GR STREAMING
Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Super Mario Odyssey

Super Mario Odyssey

Nintendo afholdte for nylig en begivenhed, og her fik Gamereactor lov til at prøve det kommende Super Mario-eventyr. Spoilers: Det er ret fedt.

  • Tekst: Fabrizia Malgieri Oversættelse: Magnus Laursen

2017 vil formentligt blive husket som året, hvor Nintendo fik skuden på ret køl. De sidste fire år har været præget af et dybt skuffende Wii U-salg, men det ændrede sig alt sammen i foråret: den japanske underholdningsgigant vågnede op til dåd og udgav en ny spillemaskine: Nintendo Switch. Udvalget af titler har måske ikke været overvældende, men Nintendo har formået at holde en stabil rytme af både kommercielt og kritisk succesfulde udgivelser: The Legend of Zelda: Breath of the Wild, Splatoon 2, Mario Kart 8 Deluxe og senest, men ikke mindst, Mario + Rabbids Kingdom Battle er alle stærke titler som har set dagens lys i løbet af konsollens første halve år.

Én ting er dog sikkert: en Nintendo konsol er ikke for alvor blevet indviet, før Mario, den ikoniske maskot, har gæstet maskinen. Den buttede blikkenslagers entré ser da også ud til at blive ganske spektakulær. Nintendo er ved at sammenstrikke en af de bedste blandinger af sandkasse- og platformspil siden det oprindelige Super Mario 64. Spillet blev, sammen med Switch, officielt annonceret tilbage i januar. Publikums begejstring var til at tage og føle på: hvem har ikke savnet sådan et Mario? Det er tydeligt at den klassiske Nintendo 64-titel har været blandt de vigtigste inspirationskilder, da fokusset på at opdage og udforske er tilbage i formularen.

For nyligt blev vi af Nintendo inviteret til en forsmag på tre af spillets verdener. Udvalget er anderledes end de baner, som vi stiftede bekendtskab med til E3. Det drejer sig om Cap Kingdom, Luncheon Kingdom og Seaside Kingdom. I løbet af et intenst ophold med spillet fik vi lov til dels at opleve spillets nye tilføjelser, navnlig Cappy, den magiske kasket, dels at dyste mod en spændende og kompleks bosskamp.

Efter en kort introduktion af spillets præmis (vores mund er lukket med syv segl!) blev vi kastet ind i Cap Kingdom, hvor Mario støder på Cappy, vores fremtidige guide og følgesvend. Området udgør samtidig en introduktion til spillet, hvor man lærer at bevæge sig igennem de forskellige verdener. Som du sikkert ved, så kan Cappy, der erstatter den vante røde kasket, transformere Mario om til de ting og karakterer han møder rundt omking på rejsen.

Man kaster ganske enkelt Cappy i den retning som Mario vender, ved at trykke på 'Y'. Alternativt kan man imitere kastebevægelsen ved at vifte med højre Joy-Con. Begge muligheder er ligetil og meget intuitive. Kastebevægelsen er måske endda den foretrukne, da den virker meget præcis. Cappy kan også blive brugt som et frisbee-agtigt våben og han er lige så nem at bruge sådan.

Som sagt er det interessante ved Cappy, at han kan forvandle Mario til alskens forskellige karakterer og genstande. På den måde kan Mario tilegne sig et væld af smarte egenskaber der alle kan hjælpe ham på vej gennem banerne. I Cap Kingdom, for eksempel, lod vi Mario forvandle til en frø, så han kunne hoppe højere. De gamle knæ begynder at knage lidt, åbenbart. På den måde kunne Mario nå nye områder og hemmelige passager. Her finder man ikke bare de eftertragtede Power Moons, men også andre overraskelser og samlegenstande.

Super Mario Odyssey
Super Mario Odyssey

I spillets næste verden, Luncheon Kingdom, blev Mario tryllet om til en Hammer Bro. Grundet banens gastronomiske tema er hamrene dog blevet skiftet ud med pander. Med dem fik vi slået både det ene og det andet i stykker - og dermed skabt adgang til banespecifikke samlerobjekter. Vi blev især imponeret af Cappy: det er enormt intuitivt og ofte tilsvarende grinagtigt at bruge kasketten. Nysgerrigheden begrænsede sig ikke kun til det at udforske spillets baner, men også at eksperimentere med de mange mærkelige evner som Mario kan få fingrene i.

I hver af de tre verdener som vi fik lov at lege med (og i), prøvede vi kræfter med et par stærke fjender og en vaskeægte bosskamp. I Cap Kingdom og Luncheon Kingdom var det en gruppe uvorne kaniner (nej, ikke Rabbids), som skulle have bank. Begge kampe var ganske fornøjelige. De var ikke frygteligt svære, men krævede alligevel en grad af opfindsomhed og mønstergenkendelse fra spillerens side.

Super Mario Odyssey
Super Mario Odyssey
Super Mario Odyssey