Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Syndicate

Syndicate

Find tre venner, sæt en chip i hovedet på hinanden, og drag i krig mod onde multinationale selskaber. Vi har spillet Syndicate i co-op.


Hvis du holder af det gamle Syndicate fra starten af 90'erne, så var du sikkert en smule skeptisk, da EA afslørede deres nye førstepersonsskydespils-genstart af serien. Det var jeg i hvert fald. Og det kan man uden tvivl skrive side op og side ned om, men jeg har besluttet mig at lægge den skepsis på hylden, og tage spillet for hvad det er.

Og hvorfor så det? Jo, for efter at have haft controlleren i hænderne og prøvet Syndicates co-op-del af, er den lille tvære stemme i mit hoved, der siger "nej, det er helt forkert, sådan skal Syndicate ikke være" blevet overdøvet af stemmen, der siger "øj, det er sguda ret cool, det her".

Præmisset for missionen, vi spiller, er helt i universets ånd. Det konkurrerende syndikat Eurocorp har opfundet en ny type chip, der vil gøre dem i stand til at spytte topagenter ud i et tempo, hvor ingen andre kan følge med. Det går selvfølgelig ikke. Derfor bliver vores hold af fire agenter (Fire! Samme antal som i originalen!) sendt ind for at stjæle den.

Syndicate

Co-op i Syndicate er delvist klassebaseret. Før min hands-on så jeg en kort demo, hvor der blev spillet fra perspektivet af en agent udstyret med finskytteriffel, hvis opgave var at holde sig på afstand og give dækild til de øvrige agenters fremrykken.

Da jeg selv spiller, der det dog med en højteknologisk automatriffel i hænderne. Ergo skal jeg tættere på, ind hvor det bliver personligt.

Det første, der skiller sig ud, er grafikken. Mange mure, rækværk og andre detaljer er farvet i en stærk orange, og kombineret med den klare blå himmel og de mange hvide og lyse overflader, kommer jeg straks til at tænke på Mirror's Edge. Det er første gang jeg ser Syndicate med egne øjne, og banen har et helt andet visuelt udtryk end jeg havde forventet ud fra de screenshots vi så i forbindelse med afsløringen tidligere i år. Det her ser rigtig, rigtig godt ud.

Og de positive indtryk fortsætter. Våbenlydende er eminente, med masser af spark og tyngde, og den lille håndfuld våben, jeg når at prøve, føles rigtig gode. Riflen jeg starter med er sågar udstyret med både holo-sigte og et lille scope, og man kan skifte mellem de to med d-pad'et.

Syndicate

Kampene er intense og actionfyldte. Fjenderne kommer ofte fra flere sider, og selv om mange af dem holder sig relativt stationære, er der andre, der er mere ivrige efter at flankere og snige sig ind på en. Der er en god vertikalitet, med gangbroer og altaner, så man både kæmper mod fjender over og under sig.

Som cyber-modificeret topagent er man udstyret med et såkaldt IPA-overlay, der kan aktiveres med et tryk på den ene skulderknap. Det minder lidt om detective mode i Batman-spillene - verden bliver til en grovkornet blå, mens fjender bliver lysende orange og kan ses gennem vægge. Overlayet kan kun bruges i korte perioder, men giver et dejligt taktisk overblik og virker som et smart koncept, uden at være for stærk en evne.

Alle HUD-elementer præsenteres som en slags augmented reality, lidt i stil med Dead Space. For eksempel svæver ammunitionsmåleren frit i luften ved siden af mit gevær, som om den hang fast med en usynlig tråd, og følger alle dets bevægelser. Mine kammerater er markeret med ikoner, tabte våben har har små navneskilte tilknyttet, og så videre. Den slags ses i alle mulige spil, men her føles det som en naturlig udbygning af universet.

De fleste fjender, vores firemandsgruppe nedlægger, er kanonføde i vagtuniformer, men nogle af dem bider mere fra sig. Vi kommer op mod to andre agenter, der er udstyret med skjolde, som skal fjernes inden man kan give dem skade. Det sker via hacking eller "breaching", som det kaldes. I al sin enkelthed går det ud på at sigte på fjenden og holde en venstre skulderknap nede, mens en bjælke over hovedet på dem fyldes op. Herefter er skjoldene nede i en kort periode, og alle kan fylde den fjendtlige agent med huller, indtil skjoldet vender tilbage igen. Det tilføjer lidt krav til koordination mellem spillerne, og selvom det er en ganske simpel mekanik, tilføjer den adspredelse.

Syndicate

At heale sine holdkammerater og bringe dem tilbage fra dødens rand (man rebooter dem bogstaveligt talt) foregår også med breaching, efter samme princip.

Den sidste fjende vi møder er en stor gut med tungt panser og et kæmpe maskingevær mellem hænderne. Ligesom de tidligere agenter skal han også breaches, inden man kan skade ham, men til forskel for dem går han ikke bare i stå, når han bliver breachet - i stedet giver han fuldt los med maskingeværet mod den spiller, der udførte dåden, så man er nødt til at kaste sig i dækning. Reelt set har man ikke en chance for at gøre skade på ham i den situation, så det må være op til kammeraterne at uddele stryg, mens man selv gemmer sig. Igen, kordination.

Starbreeze får meget sjov ud af både breach- og overlay-mekanikkerne, mens de fundamentale skydespilselementer alle sidder lige i skabet. Stærke og sjove våben, dynamiske kampe, fantastisk lyd- og billedside. Jeg er faktisk ganske overrasket. Som sagt har jeg været temmelig skeptisk over for denne nyfortolkning af det klassiske Syndicate, men hvis resten af spillet lever op til co-op-demoen, ser det ud til at blive et brag - uanset hvad man ellers måtte synes om dets forhold til originalen.

Syndicate
SyndicateSyndicate
Syndicate
Syndicate
Syndicate
Syndicate
Syndicate
Syndicate