Skip to main content
Hardware

Razer Kraken Forged Edition

Razer sigter højt med en ny udgave af deres Kraken-headset, men rammer ikke helt plet.
Rasmus Lund-Hansen 2 januar 2014

Razer sigter højt med deres Kraken Forged Edition-headset. Hvor tidligere udgaver af Kraken-serien har været fremstillet i billig plastik (og for den 7.1-USB-udgave, vi har liggende her på kontoret, bestemt ikke har imponeret lydmæssigt), så er Forged Edition delvist gjort i aluminium, og har et lækkert og behageligt betræk i kunstlæder over skumpuderne.

De fremstår flotte og solide, og de positive indtryk gælder også selve emballagen - der følger nemlig et praktisk (om end lidt stort) etui med til opbevaring, inklusiv to kabler, et med indbygget mikrofon, og et uden. Kopperne kan foldes ind mod bøjlen, så headsettet fylder mindre.

Den fornemme byggekvalitet giver indtryk af et highend-produkt, som lyden dog desværre ikke helt lever op til. Kraken Forged Edition har godt med solid bund og bas, ligesom mellemtonen også ligger godt. Dog mangler der noget i den høje ende, i den fineste ende af diskanten. Det er et træk, jeg har oplevet ved andre Razer-headsets, om end det ikke er lige så udtalt her som i deres Blackshark.

Er man mest til de bas- og bundtunge genrer, kan man godt leve med den manglende klarhed i de øverste frekvenser, og jeg er faktisk blevet ganske glad for dem på min daglige pendlertur. Lydisoleringen er også udmærket, så man hverken generer sine omgivelser eller bliver forstyrret af larm omkring en.

Ved direkte sammenligning med mere vellydende headsets er Kraken Forgeds mangler tydelige, men det er ikke værre end at jeg nu har brugt dem dagligt i over en uge, og ikke bliver generet af lydbilledet.

Til gaming-brug er situationen en lidt anden, både på godt og ondt. Den solide bund kommer til gavn ved brag, geværild og eksplosioner, og her gør det ikke så meget, at der mangler lidt i toppen. Til gengæld studser jeg lidt over Razers valg omkring mikrofonen.

Som sagt følger der to kabler med til Razer Forged Edition, et med mikrofon, og et uden. De kan skiftes med et snuptag, men vil man bruge headsettet til chat på PC'en, så skal man have have købt sig et splitterkabel. Mikrofonkablet har nemlig kun ét minjack i enden, af den slags man bruger til smartphones. Det vil sige at du fint kan bruge det til samtaler på din telefon, eller til at game og chatte på PS4, men skal du have gang i Skype, Teamspeak eller andet, skal du have et splitterkabel, der kan dele signalet i de traditionelle grønne og lyserøde minijackstik. Og sådan et kabel følger der ikke med i pakken. Det virker ærlig talt lidt skrabet, især når man tager prisen i betragtning.

Jeg havde ikke skelet til pressematerialet, inden jeg tog Razer Kraken Forged Edition i brug. Derfor havde jeg heller ingen fornemmelse for den anbefalede udsalgspris, men tænkte at det sikkert ville koste 6-700 kroner, lydkvalitet osv. taget i betragtning. Men nej, prisen ligger gudhjælpemig på 2400 bobs, hvilket er helt hen i vejret. Når Sennheisers topmodeller begge ligger under 2 kilo og leverer en langt bedre og mere velbalanceret lyd, så er man nødt til at spørge om Razer er gået fra snøvsen.

Altså er jeg lidt i tvivl om hvordan jeg skal vurdere dem. Kvaliteten er mere end hæderlig, og jeg er som sagt blevet ganske glad for mit eksemplar. Men du kan få bedre lyd til færre penge, og tilsvarende til under det halve.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.