Dansk
Gamereactor
previews
Ghost Recon: Wildlands

Ghost Recon: Wildlands

Der er stadig over en måned til spillets udgivelse, men vi har været så heldige at få fingrene i spillet, da Ubisoft inviterede os til Paris. Så Dorí og Katrine teamede op, for at afprøve den kommende co-op shooter.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Ghost Recon-franchisen har været en hel del igennem i tidernes løb. Det har været free-to-play, en håndholdt titel, online og så videre. Med Ghost Recon: Wildlands tager Ubisoft endnu engang serien med ud i ukendt terræn. Nu kan franchisen nemlig krydse Open World co-op shooter af. Men uanset hvilke ændringer franchisen har været udsat for, er der én ting, der er centralt for serien; taktikken. Så da vi blev inviteret til Paris for at teste spillet, var jeg noget spændt på at se, om det nyeste medlem af Ghost Recon-familien formår at holde taktikken og dermed spillenes sjæl i live på trods af de nye tiltag, det bringer med sig.

Som udgangspunkt er det da heller ikke en helt ukendt opgave, som Wildlands sender Ghost-enheden ud på. Tilbage i 2004 i Jungle Storm måtte specialenheden sendes ud for at lukke et colombiansk narkokartel ned, og nu lader det til at den opgave endnu gang tilfalder dem. Men denne organisation kaldet Santa Blanca, som de nu står overfor, er ikke bare en hvilken som helst narkotika-organisation. Det er et narkokartel med ekstremt høje ambitioner. Lederen, kaldet El Sueño, kom nemlig til Bolivia med en vision. Et ønske om at skabe et land centreret om narkotika. Hvor håndhæverne af loven ville se bort for deres kriminalitet. Hvor regeringen var under organisationens styre. Et sted hvor de frit kunne drive deres virksomhed. De civile er dog ikke en del af ligningen, og efter Santa Blancas indtog i landet har de levet under kummerlige forhold. Derfor bliver specialenheden under titlen Ghosts nu sendt ind i landet for igen at bringe fred og orden tilbage dertil.

Selvom jeg kun havde ganske få timer med spillet, og jeg sad i et lokale fyldt med andre højlydte spilentusiaster, fik jeg alligevel fornemmelsen af, at spillet virkelig forsøger at sætte spillerne i et yderst autentisk miljø og at omgive dem med den helt rigtige stemning. Man kunne mærke det lokale liv i de små landsbyer, hvor beboerne vandrede rundt i deres daglige rutiner. Man kunne fornemme frygten, der opstod, når der blev talt om eller spottet medlemmer fra Santa Blanca, og gennem de grafiske cutscener kunne man også virkelig føle, hvor forfærdeligt dette kartel egentlig er. Scenen er så sandelig sat, når vi som Ghosts træder ind på den, og det var på ingen måde motivationen for at pille narkokartellet fra hinanden, jeg manglede.

Stemningen kommer i særdeleshed også takket være, hvad der næsten kan omtales som spillets hovedperson; det levende Bolivia. Vi har nemlig mange gange hørt, at kortet i Wildlands vil være det største, vi nogensinde har set fra Ubisoft og vil rumme 26 bosser, 21 regioner og 11 økosystemer. Og med alle disse økosystemer og miljøer skulle der ikke bare være sat en fantastisk baggrund til de mange skudkampe, man i løbet af spillet vil havne i. Nej de skulle også have en betydelig indflydelse på ens taktik og tilgang til missionerne. Står du i den tætte sump, går du anderledes til værks, end hvis du ligger på en bar ørken, hvor sigtbarheden er umådeligt lang. Eller det er i hvert fald tanken. Jeg ville utroligt gerne have afprøvet disse udmeldinger, som vi flere gange har hørt fra Ubisoft, men desværre fik vi kun lov til at snuse rundt i to af spillets områder; Itacua som er det første område, man støder på i spillet, og Montuyoc, der er et af de senere områder, der skulle byde på lidt mere udfordring for spilleren. Disse to områder lignede dog hinanden utroligt meget i udseende. De var begge støvede, sandede og stenede. Jeg ville dog mægtig gerne også have oplevet sumpene, kravlet i bjergene eller set nogle lidt anderledes landsbysamfund. Ud fra de optagelser, Ubisoft flere gange har vist, tyder det dog på at der vil være større diversitet i landsbysamfundene og miljøerne, end hvad vi fik lov at se, og jeg glæder mig så sandelig til at se dem.

Ghost Recon: Wildlands
Ghost Recon: WildlandsGhost Recon: WildlandsGhost Recon: Wildlands

Én af de bekymringer, jeg dog ankom med, drejede sig netop om denne open world. I mine øjne bliver mange spil open world udelukkende for trendens skyld, og ikke nødvendigvis fordi det gavner spillet eller bringer noget af betydning med sig. Så da jeg hørte, at dette skulle blive det største kort, Ubisoft indtil videre har leveret, var min oprindelige tanke og bekymring, hvorvidt de ville være i stand til at fylde kortet ud med interessante quests, objekter eller lignende. At give spilleren et incitament og en belønning for rent faktisk at udforske områderne, så kortet ikke bare går hen og bliver én stor, tom beholder, som spilleren bare skal krydse for at komme fra A til B. Jeg vil sige, at mine bekymringer ikke er helt aflivede, men de er på den anden side heller ikke blevet større. Netop fordi miljøerne virkede så autentiske, tror jeg, det kan blive en stor fornøjelse at gå på opdagelse i de mange forskellige landsbyer, områder og begive sig ud i side quests. De side quests, jeg så i min tid med spillet, gik ud på at hjælpe den lokale rebel-bevægelse ved at markere forskellige ressourcer på ens vej, tale med lokale for at få flere informationer om forskellige emner, at lukke Santa Blancas radiostationer og derved stoppe spredningen af deres budskab og lignende. Men som sagt havde jeg kun få timer med spillet, hvilket langt fra er nok til at bedømme, hvorvidt disse side quests vil blive trættende i længden. Så selvom jeg morede mig grundigt i min tid med spillet og gik derfra med et ønske om mere, så vil jeg ikke helt aflive mine bekymringer endnu.

