baner lang, men fortæller os alligevel en masse om hvad der er nyt i efterfølgeren til 2012's absolut bedste og blodigste massemordssimulator.

Som altid går det forrygende stærkt. Et enkelt fejltrin, og ens hjernemasse kommer til at pryde gulvet. Samtidigt er det også blevet endnu mere grafisk og groteskt blodigt. Stilen er stadig den samme primitive, simplistiske (og, om man vil, overlagt grimme) 16 bit-hyldest som i forgængeren, men den svenske udviklerduo Dennaton Games er blevet endnu bedre til deres pixels, og det betyder ekstra hjernemasse, tarme, blodsprøjt, kraniestumper og mere til.

Historien tegner også til at blive lige så mystisk og kryptisk som i første spil, og demoen gør ingen forsøg på at forklare nogen som helst kontekst. I stedet møder vi blot fem gutter i dyremasker, der sidder og røvkeder sig til en fest, bliver enige om at de skal lave noget ballade, tjekker om våbnene er i bilen, og derefter ruller ud for at fucke nogle gangstertyper eftertrykkeligt op.

Hotline Miami 2: Wrong Number

Ved indgangen til den første bane møder vi den første store nyhed. Hvor Hotline Miami var én fyrs blodige, mystiske og stærkt foruroligende berserkergang, så handler toeren om en hel gruppe. Derfor vælger man i starten af banen ikke bare maske, som man gjorde før - hver maske er i stedet tilknyttet en af figurene (eller to af dem, i et enkelt tilfælde), der har hver sine særlige evner.

Corey, zebramasken, beskrives som fast & agile, hvilket i praksis betyder at han løber ekstra hurtigt, og kan lave rullefald for at undgå slag og skud. Tigermasken Tony slår folk ihjel med et enkelt slag, men kan til gengæld ikke samle våben op. Der hvor tingene for alvor bliver anderledes er med svanemasken, der repræsenterer makkerparret Alex og Ash. Man styrer førstnævnte, der bærer rundt på en motorsav, mens makkeren trofast følger trop. Han er udstyret med en maskinpistol, som man affyrer med højre museknap, og samler selv nye våben op, hvis han løber tør for ammunition.

På den måde bliver Alex og Ash en slags kombineret nærkamps- og skydevåben-duo, der både åbner for nye muligheder og giver spilleren en hel del mere at tænke over og planlægge.

Hotline Miami 2: Wrong Number

Til sidst har vi Mark, der er iført bjørnemaske og starter med to maskinpistoler. Som udgangspunkt affyrer han dem begge frem foran sig, men med et tryk på højre museknap retter han dem ud til siden, lidt ligesom ham den langhårede tosse i Boondock Saints, og holder yderligere shift-tasten nede, drejer han sig 90 grader, så han peger den ene pistol frem foran sig, og den anden bagud.

Det er mildest talt en svær mekanik at udnytte optimalt, det at man kan skyde i to retninger samtidigt, men med de rette evner og finesse kan der uden tvivl komme spektakulære resultater ud af dem.

Ellers er det meste som vi kender det - Hotline Miami 2: Wrong Number er hektisk, lynhurtigt, nådesløst, og man er i gang igen lige så hurtigt som man bliver skudt. Det handler stadig om at danne sig et overblik, lægge en plan og eksekvere den, og følelsen af at rydde et rum for skurke (eller ofre, eller hvad det nu er) er stadig forrygende.

Hotline Miami 2: Wrong Number

I anden bane overrasker Hotline Miami 2-demoen igen. For vi skifter endnu engang hovedperson, til en fyr, der uden maske står og vasker hænder på toilettet i en Diner, går ud og siger pænt farvel til servitricen (han taler, wtf!?), mens han beklager sig over hvor hårdt og nedslidende hans job er - for derefter at køre hen til en butik og myrde alle de svært bevæbnede lømler, der befinder sig i den. Vi hører aldrig vores nye vens navn, men han er tilsyneladende en hårdfør dude, da han godt kan overleve et enkelt skud fra modstanderne, uden at gå i gulvet. Da begge etager af bygningen er ryddet, er det tilbage til bilen - men udenfor venter en hær af politifolk med trukkede våben. I samme øjeblik, man træder uden for døren, slutter demoen med brat skratten og sne på skærmen.

Hotline Miami 2: Wrong Number er altså, ganske som forventet, temmelig tilbageholden med at fortælle hvad faen der foregår, og skaber ligesom sin forgænger en stemning af, at intet helt er som det ser ud til at være. Demoen giver stort set ingen svar - men forsikrer os atter engang om, at Dennaton ved nøjagtigt hvad de foretager sig. Glæd dig til det færdige spil.

Hotline Miami 2: Wrong Number