Resident Evil 4

Se GR TV anmeldelsen!

Lyden af en brummende motorsav og et sønderflænset kraveben er ikke til at holde ud. Jeg sveder i håndfladerne og bliver helt tør i halsen, da Leon møder sit endeligt på et beskidt og gammelt hustag omringet af vanvittige mennesker med økser, høtyve og skarpe knive. Og selvom jeg sidder tusindvis af kilometer væk fra den lille spanske landsby, og endda oplever det hele på mit fjernsyn, så banker mit hjerte som besat hele tiden. For første gang nogensinde, føler jeg mig bange og stresset når jeg griber et joypad - Capcom har omskrevet reglerne for hvordan et gys skal skrues sammen, og jeg er dybt imponeret over resultatet.

Det står først nu klart, at de tidligere Resident Evil-spil ikke var gyserspil. Gys kommer ikke af fodslæbende zombier med et minimum af hjerneceller eller gange plasteret til med renæssancemalerier og tykke røde løbere. Det ætsende gys, den sivende ondskab og den ægte frygt kommer, når en hel landsby jagter dig med alt hvad redskabsskuret byder på. Det bliver først rigtig alvorligt og stressende, når en større flok tilsyneladende sindsforvirrende indbyggere sparker døre ind, kravler gennem vinduer og op ad stiger, udelukkende for at dræbe dig.

Nøjagtig sådan en størrelse er det seneste Resident Evil-spil, der sender dig ud i det spanske skovlandskab i skikkelse af Leon S. Kennedy, for at finde præsidentens datter Ashley, der bliver holdt fanget af det kultiske broderskab Los Illuminados. Man er kun lige ankommet til den lille landsby med det opfindsomme navn Pueblo, før de første kugler forlader kammeret. I en faldefærdig hytte møder Leon en indbygger, der hellere end gerne så ham død, og så kan Resident Evil 4 for alvor begynde. Herfra skrues tempoet yderligere i vejret, og inden for den næste halve time vil man utvivlsomt blive så forvirret, stresset og bange at man sidder med dirrende hænder på joypaddet.

Spillet er et stilstudie i temposkift og med den stærkt forbedrede styring, der både giver Leon mulighed for at sparke, skyde og løbe uden nogensinde at skulle orientere sig om retning eller vinkel, har Capcom for alvor skabt et spil, der hører til i år 2005. Væk er de beskæmmende fastlåste kameravinkler og det gumpetunge styringssystem. Leon er nu en ægte action-helt, med alt hvad det indebærer. At der i denne omgang også er et sindrigt sigtesystem, der lader dig skyde våben ud af hænderne på modstanderen, fjerne arme og ben eller sågar hovedet, giver endvidere kampene et strategisk skær. Alle våbnene kan i øvrigt også opgraderes og modificeres et hav af gange, så man kan stort set selv sammensætte sit arsenal af dødbringende våben.

Hvad de fleste dog nok først vil lægge mærke til er den blødende flotte grafik. Og indrømmet; Resident Evil 4 er et af de smukkeste konsolspil nogensinde. Leon ser helt fantastisk ud i sin bomberjakke og omgivelserne er bjergtagende og varierede. Igennem det mere end 20 timer lange eventyr render man både gennem beskidte og lortebrune landsbyer, knejsende borge, drypstenshuler, boreplatforme og laboratorier. Opfindsomheden har været stor hos holdet bag fireren, og med en så velsmurt grafikmotor ved hånden er det lykkes drengene at lave et af de flotteste gys nogensinde. Der er ikke sparet på krudtet nogen steder. Nye og forunderlige fjender vælter frem fra mørket og overrasker selv den mest hærdede eventyrer.

Men det Resident Evil 4 gør bedst er at blande gyset med ren og skær action. Det ene øjeblik er man omringet af en hidsig menneskemængde, det andet løber man gennem kolde underjordiske gange i jagten på en nøgle - og herefter er det så ud i favnen på en ærefrygtindgydende boss. Og bosser er der mange af i dette fjerde kapitel. Fra den enorme muræne-agtige Del Lago til El Gigante og Ramon Salazar, er der rigeligt at se til. Resident Evil-serien har altid haft bosser, men aldrig før har de været så fabelagtige og episke i deres fremtoning.

Et andet aspekt som Capcom er lykkes til fulde med er præsidentdatteren Ashley og hendes indtræden i spillet. Fra det øjeblik man finder pigebarnet låst inde i en kold og klam kirke, skifter spillet karakter. Leon kan stort set redde sig ud af selv den værste klemme med et par skud fra det oversavede jagtgevær, men med Ashley ved sin side får spillet lige pludselig et snert af Sonys hæderkronede Ico. Man beskytter hende mod fjenderne, beder hende om at blive tilbage, mens man tjekker omgivelserne ud og genner hende så forsigtigt mod udgangen. Det er hjerteknusende at se hende blive båret væk på skulderen af en fjende uden at kunne gøre noget.

Spædet op med det dirrende gys og de hidsige skuddueller er også en samling Quick Time Events, der aldrig før er set i Resident Evil-sammenhænge. Her skal du hurtigt trykke på en given knap for at undgå tonstunge rullende sten, angribende fjender og eksploderende stenbroer. Det virker ufatteligt godt og når det fra tid til anden sniger sig ind i kampene med bosserne, så bliver det først for alvor hektisk. Capcom ved dog godt at de har ramt den spillemæssige guldåre, og da man ret sent i spillet udkæmper en hel kniv-kamp udelukkende ved hjælp af systemet, breder smilet sig for alvor på læberne af én.

Resident Evil 4 føles friskt, nyt og anderledes. Fans af serien vil kunne labbe denne firer i sig uden de store problemer, men der er absolut også plads til nybegyndere og sågar skeptikere. Dette er ikke Resident Evil som du kender det. Det her er fremtidens gyserhistorie på en god portion speed. Capcom har skabt en spilklassiker som alle fremtidige Survival Horror-spil skal måles op imod. Held og lykke siger jeg bare - det bliver svært at gøre det bedre.