Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
previews
Fallout 76

Fallout 76 B.E.T.A. - De første indtryk

Fallout 76 går først i luften senere på måneden, men Laursen har kastet et flygtigt blik på spillets omfangsrige B.E.T.A.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Først Metal Gear Solid. Og nu Fallout. 2018 er åbenbart året hvor legendariske spilserier tilsidesætter komplekse og mindeværdige fortællinger om atomkrig og spekulativ teknologi, til fordel for overlevelsessandkasser og resursekrævende byggeprojekter. Tidligere på året blev jeg tilskikket den tvivlsomme ære at fælde dom over Metal Gear Survive, og med Fallout 76 er tjansen endnu engang blevet min. Men hastværk er lastværk og i skrivende stund viser kalenderen trods alt kun 3. november. Der er små to uger til Bethesdas (Game Studios og Softworks) radikale spileksperiment går i luften, men jeg har brugt de sidste par aftener med spillets fuldfede betaudgave. Dette er min fortælling.

Det er vist en underdrivelse at kalde Fallout 76 et brud på traditionerne. Det udtrykker sig helt fra start. Spillet bliver nemlig afviklet gennem Bethesdas egen digitale spilplatform, Bethesda.net. På PC, altså. Jeg ved ikke hvor længe den har eksisteret, men for mig er den ganske ny. Betaudgaven fylder omkring 50 af de store (gigabytes), men synes også at indeholde størstedelen af den endelige udgivelse. Ja, med kun to uger til lanceringen, kan Fallout 76's beta da ikke være en totalt skævvreden repræsentation af den færdige oplevelse. På godt og ondt.

Men rolig nu, jeg er her bare for at snakke lidt. Der gemmer sig ikke et stort vulgært karaktertal i bunden af teksten. Måske har du selv haft fingrene i spillets beta? Så lad mig endelig høre hvad du synes. Jeg ved dårlig nok selv, hvad jeg skal tænke om hele affæren. Lad os være ærlige: der sidder mange fans derude som er villige til at sluge, hvad end Bethesda spytter ud (ad!). Og mange flere endnu, som ikke kommer til at unde spillet den mindste chance for at vise sit værd. For nogen er Fallout 76 allerede dødsdømt hårdere end radkakerlakkens skæbnesvangre møde med rakethammeren. Vi får se.

Fallout 76

Fallout 76 minder om de tidligere spil, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Man render rundt blandt murbrokker og nedbrændte bygninger på jagt efter hvad end ragelse man kan finde blandt støvet. Er det ikke boltet fast til gulvet, så ryger det i rygsækken. Ammunitionen er knap og de første par timer er man sandsynligvis overladt til at forsvare sig mod omverdenen med et trofast bræt, en sløv kniv eller lignende. Fjenderne har alle en levelværdi, og den er ret vigtig at orientere sig efter, inden man stormer frem mod en ildsprudende robot eller før man lægger sig ud med en flok hårløse ulvehunde.

I den tid hvor man er overladt til sig selv, er det svært ikke at mærke Bethesdas klassiske spilånd sænke sig over oplevelsen. Deres spil er kendetegnet af en helt særlig æstetik, og her tænker jeg ikke kun på det visuelle. Der er noget helt særligt ved styringen, ved den måde man interagerer med spillets verden på, som uundgåeligt sætter mig i forbindelse med de mange tidligere Magnusser som alle har brugt hundredvis af timer i verdener som denne. Min nostalgiske refleksioner bliver afbrudt: mens jeg gennemsøger en faldefærdig bygning for brugbare resurser, hører jeg fodtrin. Zombier? Mutanter? En bestøvlet mudderkrabbe?

Nej, det er selvfølgelig en anden spiller. Det vrimler ikke ligefrem med dem i West Virginia, men man møder dem da med jævne mellemrum. Faktisk kan man se alle lokale spillere på sit kort, hvilket virker lidt antiklimatisk. Det er selvfølgelig godt at kunne orientere sig, men omvendt ryger overraskelseselementet også lidt. Kortet er for resten blandt de bedste ændringer i spillet. Det bliver ikke længere vist gennem din trofaste Pip-Boy, men er i stedet en grafisk illustration af hvordan de forskellige områder cirka ser ud. Mod nord på kortet er der aftegnet en stor sø og noget der engang har været en krokodille. Der vil jeg gerne hen. Mod sydøst ligger et Mordor-agtigt område med mange robotter. Ellers tak.

