I går så jeg ovennævnte film i biografen. palads, sal 1 nærmere bestemt. Jeg havde bestilt to uger i forvejen, men hentede billetterne for sent. "heldigvis" var der dog gået kuk i systemet og jeg kunne således alligevel komme ind og filmen, til verdenspremieren. For de der ikke er bekendt med SWU er det A New Hope, delt op i 473 klip af 15 sekunders varighed hvor animatorer og amatører hele verden rundt har lavet deres egne fortolkninger af klassiske scener. Jeg tog ind og så filmen med en kammerat og for mig, en person der aldrig har oplevet de første SW film i biografen, var dette det tætteste jeg muligvis kommer på det. Og det var en stor oplevelse. Filmen var stærkt underholdende, men publikummets indlevelse gjorde filmen til den sociale oplevelse det er når det er bedst. Aldrig før har jeg oplevet så stort engagement i en biograffilm fra publikum. Lige fra starten af hvor den famøse starttekst A long time ago... blev præsenteret som en facebook opdatering til Darth Vader der snakker om blomster, http://starwarsuncut.com/#/finished/398 er man godt underholdt forudsat man kender filmene. Det er herligt at sidde i en sal der fatter referencerne i filmen, fordi det er folk der rent faktisk der går op i det, der møder op. Disse referencer involverer blandt andet Cassablanca, The Big Lebowski og Tron. Ofte begyndte store dele af salen inklusiv undertegnede at klappe af bestemte veludførte scener ved f.eks den berømte Han/Greedo-shot-first scene. Normalt er min holdning at film ikke kan være en demokratisk tilblivelse, da alle har forskellige holdninger, men jeg tog fejl. Der er noget herligt ved se de forskellige fortolkninger der omfatter bla. Stop motion, tegnefilm og udklædte kæledyr, alt sammen af nørder hele verden rundt. Det er ikke den bedste film jeg har set, men det er den bedste biografoplevelse jeg mindes at have haft fornøjelsen af.

Hvis de laver The Empire Strikes Back så ved jeg godt hvem der skal være med.

... Jeg illustrerer endnu engang hvor dårlig jeg er til at følge op på overskrifter. Er det kun mig der ikke kan finde ud af de der under-rubrikker? synes altid det ender med at lyde som sådan noget selvhøjtideligt Desperate Housewifes lommefilosofi/fortunecookie bullshit. nåh ligegyldigt. Egentlig handler denne blog om Mr. Welles berømte radioteater tilbage i 1939 tror jeg det var. Eftersom det er 1. april som gennemsnittet nok har regnet ud fra GR's forside kom jeg bare til at tænke på den (muligvis ubevidste)"narrestreg". Jeg synes personligt det er lidt interessant at tænke tilbage på den tid, hvor var så let at manipulere med information. (nej, jeg skal nok lade være med at sammenligne med nazi tyskland).

Jeg synes der måske er noget lidt ærgerligt over internettet i denne forstand. Selvfølgelig er det et enormt fremskridt teknologisk, jeg hvis jeg havde muligheden, ikke ville vælge at være foruden. internettet gør alt lettere, alt kan dobbelttjekkes. Men stadig har jeg den der romantiserede forestilling om slut 30'erne hvor folk var samlet om Welles radiospil. jeg er vel lidt snydenostalgisk når man tænker tilbage på en sådan tid man ikke engang selv har levet i, men: Idag ville folk lynhurtigt have vidst at Welles radiospil var et fupnummer(muligvis ubevidst). Og det kan man således se på som at tiden idag er mindre godtroende. (næsten)alt afkræftes hvis det er en løgn. Men jeg synes ikke at det er nødvendigt at modbevise visse ting. Bare se på alle de aprilsnarre. man kan jo spotte dem lynhurtigt, men er det virkeligt så sjovt?

Tror bare jeg ærger mig lidt over den tendens jeg lidt føler der er, med at alt skal afkræftes, selv det vi ikke er interesserede i at afkræfte. Jeg synes internetttet er en god ting, men sandheden er ikke altid det sjoveste

Mythbusters, thanks for nothing! I can't handle the truth!

Jeg kunne ret så godt lide Band of Brothers serien. Den var gennemført og føltes som en ekstra lang Spielberg film. For mit vedkommende var Band of Brothers simpelt hen den bedste drama TV-serie. Nu har jeg så set "John Adams" færdig. Den har Tom Hanks også været med til at producere.

Alt ved den serie er fantastisk.

For det første er der Paul Giamatti. han er så karismatisk i titelrollen som filosoffen John Adams i uafhængighedskrigen mellem England og det daværende USA. Han er portrætteret som en lidenskabelig, kompromisløs, men lettere arrogant person. Han er klar til at blive så upopulær som det kræves for at få gennemført hvad han ser som det etisk rigtige. Og Giamatti er blændende i hvor nuanceret han fremstiller Adams i alle seriens dejligt lange afsnit. Han er ligeledes flankeret af andre stærke skuespilpræstationer, som f.eks Laura Linney der spiller hans begavede kone abigail og Tom Wilkinson som en ikke fuldstændigt sympatisk Benjamin Franklin.

