Det første, der slår en ved Razer Blackshark, er designet. Selskabet påstår selv, at det er baseret på headsetsene i diverse militærhelikoptere, og selvom vi ikke går nok op i krigsmateriel til at vurdere om det passer, så kan man ikke komme uden om udseendet.
Hvor mange andre gamerheadsets enten er sovset ind i ækel neon og gøglet plastik, så har Blackshark et labert retrolook med en masse fine detaljer i råt metal. Det ser godt ud - faktisk så godt, at man kunne være tilbøjelig til at tage det med sig ud i virkeligheden, frem for kun at bruge det hjemme foran computeren.
Og det kan man faktisk gøre uden at ligne en klaphat, for hele mikrofonarmen kan tages af med et enkelt snuptag, og der medføljer et diskret lille dæksel til at dække over det nu tomme stik. Som regel har det været forbeholdt Steelseries at kunne skjule et headsets mikrofon diskret, men her har Razer altså taget ved lære.
Her medfølger endda et fint lille adapterstik, så Blackshark både kan bruges med de traditionelle grønne og lyserøde minijackstik, man finder på de fleste PC'ere, samt det kombinerede mikrofon/lyd-stik, der bruges i smartphones og des lige. Vil du benytte headsettets mikrofon med din iPhone, så kan du altså det.
Headsettet er behageligt at have på, og læderbetrækket rundt om skumgummiet på kopperne er med til at give en god lydisolering. Af samme årsag har jeg brugt Blackshark flittigt her på det larmende Gamereactor-kontor. Sammenlignet med de Sennheiser PC 350 SE, jeg tidligere har testet, oplever jeg ikke det samme overdrevne lydtryk i kopperne, som jeg klagede over hos den tyske model.
Så langt, så godt - Razer Blackshark ligner umiddelbart en vinder, men så snart man tager det i brug, viser historien sig at være en anden. For headsettet har nogle mangler, der i bedste fald er uforståelige, i værste fald utilgivelige.
I hvert eneste gaming-headset, jeg hidtil har prøvet - hvad end det har været til PC eller konsol, eller fremstillet af Sennheiser, Steelseries eller Flextronic - har der været en eller anden form for volumeknap, og en mulighed for at slukke mikrofonen. Det er ikke tilfældet her. Vil du justere lydstyrken, så skal du gøre det gennem dit spil eller Windows selv, og hvis du midlertidigt vil lukke for mikrofonen, så er du ganske enkelt nødt til at pille den af.
Det er to åbenlyse mangler, der virker fuldstændig hovedløse. Begge funktioner er fuldstændig essentielle dele af et headset, en del af det absolutte minimumsniveau, man vil forvente. Men af en eller anden grund har Razer altså valgt ikke at inkludere dem her.
Men der hvor Blackshark og jeg virkelig går skævt af hinanden, er på lydkvaliteten. Den er, kort sagt, noget bras. Bas og mellemtone er fine, men diskanten er svær at få øje på. Det er som om toppen af lydbilledet mangler, og når jeg hører plader som Meshuggahs Koloss, er det tilmed som om her er en mærkeligt rungende rumklang. Giv dem noget jazz med mere nuanceret lydbillede, og mærk hvordan det hele lyder som om det bliver spillet gennem en tynd pude.
Det er noget skidt, især i lyset af den ellers manglende funktionalitet. At jeg stadig bruger dem jævnligt her på kontoret skyldes dels at de som sagt er behagelige, dels at jeg her går mere op i lydisoleringen end i de finere detaljer i Dave Brubeck Quartets Take Five. Men hvis du lytter meget til musik foran computeren, nærmest uanset genre, så bør du gå i en stor bue uden om Razer Blackshark.