De mest simple spil er nogle gange de mest fængende; se bare på Tetris, Balatro og lignende spil. Nu er et nyt på vej til PC via Steam fra norske Leik Games.
Dicetris startede som en prototype på GMTK 2022 Game Jam (Game Maker's Toolkit Game Jam) og derefter blev indie-udvikleren Leik Games stiftet med henblik på at færdiggøre spillet. Nu er der otte personer på projektet, som for alvor nærmer sig sin afslutning.
Dicetris er, som navnet nok afslører, en slags Tetris med terninger, hvor man skal bygge søjler med terninger og man skal matche øjnene på terningerne med tallet under søjlen, for at rydde søjlerne og få point. Spillet byder på en Journey Mode sammen med Daily Challenges, hvor man kan teste sig selv op mod venner og andre spillere.
Dicetris udkommer til PC den 8. juli - du kan se den nye gameplay trailer nedenfor og der er en demo klar på Steam, hvis du ikke kan vente med at prøve det.