Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
previews
FIFA 15

FIFA 15: Hands-on indtryk

Vi har kampspillet den nye FIFA-demo, og de mange forandringer lader heldigvis til at være til det bedre.

FIFA 15 er et andet spil end FIFA 14. Spillere, der kun spiller serien lejlighedsvis, vil måske mene at de ligner hinanden, eller at forskellene er minimale, men enhver der spiller FIFA dagligt vil straks bemærke, at noget har ændret sig i FIFA 15, især hvis man har FIFA 14's mekanikker siddende på rygradden.

Grafisk er der ingen store forandringer. Spillet har et flot visuelt finish, og den generelle præsentation og produktionsværdier er fænomenale. Alligevel er vi ikke blæst væk. Til trods for skiftet til Ignite-spilmotoren i FIFA 14 på den nye konsolgeneration, er grafikkens skelet og grundlag det samme, som i spillene til den gamle generation, og som sådan er der ikke nogen bemærkelsesværdige ændringer i grafikken. Ja, publikum ser fantastisk ud. Ja, der er mange nye animationer. Ja, græsset er fremragende. Men det føles stadig ikke som en ny generation af FIFA, i hvert fald ikke visuelt.

Demoen lader dig spille med otte hold - Borussia Dortmund, Napoli, Paris Saint Germain, FC Barcelona, Boca Juniors, Chelsea, Manchester City og Liverpool. Det eneste tilgængelige stadion er Liverpools Anfield, og skal man dømme ud fra det, bliver Premier League i FIFA 15 fantastisk. EA Sports indgik for nyligt en stor aftale med den engelske liga, der lader EA genskabe alle spillere, stadioner og publikumsråb, og det kan mærkes på dette stadion. Tilråbene fra publikum (især "You'll Never Walk Alone") og den generelle stemning på stadion er perfekt. Hvordan det står til med stadions fra andre ligaer, må vi vente og så.

FIFA 15
FIFA 15FIFA 15

FIFA 15 har adskillige nye detaljer, omend de fleste er rent visuelle. Man opdager hurtigt at græsset nu er dynamisk, og spillerne efterlader mærker, såsom fodaftryk fra spurt og tacklinger. Når en kamp er ovre, vil plænen være fyldt med mærker og pletter. En anden visuel detalje er spillernes interaktioner. Der er adskillige nye animationer til forskellige situationer, såsom hårde tacklinger, brok til dommeren og små skænderier. Det er elementer, der tilføjer til stemningen, men ikke ændrer ved gameplayet.

Et andet eksempel, der dog har tydeligere indflydelse på spillet, er muligheden for at styre en spiller i dødboldsituationer. På et hjørnespark, for eksempel, kan du vælge en angriber, sætte i løb og bede om bolden. Det er en let process, der fungerer ret godt. Der er lignende eksempler, herunder nye animationer til pasninger, driblinger og hånd på bolden (er du tæt på, vil forsvarerne nu tage hænderne om på ryggen for at undgå straffespark).

Men ikke alt er visuelt, der er også vigtige ændringer hvad angår gameplayet. Driblinger er for eksempel ganske anderledes. Der er mere realistiske reaktioner på boldens bevægelser, med meget forskellige berøringer. Det betyder mere nøjagtig kontrol med tekniske spillere, men også fejldriblinger med de mindre talentfulde. I sprint (der er noget langsommere end tidligere) er det væsentligt lettere at tabe bolden, da den oftere kommer uden for rækkevidde. Pasningerne er også anderledes. Hvor de som regel finder deres mål mere effektivt, virker det også sværere at vælge den ønskede spiller, når de er i en pasningsbane tæt på.

At beskytte bolden (venstre aftrækker) og realistiske hastighedsændringer var de primære tilføjelser i FFIA 14, men det er først nu, de lader til at nå deres potentiale. Der er rigeligt med nye animationer til at beskytte bolden, og skift i fart kan være svære at følge. Det gør det lettere at drible forbi en modstander med et hurtigt ryk, omend skill moves (højre stick) i sig selv virker mindre effektive i FIFA 15. Det samme gælder den klassiske First Touch-funktion på højre stick. I FIFA 15 er den berøring ganske hård, og er man ikke forsigtig, ender man ofte med at miste bolden.

En af de mest omtalte ændringer i det nye FIFA er de forbedrede målmænd, og vi kan bekræfte at de bestemt er anderledes. Der er mange nye animationer og ændringer i deres opførsel, med dertilhørende udsagn om at målmændene er mere realistiske. I dette tilfælde betyder "realistisk" dog ikke "bedre", da målmændene ikke står bedre end i FIFA 14. Førhen virkede det ofte som om de var supermænd, men i FIFA 15 får du mange flere troværdige mål. Vi har også set situationer, der nærmest var latterlige, men vi skal have det færdige spil, inden vi fælder dom.

FIFA 15FIFA 15

Selvom de mange ændringer i første omgang kan være svære at finde sig til rette med, taget i betragtning hvad der blev ændret i FIFA 14, så tager man efterhånden tilføjelserne til sig. Men selvom disse systemer gør spillet mere realistisk, er der også tydelige problemer i demoen. Vi har set bizar og idiotisk opførsel fra AI'en, såvel som fejl i animationerne. Vi har set spillere, der rent ud sagt ignorerede bolden, når de modtog den, såvel som unaturlige bevægelser og lignende.

Men det er faktisk normalt. Demoerne af FIFA bliver som regel lavet, inden produktionsholdet går ind i den sidste udviklingsfase, og det betyder at den endelige udgave af FIFA 15 sandsynligvis vil være i bedre form end i denne demo, med flere nyheder og færre problemer. Sådan har det i hvert fald været med tidligere udgaver.

Inden vi slutter, skal vi også nævne de nye taktiske muligheder. Der er adskillige nye udviklinger inden for taktik, strategi og opførsel. Du kan nu bestemme om en spiller skal dække et område, om han skal med frem i angrebet eller holde sig hjemme. Hvis det faktisk fungerer ordentligt i den endelige udgave, vil det være en spændende tilføjelse, som vi ser frem til at prøve af.

Grundlæggende ser gameplayet godt ud, trods problemer hist og her. Vi sætter pris på størstedelen af de nye funktioner, EA Sports har tilføjet, og selvom demoen har sine mangler, forventer vi at de fleste af dem er rettet, inden spillet udkommer sidst i september.