Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Driveclub VR

Driveclub VR

Driveclub kommer til PlayStation VR, og Philip har afprøvet projektet ved et nyligt event.


Jeg har længe været fan af idéen om Virtual Reality, og tror helt og holdent på, at teknologien kan gå hen og blive et stort skridt for måden vi gamer og underholdes på i femtiden. Desværre er teknologien ikke just billig, men heldigvis sænkes adgangsprisen en del, når Sony lancerer deres PlayStation VR-headset i næste måned, og som jeg ser det, bliver det lige netop denne hjelm, der kommer til at afgøre hvorvidt VR har en fremtid i vores stuer, da den ligger indenfor den almindelige forbrugers rækkevidde, både prismæssigt og i forhold til udstyrskrav. Jeg har tidligere haft mulighed for at teste den konkurrerende Vive-hjelm på kontoret, men jeg var meget spændt på at prøve Sony's bud på teknologien for første gang, da vi blev inviteret til et pressearrangement for at se nærmere på deres kommende spil.

Driveclub VR
Driveclub VR

Et af de spil jeg fik lov til at prøve, og som jeg faktisk havde store forventninger til, var Driveclub VR. Som jeg ser det, er bilspil den oplagte genre for teknologien, da man er stilsiddende i et førersæde, og derfor bedre kan leve sig ind i omgivelserne. For at gøre oplevelsen mere helstøbt, var der blevet sat et rat og pedaler op, så jeg virkelig kunne fornemme, at jeg var tilstede i bilen.

Hjelmen var nem at få på, og sad ganske behageligt på hovedet. Brillen blev hurtigt justeret, så der blev lukket af for omverdenen, og efter lidt navigation gennem nogle spilmenuer, sad jeg pludselig bag rattet på en racerbil, og var klar til at køre. Det var næsten overvældende at sidde i førersædet og rent faktisk at kunne benytte sig af spejle og ruder, som man ville gøre det i virkeligheden, og hvert lille ryk i rattet blev gengivet fuldstændigt i den virtuelle verden. Nedtællingen begyndte, og før jeg vidste af det, drønede jeg afsted.

En ting som jeg bed en del mærke i, var at omgivelserne var en smule uskarpe. Det var ikke noget, som decideret ødelagde oplevelsen mens jeg zigzaggede mellem de andre biler på banen, men inde i min egen bil bemærkede jeg, at det var en smule svært at aflæse speedometer og andre ting i instrumentbrættet. Det kan bedst beskrives, som om man har fået et par fedtede briller på, så man lige skal fokusere en ekstra gang på tingene, for at sikre at man læser dem rigtigt. Også fjerntliggende bygninger og omgivelser led lidt under denne effekt, men som sagt var det ikke noget, der ødelagde køreglæden synderligt.

Noget der overraskede mig meget, var den måde min krop reagerede på de skarpe sving, og de uheldige småkollisioner jeg havde undervejs. Jeg kunne simpelthen mærke svingende i min krop, og jeg lænede mig fuldstændigt ufrivilligt fra side til side, hvilket jeg ikke havde oplevet med den konkurrerende VR-hjelm på kontoret. Dette skyldes nok de høje hastigheder i spillet, og det livagtige udstyr jeg havde i brug, men jeg var alligevel forbløffet over, at min balanceevne kunne snydes så meget af et visuelt input.

Driveclub VR
Driveclub VR

Selve spillet fungerede som forventet. Det var Driveclub i Virtual Reality på godt og ondt. De andre racerkørere holdte sig stadig meget efter en usynlig kørelinje, og bankede ufortrødent ind i en, hvis man lagde sig i vejen for denne. På trods af dette var det alligevel enormt sjovt bare at træde på speederen og give den gas, og hvorvidt det skyldtes de virtuelle omgivelser eller en indstilling inde i selve spillet ved jeg ikke, men jeg klarede mig faktisk bedre end jeg plejer i et bilspil, især med et rat mellem hænderne. Jeg havde i bund og grund bare en meget bedre fornemmelse for mit køretøj og min hastighed takket være VR-hjelmen, og jeg har svært ved at forestille mig at skulle spille et bilspil på en fladskærm i fremtiden.

Driveclub VR var et ganske fint spil, der gav et godt indtryk af, hvor racing-genren er på vej hen takket være den nye teknologi. De lidt slørede omgivelser kunne skyldes lidt manglende finpudsning, men det var ikke noget, der ødelagde køreglæden. Det er selvfølgelig også en svagere hardware systemet kører på, end hvad jeg før har prøvet, men jeg er sikker på, at vi vil se langt mere optimerede spil i fremtiden, da det jo har vist sig at være en spidskompetence blandt Sony's udviklere. Hvis man har tænkt sig at investere i PlayStation VR når den udkommer, tegner Driveclub VR i hvert fald til at blive en god investering.