Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Princess Peach: Showtime!

Princess Peach: Showtime!

Prinsessen får sit helt eget forfriskende spil, der kun overfladisk undersøger sine mange kreative ideer.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hvor man kan være næsten stensikker på, at der hos Nintendo altid er mindst ét Mario, Pokemon og Zelda-spil i udvikling, så skal nogle af Nintendos mange andre ikoniske karakterer ofte vente årevis, og nogle gange årtier, på at få sit eget spil. Donkey Kong, Luigi og Samus er taknemmelige, hvis de får et spil en gang hvert årti, og så er der karakterer som Wario, Waluigi, Toad, Captain Falcon, Star Fox, Rosalina, Daisy og flere endnu, der er heldige, hvis de bare får lov at indgå som fjollede bikarakterer i nogle af de store maskotters spil eller i nogle af Nintendos mange (ofte ret middelmådige) minigame- og sportsspil. Mens man altid ser utålmodigt frem mod det næste store Zelda- og Mario-spil, glemmer man let, hvor bredt og farverigt karaktergalleri, Nintendo faktisk har at trække på, og hvor mange stærke kvindelige karakterer, de kan gøre meget mere ud af, end de hidtil har gjort.

Jeg siger "hidtil", for det ændrer sig heldigvis nu, hvor prinsessen af Svamperiget får sit helt eget spil. Og hvor er det befriende, at hun ikke bliver holdt fanget af Bowser i et eller andet slot, og at hendes trofaste redningsmand Mario er ingen steder at se. Nej, i Princess Peach: Showtime! er det Peach, der selv redder dagen, med hjælp fra en nuttet levende sløjfe ved navn Stella. Det fornemme Sparkle Theater er nemlig blevet overtaget af den magtsyge Madame Grape og hendes generiske følgesvende kaldet the Sour Bunch. De såkaldte Sparklas, heltene i en række teaterforestillinger, er blevet bortført, og deres respektive stykker transformeret til tragedier, hvor skurkene stjæler spotlyset. Derfor er det op til Peach at agere hovedperson i forestillingerne ved at låne Sparklaernes kostumer og indtage deres roller.

Princess Peach: Showtime!
Dette er en annonce:

Ud fra trailerne havde jeg frygtet, at Princess Peach: Showtime! ville føles som én stor samling minigames, men det er heldigvis ikke tilfældet. De forskellige kostumer og deres ret forskellige gameplay-koncepter føles som en serie af små omsluttende narrativer, der understøtter et større. Hvert kostume indgår i to forestillinger fordelt på Sparkle Theaters fem sale, og så er der en tredje og sidste forestilling i kælderen. Teatret drager i øvrigt rent layout- og designmæssigt tydeligt inspiration fra det ikoniske slot i Super Mario 64; et fedt nostalgisk touch for os ældre Nintendo-fans.

Der er 10 kostumer i spillet, og de har alle fremragende design. Man kan ikke andet end at trække på smilebåndet, når den hjælpsomme og meget ekspressive prinsesse eksempelvis transformeres til en detektiv, en western heltinde eller en havfrue. I én del af spillet går Peach rundt med frakke og hat og inspicerer objekter med en lup for at finde frem til en flok museumstyve og i en anden forestilling et par slynger, der forsøger at plante en bombe i et klokketårn. I en anden del af spillet skal hun med hjælp af lasso og hest overhale et tog, der buldrer mod en uskyldig stakkel, der er fastbundet til skinnerne. Og i en tredje del skal hun som havfrue agere forsanger i et undersøisk orkester. Og så er der Ninja Peach, der sniger sig gennem knæhøjt græs og langs vægge, Patisserie Peach, der bager mundvands-inducerende kager i løbet af ingen tid, og Mighty Peach, der som en kvindelig Supermand besidder overmenneskelig styrke, som hun bruger til at slå en alien-invasion tilbage.

Som du kan se, mangler Princess Peach: Showtime! ikke ligefrem ideer, og selvom spillets overflod af kreativitet er en af dets største styrker, er det samtidigt en af dets største svagheder. Hvorfor? Fordi mængden af ideer betyder, at der ikke er tid nok til at udforske den enkelte dybere end bare lige i overfladen, hvilket er en stor skam, når mange af dem let kunne have båret et helt spil i sig selv! Det er på en måde et luksusproblem at have, for det havde selvfølgelig været langt værre slet ikke at byde på nogle gode ideer, men hele tiden at skulle skifte setting og spilkoncept har den konsekvens, at gameplayet kommer i anden række bag charmen og det visuelle spektakel.

