Dansk
Gamereactor
previews
Red Faction: Guerrilla

Red Faction: Guerilla

Krigen på den røde planet blusser atter op, når Volition forsøger at gøre comeback med deres altødelæggende serie. Jesper har trukket i rumdragten og lagt Mars i ruiner.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Enhver, der har læst psykologi på folkeskoleniveau ved, at destruktionsdriften er et af menneskets stærkeste og mest grundlæggende drifter. Fra barnsben forsøger vi på mere eller mindre uskyldig facon at pille alting fra hinanden, lige fra mors elskede håndtaske til stakkels, uskyldige insekter, der må se en grusom og pinefuld død i øjnene. Selv når vi bliver voksne, kan vi ikke lade være med at ødelægge ting i ny og næ, bare for morskabens skyld, og vi gafler i os med storslåede actionfilm, der ser den ene dommedagsødelæggelse efter den anden.

Det var måske dette kendskab til menneskets psyke, der lagde til grund for det oprindelige Red Faction, der udkom for efterhånden syv år siden. Spillets primære salgsargument var den dengang revolutionerende Geo-Mod teknologi, der lod spillerne lege skulptører med deres våben og Mars' letpåvirkelige overflade. Spillet og dets efterfølger slog dog aldrig rigtig igennem, og derfor var vi også lettere overraskede, da Red Faction: Guerilla blev annonceret tidligere på året. Fem år siden serien sidst var brugt, og stadig med udvikleren Volition ved roret.

Spillets koncept har altid lænet sig meget op af Arnold Schwarzenegger-filmen Total Recall, og i Guerilla ser man netop også Mars-udbrydergruppen, Red Faction, kæmpe mod herskerne fra Earth Defense Force. Eller sådan foregår det i hvert fald i spillets multiplayerdel, som er det eneste, vi på nuværende tidspunkt har fået adgang til, på trods for, at Volition har varslet store forskelle mellem de to dele. Eksempelvis vil spillets singleplayer være placeret i en åben verden med masser af fartøjer og et udvidet destruktionssystem, der skulle opføre sig yderst realistisk.

Når man trasker online for at bekæmpe alverdens udskud, må man derimod tage sig til takke med relativt små baner uden fartøjer og noget mere simplificerede ødelæggelser. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, eftersom det kan være enormt kløgtigt at vælge de rette elementer til de respektive spiltyper, men med de timer, jeg hidtil har tilbragt på den røde planet, skal der dog markante ændringer til, før jeg for alvor er solgt.

Fans af serien vil hurtigt opleve tydelige forskelle fra de gamle spil, ikke mindst skiftet til tredjepersonskamera, som jeg stadig har lidt svært ved at stille mig tilfreds med. Volitions begrundelse lyder, at det bliver lettere at se faldende bygninger, som kan knuse dig mere flad end Kate Moss, men når gameplayet stadig føles som et førstepersons skydespil, så virker det en anelse akavet. Faktisk har jeg flere gange måtte se folk snige sig op bag mig og hurtigt hugge mig i jorden, hvilket ikke ligefrem taler for Volitions argument.

Det primære element i spillet er dog stadig ødelæggelse, selvom man denne gang er gået væk fra ødelæggelse af de naturlige omgivelser og derimod gjort enhver form for bygningsværk sårbare overfor bestemte våben. Som udgangspunkt har man altid en gigantisk hammer til rådighed, der ikke kun fungerer som den primære destruktionsmaskine, men faktisk også kan slå de fleste fjender i jorden på et enkelt slag. Derudover findes der de typiske standardvåben som pistol, maskingevær og shotgun, samt de mere specielle af slagsen, heriblandt en gigantisk gøb, der skyder med rundsave. Til større ødelæggelser finder man også raketkastere og granater.

