Mekaniske tastaturer findes i mange forskellige størrelser og farver, men fundamentalt ligner de alle sammen hinanden. Jovist er der forskelle i former, LED-lys og makroknapper, men ligeså åbenlyse forskellene er, lige så tydelige er alle lighederne.
Men Razers spritnye Blackwidow X Chroma byder på et radikalt brud med det gængse design for mekaniske tastaturer - i hvert fald så radikal som man kan være inden for de ret så faste rammer, tastaturer har.
Razer har nemlig fjernet den sædvanlige plastikramme, der sidder rundt om tasterne. På alle andre mekaniske tastaturer, jeg har prøvet, sidder tasterne en smule nedsænket, men det er der ikke noget af her. Den bundplade, som tasterne og deres kontakter er monteret på, er den samme der udgør tastaturets overflade.
Det ser frækt og råt ud. Til gengæld kunne man frygte at det gik ud over komforten, idet tasterne sidder højere i forhold til tastaturets "flade", men sådan er det ikke. Jeg har brugt Blackwidow X Chroma i lidt over en uge, og ergonomien er helt på linje med både mit Das Keyboard og mit Turtle Beach Impact 700.
Blackwidow X Chroma bruger ikke kontakter fra tyske Cherry, som ellers er den absolutte standard på markedet. I stedet er tasterne udstyret med Razers egne kontakter, de såkaldte Razer Greens. Er man tastatur-kender, minder de meget om Cherry MX Blue - det vil sige at de laver et højlydt klik, når kontakten er aktiveret og tastetrykket registreret, hvilket sker når man trykker tasten cirka halvvejs ned. Det hedder sig at Razers kontakter skal bevæge sig en kortere afstand, både inden de aktiverer og "slipper" igen. Jeg har ikke målt efter, så vi må tage deres ord for gode varer. Til gengæld er jeg fint tilfreds med dem ved daglig brug. De larmer, men føles godt.
Her er ingen dedikerede makrotaster, hvilket passer mig fint. Jeg har aldrig fundet den slags særligt nyttige, og de ville blot gøre et i forvejent stort tastatur endnu større. Til gengæld er her mulighed for at optage makroer og lægge dem på andre knapper, hvis man vil. Her er også en Fn-tast, som man kender det fra bærbare, der sammen med funktionsknapperne kan bruges til volumestyring og medieknapper.

Det mest lirede ved Blackwidow X er lyset. Razer har efterhånden proppet deres Chroma-funktioner mange forskellige keyboards, men det har aldrig set så godt ud som her. Kombinationen af de blottede taster og keyboardets metaloverflade giver et fantastisk flot genskin, og det gør Blackwidow X en tand mere cool end lignende keyboards.
SteelSeries har med deres GameSense-funktioner gjort det muligt for spil at påvirke lyset i deres mus, tastaturer og headsets, og Razer har for nyligt introduceret noget lignende til deres Synapse-software. Men hvor GameSense indtil videre kun understøtter Dota 2 og Counter-Strike: Global Offensive, så har Synapse en bredere vifte. Det er stadig ikke mange titler - i skrivende stund er der 21 spil - men er ens favorit på listen, er det værd at tage med.
Jeg har for eksempel spillet betaen af Overwatch til hudløshed, og det er et af de spil, Chroma-lyset understøtter. Således skifter tasterne farve, alt efter hvilken figur man spiller med, Q og E-tasterne lyser op, når deres tilknyttede evner er klar til brug, og hele tastaturet blinker i en lys farve tre gange, når ens Ultimate-evne er ladet op. Det er langt fra essentielt (tastaturet fortæller ikke noget, man ikke også kan se på skærmen), men det er lidt blæret alligevel.

En anden blærerøvsfaktor er, at enhver med evnerne i orden selv kan programmere apps til Razers Chroma-lys, da der er et SDK til frit brug. For eksempel findes der en app, der visualiserer din musik via tastaturets lys, så det lyser op afhængigt af frekvensområder og lydstyrke. Lidt ligesom displayet i gængse bilradioer. Igen har det stort set ingen praktisk værdi, men det er alligevel lidt blæret at kunne vise ens kammerater hvordan tastaturet blinker i takt til Meshuggah.
Jeg har ikke været vild med de tastaturer, jeg tidligere har prøvet fra Razer, men med Blackwidow X har de ramt plet. Alt ved tastaturet oser af kvalitet, designet er lækkert og anderledes, og lyset er som sagt det flotteste, jeg har set på noget tastatur. Det eneste, jeg kunne savne, var et par ekstra USB-porte og passthrough-stik til lyd og mikrofon. Det er standard på mange andre tastaturer i samme klasse. Til gengæld kan man rose Blackwidow X for at være fri for bullshit og skære overflødigt fedt fra.
Kort sagt er Blackwidow X Chroma det bedste tastatur, Razer endnu har lavet.