Princess Peach: Showtime!
Dette er en annonce:

Princess Peach: Showtime! er nemlig et uhyre simpelt spil at styre, ligesom det er ekstremt nemt at gennemføre. Du bruger venstre styrepind til at bevæge heltinden, A-knappen til at hoppe, og B-knappen til at udføre en kostume-specifik handling (fx lassokast, inspektion med lup eller havfruesang). Det ville være unfair at kalde spillet en walking simulator, men vi er ærligt talt ikke langt derfra, for udfordring er næsten ikke-eksisterende her, og hvis du har bare den mindste smule erfaring med platformers og action-spil, vil du nok ikke opleve et eneste game over i løbet af de 10-15 timer, det tager at gennemføre spillet.

Det er ret åbenlyst, at det har været Nintendo og udvikler Good-Feels (Yoshi's Crafted World, Kirby's Epic Yarn) hensigt at skabe et ekstremt "casual" spil, hvor den primære målgruppe er mindreårige børn, og måske endnu mere specifikt piger. Det har de i så fald virkelig lykkes med, og for forældre på udkig efter et spil til deres små piger vil Princess Peach: Showtime! være et stensikkert hit. Samtidigt kan jeg dog ikke lade være med at føle, at Nintendo undervurderer børns evner til at tilpasse sig og overkomme udfordringer i spil. Så længe at kernemekanikkerne introduceres forsigtigt, og at udfordringen gradvist øges, kan man tilgodese alle spilleres niveauer, og her var der faktisk en glimrende mulighed for gradvist at øge kompleksiteten og udfordringen, i og med at alle kostumer som nævnt optræder tre gange i løbet af spillet. Første forestilling kunne altså have været i "walking-sim"-territorium, mens anden forestilling kunne have været moderat udfordrende, og tredje for dem, der virkelig vil sættes på prøve. Nintendo plejer i Mario-spillene ikke at have noget problem med at balancere tilgængelighed og udfordring, da der altid indgår baner skræddersyet til platforming-veteraner.

Apropos spildt potentiale synes jeg også, det er en skam, at der ikke er baner, hvor de forskellige kostumer indgår i samspil med hinanden. Selv med spillets simple styring ville det have givet anledning til nogle kreative og komplekse gåder og udfordringer, der kunne have tilfredsstillet os, der gerne vil svede lidt i håndfladerne en gang imellem. Men ak, sådan blev det altså ikke i denne omgang, så jeg krydser fingre for en toer, der indfrier det fulde potentiale.

Princess Peach: Showtime!

Når Princess Peach: Showtime! ikke engagerer gennem udfordring, gør det det heldigvis gennem en overflod af charme og masser af visuelt spektakel. Spillet er herligt og utroligt levende animeret, og den bedste måde jeg kan beskrive det på er som et gadekryds mellem Super Mario Bros. Wonder og Paper Mario-æstetikken. Det er unægteligt en måske lidt sikker artstyle for Nintendo, men 2.5D-perspektivet giver anledning til nogle imponerende og medrivende dynamiske kameravinkler. Desværre er spillets performance noget mangelfuld: Slowdowns er ikke ualmindelige, loadingtider er forholdsvis lange, og det hele har et lidt grynet udseende.

Har du en lille datter derhjemme og en Switch i husstanden, så er Princess Peach: Showtime! den perfekte gave, der nok skal give hende julelys i øjnene og et multitalent af en heltinde at se op til. Uanset om prinsessen agerer detektiv, ninja, havfrue eller noget helt fjerde, femte, tiende, så er hun en utroligt ekspressiv protagonist, der beviser, at hun sagtens kan bære et helt spil egenhændigt. Spillet er fuld af charme og kreative ideer og er værd at tjekke ud selv for ældre Nintendo-fans, der savner et totalt afslappende og hyggeligt spil, eller som bare er nysgerrige på at se Nintendo give spotlyset til en karakter, der indtil nu oftest har måttet stille sig til takke med biroller i Marios mange eventyr. Men lad være med at gå ind til spillet med forventningen om at blive bare det mindste udfordret, for i Princess Peach: Showtime! er udfordring blevet ofret til fordel for maksimal tilgængelighed.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Peach er en fantastisk protagonist, forrygende kostumer, dynamiske kameravinkler, hjerteligt og fuld af charme.
-
Ekstremt simpelt, ingen udfordring, choppy performance.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold