For en sikkerhedsskyld bliver menige altid udstationeret et stykke fra fronten. Der er noget fornuftigt i ikke at sende grønne soldater ud i i åben krig, før de har mere erfaring. Jeg blev udstationeret i Azalea Town, en fredelig by der gennem mange generationer havde opdyrket en helt speciel harmoni mellem mennesker og pokémoner. Det var i begyndelsen af maj. I ved sikkert i hvilken retning denne fortælling går i.

Azelea Town havde vokset sig til en pæn lille by, der var mest kendt for sit store pokécenter. Her tog man hen hvis ens pokémon havde pådraget sig en sjælden sygdom som skælrust eller blåfrost. Pokécenterets størrelse og ekspertise taget i betragtning, var det blevet besluttet at bruge centret som lazaret.

Dette gav en livlig (undskyld) trafik, af både sårede mennesker og pokémoner. Helikoptere og transportere bragte hele tiden sårede patienter til centeret og samlede soldater op som enten skulle tilbage til fronten eller som blev sendt hjem. Vi der blev udstationeret her, havde til opgave at holde ro og orden.

Det blev den 13. maj. Dagen startede med solskin. Det tegnede faktisk til at blive en stille dag, da mindst fem helikoptere kom flyvende med sårede. Bårer blev hastigt hentet frem og de sårede transporteret ind. Jeg stod i lobbyen, ved hovedindgangen, og holdt øje med de ankommende. De tilskadekommende var oftest mennesker, fordi at soldaterne opgav sjældendt bare fordi deres pokémoner blev dræbt. Der skulle granatsplinter, afrevne lemmer og mere til at stoppe soldaterne. De psykiske skader som de mistede pokémoner ville foresage, ville først blive tydelige senere.

En sygeplejerske fór forbi mig med en vogn med en masse pokéballs. Formentligt Chanseyer, der kunne tage sig af tilskadekommende når der ikke var mennesker nok.

Bare ti minutter senere skete det. En kæmpe tog fat i mig og smed mig ud gennem døren. Sådan føltes det i hvert fald. Mine øre ringede og der var glasskår overalt. Jeg fik stablet mig på benene og vendte mig om. Pokécenteret stod i flammer. Alle vinduer i bygningen, og i alle bygninger lige i nærheden, var knuste. Flammer slikkede ud af hovedindgangen og vinduerne. Bortset fra flammernes buldren var der helt stille. Så var der en der skreg og pludselig var alt kaos. Nogle forsøgte at slukke flammerne, andre ville redde folk ud af den brændende bygning.

***

Hvem der stod bag vides stadig ikke med sikkerhed, men det menes at Sinnoh-agenter havde planlagt aktionen i længere tid. Der var blevet plantet Electrodes på alle etager på centeret og de blev aktiveret at da en større ladning blev bragt til sprængning. Jeg kan ikke være sikker, men jeg tror at sygeplejersken der løb forbi mig var den skyldige.

Dagen blev efterfølgende kendt som Majs Sorg og markerede det punkt i krigen, hvor ingen troede at menneskeheden kunne synke dybere.

Der var en sidste prøve inden Gush og jeg kunne kalde os stolte medlemmer af Kantos forsvarsstyrke. Vi blev i en lukket troppetransport kørt et eller andet sted hen. Missionen var at komme tilbage til basen, ved at navigere efter et udleveret kort.

Til at begynde med så det ud som om at missionen ville være, ja, den rene skovtur. Solen skinnede og jeg anslog der kun var en 20 kilometer til basen. Det var vores første stund alene, bare os to, siden vi lod os indrullere. Det var svært at forestille sig at krigen rasede i naboregionen, at folk og pokémoner døde på begge sider og den før så smukke Johto-region nu var ved at blive et sønderbombet helvede.

Snart fik vi dog andre ting at tænke på. Himlem blev hurtigt overskyet og den varme sol forsvandt. Skyerne blev mørke og snart rullede tordnen.

