I 2005 udgave han sit første studie-album under eget navn, Something to Be, der på trods af relativt dårlig modtagelse i musikpressen, nød stor kommerciel success. Nu er han efter fire års pause tilbage med sit andet solo-album, Cradlesong.
Ligesom en god del af Matchbox Twenty's repetorie byder Cradlesong på radiovenlig og skiveskåret poprock. Albummets 14 sange er skrevet og arrangeret med sikker hånd og selvom de alle holder sig indenfor rammerne af god, gammeldags pop, er sangene krydret med spredte elementer af verdensmusik, ska, country og rendyrket firserpop. Resulatet er et varierende og, for en popplade, eksperimenterende udtryk, som sammen med den knivskarpe og lækre produktion er med til at hæve albummets niveau betragteligt og adskille det fra andre popudgivelser.
Men her ligger en del af problemet også. Cradlesong er bundsolidt håndværk, men det bliver af samme årsag ofte for sikkert og nogle steder direkte kedeligt. Der mangler bestemt ikke sikre hits som 'Her Diamonds', 'Give me the Meltdown' og 'Someday', men der er til gengæld kun enkelte sange, der rent faktisk har nerve og personlighed og de er - sjovt nok - gemt væk på pladens sidste halvdel. Her finder man dog, efter min mening, albummets bedste sange: den rockede 'Still Ain't Over You', den sarkastiske 'Wonderful' og den intime 'Cradlesong'.
Når man samtidig kigger på albummets tekster, der et langt stykke af vejen er både forudsigelige, bombastiske og prætentiøse, får man det indtryk, at Rob Thomas som kunstner og Cradlesong som album, sætter sig mellem mere end bare to stole: Mellem rock og pop, mellem poesi og pladder og mellem personlighed og metervare.
Cradlesong er med andre ord en blandet fornøjelse. Hvis man er ude efter en god popplade befolket med dansable hits og/eller er fan af Matchbox Twenty, er der masser af valuta for pengene på dette album. Hvis man derimod gerne vil lære Rob Thomas at kende som kunstner - hvilket man uværgerligt får et indtryk af, at manden gerne vil have at lytteren skal - er der til gengæld ikke meget at komme efter!