Eldest Souls - Preview Preview - Gamereactor
Dansk
Gamereactor
previews
Eldest Souls

Eldest Souls - Preview

Denne souls-like ser ud til at blive en imponerende debut for Fallen Flag Studios.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Vi har allerede set titler som Remnant: From the Ashes og Code Vein tage Souls-genre i nye, spændende retninger i løbet af de sidste par år, men der er ingen spil, der føles helt som Fallen Flag Studios Eldest Souls. Spillet er ikke bange for at reklamere med sine inspirationskilder, men det indeholder en flot 16-bit-stil og har eksplosive bosskampe. Med en lanceringsdag lige oppe over fik vi chancen for at spille den første time, og spillet imponerede.

I modsætning til den langsomme og metodiske kamp i Souls-serien, er Eldest Souls et hurtigt spil, hvor du skal tage chancer for at overleve. Når du laver et opladet angreb, fylder du din blodtørst. Når den røde bar til sidste begynder at lyse, regenererer du liv for hvert angreb. Da dette er din eneste måde at få liv på, bliver du nødt til konstant at kaste dig ud i farlige situationer, og det føles utroligt intenst, når både din og fjendens livbar er millimetertynde. Du har også tre dashes, men disse skal genoplades, før du kan anvende dem igen, så det handler om at gemme dem til det helt rette tidspunkt.

Da Eldest Souls stort set fungerer som et langt boss-rush, har udviklerne tilsyneladende brugt lang tid på at finpudse kampene. Selv i min korte tid med spillet mødte jeg hele tre bosser, der både lærte mig at få styr på spillets mekanikker og leverede en intens udfordring. Den klart mest interessante var Azikel, Lysguden, som jeg konfronterede i en faldefærdig kirke. Azikel er en formidabel skikkelse, og vil du have en chance, skal du være hurtig til at undvige, da han affyrer en lysstråle, der ikke kan blokeres. Samtidig er han svær at komme ind på kroppen af takket være sine langtrækkende fysiske angreb. Overordnet set havde alle bosserne meget varierede angrebsmønstre.

Eldest Souls

Udover den flotte 16-bit-grafik, så var jeg også imponeret af de meget variede færdighedstræer. Der er tre af slagsen (Counter, Windslide og Berserk Slash), og jeg talte helt op til 25 færdigheder i blot det ene træ. De forskellige specialiseringer byder på unikke spillestile. Counter handler om præcis timing i blokeringer og rullefald, Windslide byder på en spillestil med fokus på adræthed og angreb fra distancen, og Beserk Slash er den klassiske hack n' slash-oplevelse. Der er også mulighed for at få dine færdighedspoint tilbage, hvis du er utilfreds med din karakters spillestil.

Du kan vælge at gå direkte fra boss til boss, men vil du udforske spilverdenen yderligere er der også sidemissioner at gennemføre og samlegenstande at finde. Som du bevæger dig igennem de dystre landskaber, møder du NPC'er, der belønner dig med kraftfulde genstande, hvis du klarer deres respektive missioner. Det kan dreje sig om ret mærkbare opgraderinger. Jeg fik eksempelvis fat i en Feather of the Dawn, der øgede min bevægelseshastighed med 20%. Der er heldigvis fast travel i spillet, så du kan altid rejse tilbage og forsøge at få fingrene i flere genstande.

Desværre mangler der i øjeblikket en anden meget vigtig funktion. Selvom spillet er offline, så kan du ikke sætte dit spil på pause, og derfor vil bossen hurtigt forvandle dig til en blodig klump, hvis du i virkelighedens verden eksempelvis modtager en opringning. Forhåbentligt introducerer udviklerne denne simple funktion inden lanceringen. På den lidt længere bane håber udvikleren også at tilføje multiplayer, hvis spillet bliver succesfuldt. Det virker umiddelbart som et element, der vil passe rigtigt godt til spillets hektiske gameplay.

Eldest Souls ligner allerede nu en af de mere lovende Souls-likes længe set. Spillet giver masser af fleksibilitet i forhold til spillestil og den hurtige action kræver, at du hele tiden tager chancer. Så må vi bare håbe, at udvikleren lader os pause spillet og tørre sveden af panden. Eldest Souls udkommer til PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X, Nintendo Switch og PC den 29. juli.

Eldest SoulsEldest Souls
Eldest Souls

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.