Hvad der derefter skete står kun svagt i min hukommelse. Jeg ved at vi blev angrebet af en Kanto-soldat med en Raichu. Jeg ved også at vi overlevede. Soldaten gjorde ikke. Kampen var hurtig, brutal og beskidt. Hvad mange glemmer er, at krig og kamp ikke er hverken ærefuldt eller reglementeret. Det var bare et spørgsmål om at vinde for enhver pris. Det var en kamp der behøvede alle Gush's evner. Ultrabeams, Hydropump og ivrig brug af Iron Defence var nøglen til sejr, det ved jeg, men hvordan slaget foregik skal jeg ikke kunne sige. Da vi kom haltende tilbage til basen, 3 timer senere, havde jeg forbrændinger på overkroppen og en let hjernerystelse, mens Gush havde fået et alvorligt slag på skjoldet og et dybt sår i ansigtet. Det blev senere til et imponerende ar.

Det var en test der skulle si de sidste rekrutter fra, der ikke var parate til "the real deal".

Teori var, underligt nok, hårdere end de fysiske udfoldelser. En ting var at skyde efter målskiver eller træne nærkamp, noget helt andet var at få serveret information om, hvordan man dræber både mennesker og pokémoner på klinisk vis.

Det værste var det direkte brud på de uskrevne regler om pokémonkamp. Hvor alle (i teorien i hvert fald) stoppede kampe når pokémoner besvimer, noget selv de forskellige Teams overholdt, handlede krig rent faktisk om at dræbe pokémoner og deres trænere.

Nogen kunne ikke klare det psykisk. En rekrut blev sendt hjem efter at have lært hvordan man brugte en Pikachus angreb til at fremkalde slagtilfælde hos fjender. Hver eneste pokémon har styrker og svagheder og vi skulle lære hver enkelt. Heldigvis var der visse pokémoner som man kunne ignorere. Der var ingen der kæmpede med Magicarps, for eksempel. Snorlax var også svær at have med i kamp, af åbenlyse grunde. Sådan var der et dusin pokémoner, der stod i pensum men som kunne glemmes igen.

Bortset fra det basale (Blastoise er svag overfor elektricitet og græs) var der også mere praktisk viden, i hvert fald hvis man stod overfor dødelig kamp. Teoribøgerne havde detaljerede noter om blandt andet hvilken slags kaliber en Charizards hud kunne klare, hvor stor en sprængladning der skulle til for at dræbe en Onyx og så videre. For et folk der er opvokset blandt pokémoner og har lært at respektere dem, var denne grundige gennemgang af metoder til at dræbe dem forstyrrende.

Men for os der gennemførte det, stod det klart at det var nødvendig viden. Hvis vi ikke gjorde brug af den, ville Sinnoherne gøre det. Og det kunne ikke tillades.

Lægen tog stetoskopet af og noterede noget på en blok. "Der er ikke noget at udsætte på dit helbred eller din form," sagde han og nikkede for sig selv. "Generelt er Kanto-folk i god form. Slet ikke som de dvaske fra Unova. "Du kan sagtens blive til noget. Din Squirtle, derimod." Jeg blev straks bekymret. "Er der noget galt med Gush?" "Hva'? Nej, der er ikke noget galt med ham. Han er en sund og rask Squirtle. Han er bare ikke stærk nok." Jeg vidste hvor han ville hen. Jeg havde ikke trænet målrettet med Gush. Jeg havde brugt mest tid med bare at svømme med ham og have ham i nærheden, jeg havde aldrig været særlig interesseret i at duellere. "Hvad så?" spurgte jeg ængstligt. "Er vi kasseret?" "Du fredsens, nej." Lægen gik hen til en reol og fandt en trækasse fra en hylde og viste mig den. "Vi har forsket i udviklingssten. Du ved godt at nogle pokémoner udvikler sig, når de bliver udsat for udviklingssten, ikke?" Jeg nikkede. "Vi har udviklet en metode, hvor udviklingssten, Rare Candy og hård træning gør selv den ynkeligste Magicarp kampklar." Han løftede æskens låg og jeg kunne se de glitrende udviklingssten. "Og naturligvis, vi har også et hårdt program til at få jer i form."

