Rooney er efter alle kunstens regler nu klar med en toer. De skabte en del røre og opmærksomhed omkring dem selv for nogle år tilbage, hvor de turnerede med nogle yderst etablerede navne som The Strokes, Travis og The Sounds. Men alligevel formår de at være ret anonyme. Deres lyd er heller ikke så særegen. Forsanger, Robert Schwartzman, har en veldresseret stemme, der passer godt ind over det, til tider, løsslupne rock, de leverer.
Der er lidt Wheatus og teenage dirtbag, baby over en del af numrene. Åbningsnumrene Calling The World og Where Did Your Heart Go Missing?, er begge melodiske numre med klædelige omkvæd, men det er lidt for la-la-agtigt. Det er ganske enkelt ikke særligt fantasifuldt eller nyskabende i længden. På den anden side begynder de så at hælde over til de legendariske 70'ere.
En stemmeføring i den lidt højere ende af skalaen, og noget guitar, der henleder ens tanker på de glade spillemænd i Electric Light Orchestra. Don't Come Around Again er virkelig et godt nummer, der straks sender een tilbage, til da mor var dreng. De vinder meget på de enkelte numre, der skiller sig ud.