Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Hello Neighbor

Vi har prøvet det interessante Hello Neighbor

Hello Neighbor er lige nu i Early Access, og det udkommer d. 8 december. Vi giver lige spillet lidt kritiske ord med på vejen inden da.


Hello Neighbor er et spil med en virkelig spændende præmis: en mystisk nabo med et absurd Dr. Seuss-agtigt hus holder hemmeligheder i kælderen, og du må og skal finde ud af, hvilke uhyggeligheder der gemmer sig i huset. Med en lærende AI vil naboen tilpasse sig dine handlinger, og vil dermed blive klogere, jo mere du spiller. Der mangler altså ikke ambitioner fra udviklerens side, men kan de leve op til forventningerne?

Fans af stealth og horror vil finde en masse fristende elementer i spillet. Mens spillet ikke er decideret uhyggeligt hele tiden, så er det afgjort "sært." Den Pixar-agtige stil kombineres med et aldeles mærkeligt hus, som er fyldt med bizarre anordninger. I huset er der fx. en indkøbscenter-verden, hvor robotter holder øje med dig. Men som med så mange andre ting i huset giver det rumligt ingen mening, at der skulle være plads til et sådan sted. Der er noget afgjort creepy ved både naboen og hans hus, og dette skyldes blandt andet, at huset er fuldkommen absurd. Hvorfor have et tog der kører rundt om huset? Hvorfor er der et børneværelse men ingen børn? Dette er spørgsmål, der nok ikke har et svar, andet end at det ville være sjovt at smide det ind i spillet.

Hello Neighbor har en åben form og ingen hints til hvad du skal gøre. Det er ekstremt "trial and error," og fungerer som en sandkasse, hvor du samler ting op, sniger dig rundt i huset og aktiverer forskellige mekanismer, som forhåbentligt åbner nye muligheder op. Der er allerede et vist community på nettet omkring at løse spillets adskillige puzzles, som er virkelig indviklede og specifikke.

Hello Neighbor
Hello NeighborHello NeighborHello NeighborHello Neighbor

Naturligvis handler en del af spillet om at undgå at blive spottet af naboen, og dette er også det punkt, hvor horror spiller en rolle. Hvis man søger på Hello Neighbor på YouTube vil man ret hurtigt kunne finde videoer, hvor folk skriger og råber, når den beskæggede nabo fanger én. Spillet bruger her både lydeffekter og kameraet til at skabe en uhygge, som er ret effektiv. I de intense øjeblikke fungerer spillet rigtig fint til at give en følelse af paranoia.

Desværre ser jeg ikke helt den "avancerede AI" i praksis. Jovist, da jeg fik den "blå nøgle" og åbnede overetagen begyndte han også at gå rundt der, men der var mange områder han aldrig bevægede sig rundt i. Hovedsageligt var jeg mindre overbevist om hans intelligens end selv de udskældte vagter i f.eks. Hitman, for at tage et andet stealth-spil.

Dette leder mig direkte videre til min øvrige kritik af spillet i dets nuværende form. Mens det har været tilgængeligt i Early Access længe, så er det stadig spækket med fejl, og er bare ikke overbevisende eller nemt at leve sig ind i. Det føles meget som en "morsom sandkasse," nærmest i samme dur som Goat Simulator, men med ekstremt mange puzzles. Ting flyver rundt, hænger i luften, og selv naboen flyver til tider adskillige meter op i luften, hvis han forsøger at hoppe henover noget. Det er ganske enkelt et makværk af et spil, når det kommer til finpudsning.

Ikke dermed sagt, at det ikke vil have en plads som kulttitel på YouTube og Twitch, men det er ganske enkelt utroligt ustabilt og føles langt fra færdigt. Det føles samtidig som den type spil, som mange vil finde sjovt, blandt andet pga. dets bugs. Derfor vil det afgjort have et publikum, men det vil være et publikum som værdsætter at det i en eller anden grad er ufærdigt og upoleret. Det lader i hvert fald til at være tilfældet på YouTube, hvor det har fundet en del hype allerede.

Hello Neighbor
Hello NeighborHello NeighborHello Neighbor

Der er utvivlsomt lagt mange timer i at tilrettelægge de mange puzzles og utallige rum, og det er naturligvis prisværdigt. Men når selve kernen af spillet, fysikken, motoren og interaktionerne, bare ikke er overbevisende, så er det svært at anbefale det.

Mens jeg er tiltrukket af spillets visuelle side og de til tider ganske creepy lydeffekter, så er det ganske enkelt ikke et spil, jeg vil samle op for 28 Euro, med mindre det ændres radikalt og bliver mere strømlinet inden launch d. 8. december. Mens dette er muligt, så ville jeg ikke satse på det.