Udover side quests kunne man også støde på våbenopgraderinger i landskabet. Rundt omkring kan man nemlig finde kasser med nye geværer, bedre scopes eller lignende opgraderinger, hvilket så sandelig er noget, man gerne vil finde. I Wildlands kan men nemlig atter designe sit eget våben helt ned i detaljerne, og derved kan man tilpasse ens loadout præcis til den måde, man foretrækker at spille på. Mens Dorí for eksempel var holdets sniper, foretrækker jeg en mere direkte og højlydt tilgang med assault rifle/submachine gun kombi.

Og det er lige netop det, Ghost Recon: Wildlands handler om: frihed. Det er det, vi har fået at vide igennem al marketingsmaterialet forud for spillets udgivelse, og det er også det, jeg kunne mærke i stort set alle aspekter af min tid med spillet. Efter Ubisoft så generøst låste op for de fleste af våbnene, kunne jeg selv vælge og designe mit loadout, så det ikke alene passede til mig og min spillestil, men også til den enkelte mission og dens tilhørende forhold. Jeg kunne forme min karakter præcis, som jeg ønskede - ikke alene igennem karaktertilpasningen, der gav mig et forholdsvist stort udvalg af muligheder, forud for spillets start, men også undervejs i spillet, når min karakter udvikler sig. På min vej samlede jeg nemlig en række ressourcer op, og med disse kunne jeg købe mig til et bedre skill-sæt. Dermed kunne jeg forme min karakter, som jeg ønskede, præcis som jeg kunne med mine våben.

Ghost Recon: Wildlands
Ghost Recon: WildlandsGhost Recon: WildlandsGhost Recon: Wildlands

Vi fik også at vide, at det er op til spilleren selv, hvordan de vil gribe den centrale historie an. De udvælger selv hvilken mission, de vil udføre som den næste, og hvordan de vil gøre det. Vi fik udleveret to missioner som tilhørte de to områder, vi spillede i, og her kunne vi selv vælge, hvilke dele af missionen vi ville udføre som den næste. Men eftersom vi ikke havde rådighed til andre bosser og områder, kunne vi ikke helt selv vælge, hvilken af de store missioner, vi ville kaste os ud i. Hvor jeg dog virkelig kunne mærke friheden, var da vi endelig fik lov til at teame op i firemandsgrupper.

Spillet fungerede fint i som solo-spil. I stedet for at have tre venner ved min side, var det tre AI's, der hjalp mig i skudkampene. Jeg fandt det en smule besværligt at få mine tre kunstige medsoldater til at gøre præcis, som jeg havde tiltænkt det, og resultatet blev derfor nogle ret forvirrede kampe. Jeg tror dog, at dette er et spørgsmål om øvelse, eftersom menuen man skulle bruge til dette, var ret let at fremkalde og navigere rundt i. Da vi endelig skiftede over til co-op var de dog tydeligt at mærke, at det var her, spillet virkelig kom til sin ret. Det var her, gameplayet blev flydende.

Det var her, man virkelig følte sig som en specialagent på en mission. Kommunikationen med holdet skal være knivskarp, og det er en fordel at kende sine holdkammerater. Hvilken tid på dagen angriber vi? Hvorfra angriber vi? Hvem skyder hvilken soldat? Og så videre. Det er sådanne detaljer, man skal afklare med sit hold, for at kunne gennemføre missionerne succesfuldt. Man må markere soldaterne med tal, og sammen tælle ned, for alle at lave et headshot. når nedtællingen rammer 0, så ingen fjender opdager, at de er under angreb. Det er virkelig en speciel følelse, og det er uden tvivl her, spillet hører til. Den taktik der ligger i at overveje sine angreb nøje, at planlægge efter tid og vejr, at bruge terrænet til sin fordel og koordinere enhver detalje, det er dét Wildlands kan. Jeg kunne sagtens se mig selv forsvinde ind i Bolivias store åbne verden med tre af mine venner som Ghosts timevis, og udforske alt hvad det har at byde på.

Men inden jeg gør det ved spillets udgivelse i marts, så håber jeg inderligt, at de får tid til at kigge på de fejl, vi stødte på undervejs. Det er jo nok ret forvent, at man støder på diverse småproblemer, eftersom spillet stadig ikke er nået sit endelige stadie. Vi oplevede for eksempel fejl med at slutte sig til vores hold, små glitches og andre mindre problemer, som alt sammen forhåbentligt bliver fanget i finpudsningen af spillet, og dermed ikke kommer med i den endelige udgave til marts.

Det jeg så i Paris, var et spil med et stort potentiale. En grandiøs åben verden, der potentielt set kan stjæle mange af mine timer, hvis blot terrænet udfyldes med noget, der er værd at udforske. Missioner der vil både glæde og frustere (på den gode måde) med en sværhedsgrad, der nok skal kunne udfordre selv de trænede Ghosts. Barske cutscener og baggrundsfortællinger der alle sammen er med til at male et hårdtslående billede af motivation. Det er et spil, der har potentialet til at blive noget stort. Om det udnytter sit potentiale til fulde, finder vi ud af den 7. marts, når spillet udkommer. Jeg holder i hvert fald fingrene krydsede indtil da!

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Ghost Recon: Wildlands
Ghost Recon: Wildlands

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.