Den næste måned kan jeg stadig ikke identificere. Dagene gik i et, det føltes som om at jeg ikke lavede andet end armstræk, mavebøjninger, løb, nærkampstræning og teori. Jeg kan ikke huske om vi spiste, men det må vi have gjort. Madens kvalitet taget i betragtning er det måske godt at jeg ikke husker at have spist den.

De fysiske udfoldelser var noget af det værste. Mine fødder havde store blødende sår, jeg havde blå mærker over det meste af kroppen og jeg var øm over alt. Det var dog intet i forhold til hvad Gush blev udsat for. Jeg afleverede ham om morgenen og hentede ham om aftenen. Han var udmattet, hans skjold var revnet og han faldt i søvn i mine arme så snart jeg trådte ud i den kølige aftenluft. Tid jeg skulle have brugt på søvn og på at passe mine egne fødder, brugte jeg i stedet på at lappe hans skjold med noget epoxy-lim.

Derfor føltes det som en fortjent belønning da Gush udviklede sig. Med knap en uges mellemrum udviklede han sig først til en Wartortle og så til en Blastoise. Da jeg beundrede hans nye form, følte jeg mig klar til at forsvare hele verden mod ondskab.

Det viser bare hvor meget fejl man kan tage.

Sergenten kiggede på os. Vi stod i en række, os der havde meldt os til at forsvare Kanto og Johto. Vi var en spøjs kombination af alle aldersgrupper. Nogle var så unge at man skulle tro de lige havde lagt sommerfuglenettet fra sig, andre burde måske være blevet siddende i ders gyngestole på verandaen. Sergenten, derimod, var i den ubestemmelige alder som hærdede militærfolk kommer i. Hans karseklippede hår var stålgråt, hans ansigt var som et landkort, hvor rynker, ar og skrammer fortalte en historie om et liv uden behageligheder som "fred", "venner" og "en ordentlig seng". Han kunne være alt mellem 30 og 60 år gammel.

"Menige," sagde han med en stemme, som havde han gurglet i grus, mørtel og ståluld. "Som led i Kanto-rådets forordning 45B, er den stående sikkerhedsstyrke blevet udvidet til en forsvarsstyrke. I har meldt jer til at forsvare denne smaragdgrønne region og således også vores søsterregion Johto." Han kiggede på os, som om at han helst af alt ville smide sig på gulvet og græde. "Selvom man ikke skulle tro det, vil vi snart få gjort jer og jeres pokémoner til rigtige soldater. Vi vil lære jer nærkamp, at udnytte jeres pokémoners evner rigtigt og effektivt, våbenhåndtering-" "Hah!" Sergenten stoppede og stirrede på rekrutten, der havde afbrudt ham. "Ville du sige noget, menig..." hans matgrønne øjne flakkede over rekruttens næsten komisk muntre Butterfree-udsmykkede 'Hej! Jeg hedder... Alex Birch' "Birch?" "Hvad skal jeg med skydevåben når jeg har en Charmander?" Sergenten kiggede på menig Birchs lille, orange drage. Den kiggede tilbage med store øjne. Med en skødesløs bevægelse tog sergenten sin pistol op af hylsteret, afsikrede den og tømte magasinet. Alle 10 skud ramte samme sted, fem centimeter foran Charmanderens fødder. En sky af splinter stod op i luften. Sergenten skiftede magasin, sikrede pistolen, hylstrede den og gik helt hen til Birch. "Din Charmander er død nu, Birch. En Sinnoh med en satans sølle Psyduck angriber dig nu. Du har ingen våben. Hvordan vil du nu forsvare dig eller endnu bedre sejre?" Birch stirrede chokeret på sergenten. Sergenten trådte tilbage og kiggede igen på os alle sammen. "Mit navn er Armie, sergent Armie. I vil kalde mig sergent. Ikke s'jant og ikke 'sarge'." Jeg vil lære jer at kæmpe, jeg vil lære jer at slås og jeg vil lære jer at vinde. Og hvis nogle af jer nosser i det, så vil jeg sender jer i felten alligevel og lade Sinnoh spilde bly på jer og ikke soldater der har en fremtid." De fleste af os rokkede tilbage på hælene, som havde han truet os med et våben. "Men først," sagde han, "skal vi finde ud af hvem af jer der egentlig er i stand til at blive soldater."