Til at krydre hele blandingen, har Volition også introduceret en række forskellige rygsække, der dog sparker noget mere røv end Søren Ryges evige følgesvend. Alt afhængig af spillets opsætning, starter man med en rygsæk påmonteret, eller man kan finde dem rundt omkring i banen, og disse inkluderer en jetpack, hurtigere løb og den såkaldte Rhino, der får dig til at lave et kort, frembrusende løb i bedste Hulk-stil og efterlader kun støv tilbage. Alle har de begrænset men genopladelig energi, og kan aktiveres ved tryk på en knap.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var mere end skeptisk overfor Guerilla efter min første kamp i onlinearenaen. Selvom det var hurtigt, nemt og smertefrit at komme i gang, så farede jeg småforvirret rundt og plaffede omkring. Hverken fordi jeg vidste, hvad jeg skulle, eller hvor jeg skulle hen, men styringen og sigtet virkede bare enormt utilregneligt. Pludselig var jeg død, pludselig havde jeg skudt en fjende, og jeg vidste knapt nok, hvordan og hvorledes.

Et par runder skulle der til, før jeg for alvor fik tag om spillet, men det føles stadig en smule ødelagt, og selvom jeg efterhånden rangerer blandt de bedste i banerne, så føler jeg stadig ikke, at jeg har fuldt kontrol over min mand - og kontrol betyder alting i et spil. Styringen og sigtet skal have en gevaldig opstramning før udgivelse, før dette spil virkelig kan blive en nydelse.

Det er desværre ikke det eneste problem, der står i vejen for Volitions seneste udspil. De tre baner betaen indeholder, er alle dræbende kedelige at se på, og har en farvepalette, der rangerer blandt de mest uinspirerende. Og selvom banedesignet egentlig synes ganske udmærket, så kommer de sårbare omgivelser altid til sin ret. Det er ganske interessant, at man kan banke huller i vægge og huse, så man kan gå igennem i stedet for udenom, men brugen af denne funktion er minimal, og jeg ser eksempelvis sjældent nogle bruge faldne bygninger til at slagte fjenderne. Hvorfor? Systemet er simpelthen for utilregneligt og uigennemskueligt.

Betaen indeholder også to forskellige spilformer, hvor den ene blot er en holdbaseret deathmatch, mens den anden er en alternativ udgave af territorier. Her skal man ikke blot erobre territorier og holde dem længst tid muligt; for at erobre et territorium, skal man først smadre modstanderens bygning og derefter genopbygge sin egen. Det er en interessant variation, der netop prøver at indarbejde spillets præmis, men jeg er blevet overraskende hurtig træt af, både at smadre fjendens bygninger og genopbygge mine egne.

Selvom mit indtryk af Red Faction: Guerilla er væsentlig bedre nu, end efter min første kamp, så står jeg stadig tilbage med en noget blandet smag i munden, og jeg når jeg først har sunket, kan jeg mærke, at smagen altså ikke er helt god. Det er en utrolig interessant idé med så destruerbare omgivelser, men med en skrantende styring og manglende årsager til rent faktisk at gå amok på bygninger, så er spillet på nuværende tidspunkt ikke mere end et middelmådigt skydespil. Ligeså sørgeligt er spillets rangeringssystem, som holder guleroden fremme ved at kunne stige i rang, men hvor eneste belønning udelukkende er nye muligheder at tjene erfaringspoint på.

Det er naturligvis kun halvdelen af Guerilla, jeg har haft muligheden for at teste her, og kun en begrænset del heraf, men selvom potentialet tydeligvis er til stede, så skal Volition så sandelig oppe sig, hvis de vil slippe godt fra denne genfødsel. Lige nu kan Red Faction: Guerilla i hvert fald på ingen måde stå til tåls med actiongenrens mastodonter.

Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla
Red Faction: Guerrilla

Relaterede tekster

Red Faction: GuerrillaScore

Red Faction: Guerrilla

ANMELDELSE. Skrevet af Adrian Berg

Adrian Berg har taget turen til Mars for at sprænge bygninger og kæmpe mod som del af Red Faction.

Red Faction: Guerrilla-indhold

Red Faction: Guerrilla-indhold

NYHED. Skrevet af Thomas Tanggaard

På med westernstøvlerne og frem med samuraisværdet. Her kommer et skarpslebent Red Steel 2. Odgaard har grebet wii-moten for kort at prøvespille det...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.