Den fremmede spiller træder ind i bygningen. Min bygning, siden for fem minutter siden. Hvad er han ude? Spiloplevelsen er pludselig en ganske anden. Meget må man finde sig i, i Fallout-serien. Mange farer lurer der i Nevada, Washington, D.C. og Boston. Men fremmede spillere har man ikke før skulle forholde sig til. Det er et fremmedelement af andre proportioner end en dødsklo eller en forvokset supermutant. Men her er den fremmede spiller altså, så hvad nu?
Et knaptryk hiver et hjul af fjollede karakteranimationer frem. Der bliver uddelt vink, fingerhjerter og tommel-opper. En anden funktion i spillet åbenbarer sin vigtighed: man kan sænke sine våben. Det har man sådan set kunnet i alle spillene, men det får pludselig en anden vigtighed, en anden følsomhed, når der står en rigtig person i den anden ende af riffelløbet. Gennem primitiv gestikulation får vi fremmanet fred og en spinkel tryghed indfinder sig.

Først et stykke tid senere begynder flerspillerreglerne at åbenbare sig for mig: man kan slet ikke angribe hinanden, før man rammer det femte level. Det finder jeg til stor fortrydelse ud af, da jeg beslutter mig for at smide en håndgranat ind gennem vinduet til et par turtelduer i en rusten autocamper. Og efter level 5? Ja, så kan man frit angribe hinanden, men med en gentlemansregel: hvis jeg slår på dig, er det først når du begynder at slå tilbage igen, at tingene for alvor tager fart. Indtil da giver jeg betydeligt mindre skade. I hvor høj grad et sådant høflighedsprincip kan afværge totalt udslettelse med en skulderbåret atombombekaster ved jeg ikke. Men idéen er god nok.

Døden i en postapokalyptisk verden er dog noget nær garanteret, men hvad sker der så? Konsekvenserne er faktisk ikke helt urimelige. Så vidt jeg kan afgøre, så får man omkostningsfrit lov til at starte fra en nærliggende destination. Våben og rustning forbliver intakt, men alle byggeresurser bliver tabt på jorden - og højst sandsynligt nakket, hvis gerningsmanden er en anden spiller. Bethesda er tydeligvis ikke ude på at lave den mest brutale overlevelsessimulator, men spørgsmålet er, om de dermed kan sikre en tilstrækkelig indlevelse både spillets verden og systemer.

Fallout 76

Min oplevelse med spillet hidtil har været blandet. Spillets verden er visuelt indbydende og fyldt med computerterminaler og dagbøger som man kan fordybe sig i, hvis man absolut har brug for lidt baggrundshistorie. Men den sædvanlige modus man som spiller går i her - hvor man forsigtig snuser rundt i en stor og spændende verden - kan hele tiden blive afbrudt af fremmede spillere. Dem må man forholde sig til, hvad end de er fjendtligt stem eller ej. Det er lidt som at være ude at handle i supermarkedet, men hvor andre kunder principielt altid kan stille sig foran dig i køen, tage den sidste pose chips eller fylde din indkøbskurv med rødløg og håndgranater.

Ved siden af disse overvejelser, er der selvfølgelig også de klassiske overlevelsesparametre. De er efterhånden blevet så genkendeligt transparente, at jeg har glemt at nævne dem før nu. Du kan blive sulten. Du kan føle tørst. Du kan blive træt i de gamle ben og trænge til et bitte hvil. Og du kan blive dødeligt syg af det radioaktive kildevand, den halvmugne rottebøf eller de muterede støvmider i madrasserne. Fallout 76 demonstrerer ikke ligefrem stor originalitet her. Konsekvenserne af ikke at tilgodese behovspyramidens bundlinje er også genkendelige: mindre liv, svagere lunger, en følelse af trælshed igennem en længere periode. Det sædvanlige.

I det hele taget virker alt i spillet meget sædvanligt, meget genkendeligt. Hvis du har spillet Fallout 4 og et eller andet overlevelsesspil på Steam, så har du begge referencer til at lave Venn-diagrammet med Fallout 76 i midten. Hvis ikke du kender det fra det ene spil, så kender du det fra det andet, og omvendt. Alligevel har oplevelsen været mindre stødende, mindre træls end frygtet. Irritationsmomenterne udebliver for det meste, men det gør indlevelsen også.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg skal have smidt mange flere timer i Fallout 76 - i både betaen og det endelige spil - før jeg for alvor kan samle mine tanker om spillet. Jeg er nysgerrig på flere af de områder som kortet fremviser. Og jeg er interesseret i at se hvordan West Virginia bliver at færdes i, når først serverne bliver fyldt godt op med spillere. Men nogen egentlig forventningsglæde kan jeg ikke påstå at have. Spørgsmålet er om Fallout 76 kan formå at gøre mere rigtigt, end forkert. Om det kan hæve sig over de skeptiske forventninger og blive et spil som faktisk er godt, ikke på trods, men på grund af sine afvigelser.

Relaterede tekster

Fallout 76Score

Fallout 76

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Laursen har vadet ødemarken tynd, undertiden i selskab, men oftest alene. Fallout 76 er mere af det samme og dog så forskelligt. Læs mere her...



Indlæser mere indhold