Det er vist årets underdrivelse at slå fast, at markedet for solide trådløse mus er lettere crowded. Ikke bare det, men de mange problemer man som anmelder tidligere kunne udpege som differentierende faktorer imellem de diverse konkurrenter er nu også blevet assimileret, udjævnet. Roccat forsøger dog at brage igennem med deres nye Kone Air, og der er rigtig, rigtig mange gode pointer her.
Først og fremmest er der selve pasformen. Tag ikke fejl, den er ikke helt let, den vejer 119 gram med et enkelt batteri (ja, den bruger AA-batterier) eller 96 gram helt uden batterier, hvis du af en eller anden mærkelig årsag vælger at bruge den kablet. Nu er 119 gram ikke alverden, men det er dog mere end eksempelvis Asus' nyeste konkurrencemodel, samt de letteste fra Razer. Men den lidt ekstra vægt tillader en langt, langt større... ja, mus. Kone Air er tættere på en Logitech MX Master i forhold til ergonomi og pasform, og for os med store hænder, der er det altså som sendt fra himlen.

Ikke bare det, begge sider er beklædt med det Roccat kalder "double-injected rubber grips", og det betyder bare lidt mere slidstærkt gummibelægning, der er uhyre komfortabel også bare i daglig brug. Kombiner det med 17 programmerbare knapper i alt, der benytter Roccats egne, fabelagtige Titan Optical switches, og så har du altså noget der måske er lidt tungere, men som er uendeligt funktionelt i brug.
At bruge almindelige AA-batterier skriger ikke lige "2023", men putter du to i, så får du en batterilevetid på godt og vel 800 timer. Det er mere end fint, og slår den ofte relativt kummerlige batterilevetid man forventer sig af fjervægterne. Derudover har du det sædvanlig væld af ekstrafunktioner. Der er reelt set ni knapper, men takket være EasyShift-teknologi, der er en slags Shift-tast til din mus, ekspanderer vi til 17. Der er også en sensor der giver dig hele 19.000 DPI, som er super imponerende, og nok også ret unødvendigt for de fleste.

Heldigvis er det efterhånden blevet kutyme at tilbyde både Bluetooth, 2.4GHz via dongle og trådet, og det er også tilfældet her. Ikke bare det, donglen sidder også sikkert og trygt inde under den aftagelige top, hvor du også let og gnidningsfrit kan sætte nye batterier i, når de 800 timers brug er gået.
Det er faktisk ret så svært at prikke hul i Roccats historie her. Det bedste af det hele er at du lige nu kan få Roccat Kone Air til godt og vel 529 kroner. Det er decideret fundet for de penge, særligt taget i betragtning at pasformen er så genial til dem med lidt større hænder. Næste gang må de godt gå endnu mere amok med ergonomien, og skulpturere venstre side yderligere. Men nøj, hvor er de nået langt.