Dansk
previews
Aporia: Beyond the Valley

Aporia: Beyond the Valley

Det danske studie Investigate North er snart klar med det mystiske Aporia og Andreas besøgte studiet for at lære mere om universet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Udover det ikoniske Hitman fra IO Interactive eller Playdeads moderne indie-klassikerduo Limbo og Inside, har den danske spilbranche ikke formået at etablere en solid og anerkendt plads på verdenscenen, især ikke sammenlignet med ærkerivalen Sverige og de mange blockbuster-serier som Battlefield og Just Cause. Jeg tog derfor med en pose optimisme og spænding ud til gutterne hos Investigate North for at se deres projekt Aporia: Beyond the Valley. Er det næste store danske spil i vente?

Efter en kort gåtur ankommer jeg til Aalborg Universitet og bliver imødekommet af en gruppe engagerede udviklere, som med stor iver glæder sig til at vise spillet frem. Der hersker en enorm selvtillid i lokalet og instruktøren Sebastian Bevensee sætter mig ind i den generelle designfilosofi bag spillet.

Aporia: Beyond the Valley

Sebastian fortæller, at den primære inspiration bag spillet bygger på det konceptuelle design fra indie-darlingen Dear Esther og det faktum, at Aporia vil fortælle en gribende historie uden brug af dialog eller tekst. Det er et spændende præmis, men også risikofyldt. Jeg bliver dog forsikret om, at historien ikke kan fortælles anderledes.

Da spillet starter er mit umiddelbart første indtryk, at både grafikken og den æstetiske præsentation er virkelig velpoleret, hvorfor man ikke skulle tro, at Aporia kun er udviklet af et hold på 8 mennesker. Demoen begyndte fra spillets indledende momenter og som spiller vågner du op i en glemt ruin, hvorfor man derefter selv sætter spillets historie sammen som et puslespil.

Der er ikke nogen typiske cutscenes, men alt bliver derimod fortalt med Inka/ægyptiske hieroglyf inspirerede levende billeder. Den æstetiske side i disse sekvenser er flot og Aporias eget unikke udtryk kommer specielt til udtryk her. Investigate North har på denne front fat i den lange ende, da spilleren opfordres til at tænke mere over budskaberne og være på dupperne for at følge med.

Aporia: Beyond the Valley

Netop i forhold til narrativet måtte jeg spørge Sebastian om, hvorvidt spillet havde en stringent overordnet historie eller det var bygget som et kunstnerisk forsøg på at lade hver enkelte spiller skabe sin egen forståelse af historien. Svaret var et både og, da de har en specifik historie at fortælle, men eksperimenterer også med at se de individuelle fortolkninger og se om de har samme vinkel eller går i den modsatte retning.

For at holde den non-verbale tone, er der heller ingen tekstforklaringer i spillets tutorial, men i stedet kun minimalistiske tegninger, hvilket fungerer overraskende godt. I denne forbindelse forklarede Sebastian også den enorme mængde af tid som de netop havde brugt på at finpudse dette element. Der er altså uden tvivl en stærk kreativ vision for hvad spillet skal være.

Kernen af Aporia ligger selvfølgelig i de diverse puzzle-scenarier som du vil møde i løbet af din fem timer lange rejse igennem den magiske verden. I det stykke tid jeg sad med spillet, fik jeg ikke et grundigt nok indblik i variationen, men som et essentielt værktøj har spilleren en lygte-agtig genstand til rådighed, der skal fyldes op med væske og bruges til at klare de forskellige udfordringer.

Aporia: Beyond the Valley

Investigate North var dog selvsikre i dette element og forsikrede mig om, at de har bestræbet sig på at undgå gentagelser og inkludere narrative koder for at skabe større motivation. Specielt dette aspekt glæder jeg mig til at se mere af i den endelige version, da det lyder som en yderst ambitiøs opgave at løse.

Her mente Sebastian også, at de adskiller sig markant fra sidste års fremragende The Witness, grundet sidstnævntes overflod af små puzzles uden en reel indflydelse på forståelsen af spillet, men i stedet ofte arbitrære forhindringer. I Aporias tilfælde vil netop The Witness nok også være spillet, som de fleste vil drage paralleler til, selvom deres æstetiske stil peger i to forskellige retninger.

Aporia: Beyond the Valley

Aporia startede som et studieprojekt, men blev samlet op af Ole Søndberg, produceren af film som The Girl with the Dragon Tattoo og den norske Jo Nesbø krimi, Headhunterne, hvorfor jeg måtte spørge ham, hvad der havde fanget hans opmærksomhed. Ole svarede, at det var ambitionen og de narrative muligheder, som ikke kunne lade sig gøre i film, hvilket specielt var fascinerede i et projekt som Aporia.

Specielt universet havde for alvor tiltrukket ham til projektet og potentialet der lå i måske at kunne udvide det og sprede det på flere medieplatforme.

Aporia: Beyond the Valley

Efter at have tilbragt den bedre halvdel af en dag sammen med Aporia og Investigate North, forlod jeg med en optimistisk indstilling overfor spillets overordnede ambition og præmis, men mangler stadigvæk at afprøve de diverse puzzles, udforske mere fra den smukke verden og prøve at udrede trådende i den mystiske historie. Om Investigate North vil levere når spillet udkommer senere på måneden, må vi vente og se, men jeg glæder mig uden tvivl til at dykke ned i den endelige version.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster

Aporia: Beyond the Valley

Aporia: Beyond the Valley

PREVIEW. Skrevet af Andreas Juul

Det danske studie Investigate North er snart klar med det mystiske Aporia og Andreas besøgte studiet for at lære mere om universet.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.