Promenade

Det er måske ikke den hotteste genre i dag, men hvis der er én ting ved platforminggenren, der gør den udødelig, så er det, at den indfanger selve spilmediets ånd i sin reneste form. Det er sådan set ligegyldigt, hvor dyb eller simpel en historie er, og hvor detaljeret eller primitiv en bane er; i princippet betyder det ikke en gang noget, om der er mere end en prik til stede på skærmen. Et platformspil er en rejse, og Holy Caps Promenade beder os om at tage på en lige dele sjov og udfordrende rejse ved at spadsere en dejlig tur.

Sandheden er, at jeg allerede fik mulighed for at lære dette spil at kende i et tidligt build under sidste års Gamescom, hvor det hurtigt blev en af mine favoritspil på messen. Nu, hvor jeg har haft mere tid til at dykke ordentligt ned i det, bemærker jeg, at mine dengang positive indtryk heldigvis også afspejler det endelige produkt, men jeg føler også, at spillet burde have været blevet finjusteret for at gøre det til et must-have.

Promenade (som betyder "gåtur" på fransk) er et sidescrolling 2D-platformspil, der tager os med på en drømmeagtig rejse med den unge hovedperson Nemo og hans følgesvend, en lille, lyserød blæksprutte. Sammen leder de efter en måde at tage med en kæmpe elevator kaldet the Great Elevator til toppen af en verden befolket af små væsner, sprudlende farver og minder. Man kan straks konkludere, at det, vi oplever, er en rejse gennem et barns fantasi med en lidt mørk undertone. Men bortset fra et par specifikke scener foregår hele "gåturen" blandt skyer, puder, legetøj og farverige, smukke og venlige landskaber.

Selvom det ene er et 3D-spil og det andet et 2D, så er der meget Super Mario 64 over Promenade. For at stige op med the Great Elevator skal du samle fragmenter til at reparere den platform, du bruger til at stige op niveau for niveau. Dette område af elevatoren fungerer også som et knudepunkt mellem de forskellige baner eller sektioner i Nemos hukommelse, hvor brikkerne er spredt ud. For at indsamle brikkerne skal man som regel krydse et område ved at hoppe og undvige fjender og afgrunde, men andre gange skal man samle brikkerne gennem intelligente perspektivdrevne gåder, hukommelsesgåder eller udfordringer på tid. Udover nogle af udfordringernes designmæssige ligheder med Super Mario 64, har hver enkelt sit eget navn, så man kan holde styr på optællingen i Nemos album, præcis ligesom når du samler stjerner i Peachs slot.

Promenade er også et ret fredfuldt spil, eftersom vores karakter på intet tidspunkt dør. Han kan blive svækket (vi har en hit counter, som bliver mindre, hvis vi bliver ramt af fjender), hvorfor spillet har et ret tilgivende flow - i hvert fald indtil man når til bosserne. Bosskampene repræsenterer nemlig prøvelser, hvor man bliver nødt til at anvende alle de færdigheder, man har tilegnet sig, for at vinde - herunder dobbelthop, undvigelse, rul og rettidig brug af vores blæksprutteven. Hver kamp låser op for en ny evne til blæksprutten, såsom en krog til at gribe fat i andre kroge og dermed åbne op for genveje eller nye sektioner, hvor du kan finde flere fragmenter.

Indtil videre har jeg ingen store indvendinger, da det er tydeligt, at Promenade sigter efter at være et tilgængeligt og fornøjeligt eventyr for alle målgrupper. Dog er der et par underliggende problemer, der afholder spillet fra at nå dette mål, og som tilsmudser den ellers farverige oplevelse. Intensiteten i progressionen og kompleksiteten af udfordringerne og platformingen stiger hurtigt, og selvom dobbelthoppet, som du bruger til at interagere med objekter (først griber man fat med blæksprutten, som er nøglen til at bevæge sig og interagere med miljøet), normalt går glat, er det ikke altid responsivt. Mere end én gang bemærkede jeg, at responstiden mellem mit tryk af knappen og reaktion i spillet, var for upræcis. Det er ingen deal-breaker, men det fører til nogle ufortjente game-overs. Heldigvis er indlæsningen af checkpoints næsten øjeblikkelig, selv i Nintendo Switch-versionen, som er den, vi anmelder her.

På samme måde forstår jeg godt, at beslutningen om, at spilleren skal være opmærksom på kontekstuelt sprog og miljømæssige gåder, også er en beslutning om at støtte Nemos fortælling, men det gør det desværre nemt at fare vild lidt for ofte. Især når man ikke har adgang til et overordnet kort, og man bliver nødt til at backtracke til tidligere områder for at åbne nye veje, hvor der gemmer sig nye redskaber. Deri ligger et Metroidvania-element, men der er langt flere brikker at backtracke sig til, end der er nødvendigt for at se slutteksterne rulle over skærmen. Således er der altså fint med genspilningsværdi for completionists og dem, der ønsker at overkomme alle spillets udfordringer.

Lad ikke de mindre lyspunkter vildlede dig: Promenade er et fremragende spil, som jeg stadig finder lige så bundsolidt og engagerende, som da jeg først blev bekendt med det under sidste års Gamescom. Hvis du går og længes efter et anderledes platformspil med ekstra fokus på gåder, så bør du ikke gå glip af Promenade, når det ankommer på PC, PlayStation, Xbox og Switch den 23. februar.