Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Detroit: Become Human

Detroit: Become Human

Vi går ind i 2038 og ser hvordan Quantic Dreams version af fremtiden ser ud.

  • Tekst: Christian Gaza

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Lad mig sætte scenen for dig: jeg er i skoene på Markus, jeg sidder anonymt bagerst i bussen og prøver ikke at tiltrække mig for meget opmærksomhed. Det her er dog ikke din klassiske bus, denne bus er et billede på opdelingen i samfundet. Androider og mennesker sidder ikke ved siden af hinanden. Et glaspanel står imellem maskiner og blodet, men det er et glaspanel der snart skal smadres. Ikke kun i denne ene bus, men i samfundet som helhed. Så meget føler jeg mig sikker på.

Jeg havde fornøjelsen af at sidde med spillet i to timer, og nåede i den tid at spille igennem hele åbningssekvensen, der formår at introducere alle tre hovedpersoner; Markus - der sidder i bussen, derefter Connor og til slut Kara. Dette er tre meget forskellige androider, der alle har en meget forskellig plads i samfundet. Connor er en androide-politibetjent, mens Markus er en hårdtarbejdende assistent og Kara vel bedst kan betegnes som babysitter. Varieteten af deres roller hjælper med at belyse forskellige sider af samfundet og uretfærdigheden der strækker sig over alle lag.

Der er to game modes i Detroit: Become Human. Den ene er en Casual Mode, hvor kameraet guider spilleren frem, og sørger for, at færre mennesker er dræbt i historien, mens den anden mode tillader spilleren kontrol over kameraet og valgene i historien. Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med Heavy Rain, Fahrenheit eller Beyond: Two Souls, så ved du, hvad du kan forvente.

Detroit: Become Human er et langsomt spil. Og det skal forstås på den mest positive måde. Et langsomt spil, hvor du pludselig skal tage nogle hurtige beslutninger. Hver bane, episode og scene følger den samme grundlæggende idé; vi bliver introduceret til en scene, vi kan udforske den præcis som vi ønsker, og bevæge os langsomt frem mod klimakset. Det er ofte her, vi skal tale om, hvad der er sket os og tage de store beslutninger - og ja, det vil her også være muligt at miste sidekarakterer eller hovedpersoner, hvorfor handlingen kan ændrer sig radikalt alt efter hvilke valgt du tager (og ikke tager).

Det er en oplevelse, der lægger op til at gå på opdagelse, analysere sceneriet, tale med de tilstedeværende, linke data sammen og finde det mulige sandhed der gemmer sig. Jeg var konstant nødt til at foretage valg, både i de små samtaler, men også i de ting man ikke gør - de rum man måske ikke går ind i, de samtaler man ikke tager. Jeg prøver episoden med Connor, som snart er blevet vist frem flere gange. Scenen der på dramatisk vis ender på toppen af bygningen. Det er en scene med seks mulige slutninger, og kun ved at tage de rigtige valg op til slutningen, kan du vælge alle de mulige dialogmuligheder. Jeg har dog ikke ubegrænset tid til at bevæge mig rundt - androiden på taget gider trods alt ikke vente hele dagen på, at jeg bliver færdig med at støvsuge rummene for detaljer.

Detroit: Become HumanDetroit: Become HumanDetroit: Become Human
Detroit: Become Human
Detroit: Become HumanDetroit: Become HumanDetroit: Become Human
Detroit: Become HumanDetroit: Become Human
Detroit: Become HumanDetroit: Become HumanDetroit: Become Human
Detroit: Become Human
Detroit: Become HumanDetroit: Become HumanDetroit: Become Human