Quantum Conundrum

Gid man bare kunne rejse i dimensionerne. Hvis man kunne rejse til en anden udgave af denne verden, hvor tyngdeloven var anderledes, så man ikke var så bundet af egen utilstrækkelighed eller de kilo man endnu ikke har smidt inden sommeren. Eller måske en dimension, hvor tiden ikke gik så stærkt, så man kunne nå mere på samme tid. Hvis du har efterspurgt netop det, så er Quantum Conundrum lige sagen, for naturens love er midlertidigt ophævet i dette fornøjelige, lille spil

Som 11-årig knægt er man igennem tidens løb blevet hentet af mor, for at blive passet af sin gakkede og arrogante onkel Quadwrangle, der som videnskabsmand har opfundet den brandfarlige jetpack, den evige gravemaskine og meget andet åndssvagt. Men under det seneste besøg hos onklen, hvor han er ved at teste sin nyeste opfindelse, går noget galt, og onklen bliver fanget i det kæmpe slot, han selvfølgelig bor på. Så nu er det op til dig som 11-årig at gribe den handske, der kan rejse imellem fire forskellige dimensioner. Lad testene... øhh, jeg mener gåderne, udfolde sig!

Ja, for det kan være ualmindeligt svært at se forskel på Quantum Conundrum og Portal, når man kigger godt efter bag gardinet og ind i maskinrummet. Imens man går igennem onklens lange korridorer og noget pudseløjerlige indretninger, spækket med lasere og syre på gulvet, så bliver ens ører overdænget med platte vittigheder og spydige kommentarer fra onkelen. Det virker meget bekendt, men da ambitionsniveauet og humoren ikke når samme niveau som sit ophav, bliver den kombination både en anelse letkøbt, men også en anelse enerverende i længden. Humoren og skarpheden mangler lige den sidste finpudsning, før Quantum Conundrum ender med at fremstå som andet end det lidt blødere, mere børnevenlige puzzlespil. Til gengæld bliver hjernecellerne pudset godt og grundigt af.

For stjernen er heldigvis gåderne, der får lov at fylde spillets gameplay op til randen. Lige så stille og roligt bliver man introduceret til de mekanikker, der ligger i at skifte mellem dimensionerne. Der er fire dimensioner - let, tung, slow-motion og antityngdekraft, som er repræsenteret på skærmen i form af fire ikoner. Ved hver ny bane popper de ikoner op, som repræsenterer de dimensioner man kan gøre brug af, og så er det ellers om at sætte gang i de små grå for at komme videre i spillet. Når man aktiverer en dimension, ændrer spillet udseende, så alt bliver tæppeblødt i fluffy-dimensionen, men skifter til hårdt og næsten rustent jern i den tunge dimension.

Vægt kommer især til at spille en afgørende rolle, for hvor spilleren selv er den samme i alle fire dimensioner, ændrer tingenes tilstand sig markant. Som 11-årig kan man fx ikke flytte rundt på de tunge pengeskabe, som onklen har en milliard af, men i den fluffy dimension, hvor alt bliver ti gange lettere, kan pengeskabe arrangeres så let som ingenting. Det er jo enormt praktisk, når man er fanget bag glas, at KUNNE gribe et pengeskab i den lette dimension, kaste det og samtidig skifte dimension, så der nu kommer et fuldvoksent pengeskab igennem ruden til onklens store fortrydelse.

Den tunge dimension skal modsat bruges til fx at gøre papkasser tungere, så en stor ventilator ikke blæser papkassen væk fra trykknappen, der åbner døren. Fik jeg nævnt at det minder om Portal? Selvom banernes udfordringer er rigtig klogt konstrueret og rigtig sjove at regne ud, så er der ikke lagt så hulens masse kræfter i at gøre omgivelserne mindeværdige. De samme klonede møbler, boghylder og rustninger går igen i de lange korridorer, og man kunne snildt have syltet de omgivelser og have sparet spillerens tid på den måde.

Så selvom onklen lader sig forstå, at han har lavet anordninger, der gør at rummene ser ens ud, fordi han kan lide den konservative indretning, så er det teknisk set at springe over, hvor gærdet er lavest. Da spillet er meget lineært, så er det synd at, der ikke er mere variation og en større bredde i omgivelserne, så der også var en belønning ved at udforske yderligere. Der rækker onklens sprøde røst altså ikke langt nok til, og belønningen ved at gennemføre banerne og i sidste ende spillet bliver udvandet.

Når det er sagt, så er Quantum Conundrum absolut et sjovt og udfordrende bekendtskab, og det er helt vildt tilfredsstillende at veksle mellem spillets fire dimensioner til sidst. En sofa bliver spyttet ud over et hav af syre og ved hjælp af nedsat tid, kan du springe på sofaen, skifte tyngdekraften så den flyver med fremdrift, samtidig med at du strategisk skifter til den lette dimension, så ventilatorer sørger for den rigtige retning. Det er smågenialt, men samtidig svært at konstruere en historie til, når gameplayet er så minimalistisk, som det ses her. For en flad 100 kroneseddel venter der et hav af gåder i fire forskellige dimensioner, og det er i sidste ende svært at klage for meget over. Så skal du bryde nogen love denne sommer, så lad det være naturens love i Quantum Conundrum.