Dansk
Gamereactor
previews
Grand Theft Auto: Vice City

Grand Theft Auto: Vice City

Hvis Grand Theft Auto 3 var titlen, der for alvor lagde både hardcore og main stream gamere ned på stribe, så er Vice City titlen der cementerer det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Hvis Grand Theft Auto 3 var titlen, der for alvor lagde både hardcore og main stream gamere ned på stribe, så er Vice City titlen der cementerer det til fulde. GameReactor har som det eneste blad i henholdsvis Danmark og Norge, fået lov til at stikke hænderne dybt ned i den pastelfarvede hvepserede som Vice City er, og det gør at vi endnu engang kan lade dig bide hårdt i de seneste informationer og screenshots. Egentlig skulle denne udgave af magasinet have indeholdt en fuldblodsanmeldelse af titlen, men som det sikkert er gået op for de fleste, så er Vice City blevet en smule forsinket - og selv med eksklusivretten i hånden og håbet bøjet i neon, har vi måtte sande, at anmeldelsen stadig ligger en måned fremme. Det har simpelthen ikke været muligt at lave spillet færdigt til vores oktober nummer.

Heldigvis har Rockstar været så flinke at leverer en ordentlig spand screenshots og fortalt os, at det faktisk er helt i orden, hvis vi tager mundkurven af i et kort øjeblik. Og det betyder at vi kan servere de seneste informationer for dig om livet i Vice City og gangsteren Tommy Vercetti. Spillet tager sit afsæt i 80erne, et årti præget af højt hår, læderslips og yuppies, med så meget sne i næsen, at munden konstant står åben. Her præsenteres spilleren for Tommy Vercetti med stemme af selveste Ray Liotta. Efter endt tur i fængslet, bliver han inviteret en tur til det solrige og pulserende Miami - eller Vice City som Rockstar så fornemt kalder deres mini univers - for at afslutte en handel. Men noget går grueligt galt og da Tommy mister en masse penge vil både mafiaen, pirrelige colombianske handelsmænd og lokale bander have fat i ham. Han ender dog hos Ken Rosenberg, en grådig og helt igennem korrupt advokat, der giver ham et nyt sæt tøj og en invitation til en båd fest, hvor store dele af Vice City’s undergrund er inviteret. Spilleren overtager styringen af Tommy i en nærmest håbløs situation og vælger herfra hvilken vej historien skal udvikle sig. Modsat tidligere indeholder Vice City et større og mere indviklet plot. Beslutninger og ændringer fra spillerens side resulterer i plotdrejninger og uforventede møder med skumle personer. Firmaet har ikke ville røbe om der er flere forskellige slutninger, men noget tyder på det.

Til at sparke spillet i gang har temaet inkluderet mere end 120 forskellige køretøjer, her i blandt biler, lastbiler, motorcykler, helikoptere og både - og de kan alle bruges af spilleren. Grafisk- såvel som gameplay mæssigt er der sket store ændringer. Det er nu blevet muligt, at hoppe ud af en kørende bil - noget der gør det lettere at overleve styrt, eksplosioner osv. Bilerne kan også smadres med f.eks. et boldtræ, ligesom det også er muligt at skyde dækkene i stykker, noget der igen påvirker styringen helt enormt. Til det har Rockstar forsynet dig med et våben arsenal, der vil gøre selv den mest våbenrige militsleder i USA misundelig. Modsat GTA3’s sølle 15 af slagsen, har du her muligheden for at boltre dig i 40 forskellige. Fra den kendte pistol til det nyindførte samurai sværd og den eksotiske Machete. Sammen med det forbedrede sigtesystem, er det nu blevet lettere at ramme personer eller biler, mens man selv sidder i en, ligesom spilleren også advares om evt. fjender og deres våben arsenal. Her skifter dit sigte farve alt efter faren.

Det er også lykkes Rockstar at få hele Vice City til at virke mere levende - nøjagtig som man ville forvente det af en storby. Folk hænger ud på parkbænke, piger suser forbi på rulleskøjter i miniskørter og gadejonglører viser deres seneste tricks frem. Spillet oser af stemning og sammen med de mere end 8000 samplede kommentarer fra tilfældige folk på gaden, har firmaet sikret sig en velfungerende kulisse for spillerens forbrydelser. Selv politiet er i denne omgang ude efter andre end dig. Forbrydere slår rask væk flok ned på gaden og stikker af i biler, men strisserne lige i hælene.

Spillets farverige persongalleri består af en lang række klicheer og grinagtige skabelonskårede personer fra 80ernes kendte film. Her finder vi bl.a. Ricado Diaz en skruppelløs colombiansk narkoboss, der til forveksling ligner den kendte forbryder Pablo Escobar. Gonzales, der arbejder ved den colombianske ambassade og som naturligvis kan bestikkes til småjobs, og sidst men ikke mindst Steve Scott, en filminstruktør der minder uhyggelig meget om virkeligheden Steven Spielberg. Disse bakkes op af mindre vigtige men mindst ligeså farverige personer som bl.a. Georgio Forelli, Mr. Black, Leo Teal og Phil Cassidy, der hver i sær vil blive husket af mange gamere efter endt spil.

Der er heldigvis ikke meget mere end en uge til at vi for alvor kan afsløre, hvad Rockstar egentlig har i gryden, og der kan du være sikker på at vi viser dig hele menuen og giver chancen for at få påfyldning både anden og tredje gang - men indtil kan du bruge tiden på at finde dit læderslips frem, vaske din lyserøde Lacoste trøje og lytte til Modern Talking - så er den rette ånd i hvert fald sikret.

Relaterede tekster

Grand Theft Auto: Vice CityScore

Grand Theft Auto: Vice City

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Efter hvad der nok må betegnes som det længste forspil i mands minde, sidder GR endelig med den færdige udgave af GTA: Vice City.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.