Manuskriptet er ligeså godt. Alle replikkerne har vægt og noget stolt over sig. der er ikke så meget "pølse bods snak" som det ses i visse andre serier. De velformulerede og sjældent overforklarende. Hvis noget er unødvendigt fjernes det. Sjældent er kameraarbejdet noget der virkeligt lægges bevidst mærke til i, men her er hvert billede velkomponeret, og det kan ses. Der benyttes ofte alternative teknikker som meget skæve billeder og horisontforvrængninger og det skaber en i høj grad unik billedside. Tom Hooper har instrueret en genial serie ud fra David Mccullough's bog. Det undrer mig dog at en så intelligent og muligvis lettere smal serie er blevet gennemført, da det tydeligtvis har været en dyr produktion, ikke at det er negativt

Altså har dette bare være en lang (forhåbentlig ikke for selvhøjtidelig)roseblog fra min side om en patriotisk serie der samtdig er intelligent og lærerig.

Det her er en blog jeg har haft fremme og skrive lidt på en gang i mellem. Hvis nogle af eksemplerne er forældede eller ikke holder, så beklager jeg.

Hvor tit køber du et spil for historien? Det som gør at folk køber et spil er for det meste gameplay, grafik osv. Disse ting er spillets førsteprioritet(rent kommercielt). De er således pakket ind i en historie der kan være appelerende. Men eftersom gameplayet er det vigtigste, kan det være svært at forme en god historie omkring det. Det som jeg synes mange udviklere gør, er at tage en middelmådig historie lade som om at den er noget stort. specielt de muskelsvulmende skydespil har det med at benægte hvad de er: nemlig muskelsvulmende skydespil. ligegyldigt hvor mange sentimentale trailere, postapoklyptiske verdner og "tragiske" antihelte man tilføjer, vil disse ting bare være undskyldning for at man kan få lov til at skyde en masse aliens/gangstere/nazister/zombier.

Lad mig give et eksempel: Call of duty 4 har referencer til store krigsfilm som Dr. Strangelove og Apocalypse Now. Spillet skal altså forestille at se op til disse film selvom at spillet ikke en gang forsøger at udvise de psykologiske lag som disse film har. Ligegyldigt hvordan du vender og drejer det er og bliver Call of duty 4 bare en effektiv shooter.

andre spil som Godfather spillene tager et stort filmnavn til sig, et navn der forbindes hovedsageligt med familiære dramaer og moralske konflikter hos en gangsterfamilie. Det fokus jeg har oplevet folk har på dette spil er alt det fysiske såsom brug af våben. Fra min synsvinkel virker dette spil som en gidseltagning af et stort filmmesterværk.

Film er det medie, spil er nærmest beslægtet med. Men når spil sammenlignes med bøger mener jeg der er foregået en misforståelse. Half life 2 og Bioshock roses for den gode dybe historie(og visse folk udnytter da også lejligheden til at sammenligne med diverse kunstværker), MEN ligegyldigt hvordan man ser på det, fokuserer gameplayet hovedsageligt på at dræbe sine fjender, afbrudt af puzzles en gang imellem. Og historierne er altså fyldt godt op med dramaturgiske klichéer. Spil er en industri. En industri der tjener mange penge. Og jo flere penge, der er i spil, jo mindre kunstnerisk frihed har spillene. Det er de færreste spil som dropper de små antydninger og rent faktisk prøver at komme med et dybere filosofisk budskab. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen spil som ikke til en vis grad føler sig bundet af at skulle underholde.

Andre spil bruger selvironien som begrundelse for B-films handlingen, hvilket ofte fungerer fint. (en af grundene til at jeg spiller Team fortress 2 ret så meget) Der er intet galt i at spil efterligner film, jeg synes bare spillene skal stå ved hvilken slags film de egentlig minder mest om.

Og så er der Assasins creed 2. du er en snigmorder der render rundt i Venedigs smalle gader. Ok dette er måske for mit vedkommende mildt provokerende da en af verdens renæssance byer her reduceres til en platform hvorfra man skal udtænke de mest effektive mord ud fra omgivelserne. Dette er ikke mit hovedproblem med spillet. Det kan accepteres. Det er gjort før. Men at Da Vinci gøres til hans hjælper, deri består gidseltagningen. Her har du et stort geni inden for videnskab og kunst. Og ham placerer du i et spil hvor det intellektuelle ikke ligefrem er i centrum. At de så oven i købet benytter den viventuanske mand i teaser traileren og censurerer ham, så understreger det da lige dobbeltmoralen. De tager popkultur billedet af Da Vinci og fjerner alt det der er mindre stuerent fordi de små skal kunne tåle at se traileren samtidig.

Det med at gøre et midelmådigt/ok plot til noget stort finder også sted i filmverdenen (The Dark Knight), men jeg synes at folk er langt hurtigere til at spotte når film ikke er plotmæssige mesterværker end når spil er det.

Eller hvad med MW2? Den kontroversielle nedskydning i lufthavnen? Ja, det er da meget modent(spot sarkasmen) at de laver en hel mission med gameplay for derefter at sige til folk at de ikke behøver at spille den hvis de ikke vil. Folk køber sådan set spillet for at spille det. Jeg gad godt se nogle statistikker over hvor mange der har spillet den mission, for jeg ville gætte på at det er ret så mange. Hvis de har givet en muligheden for at lade være med at spille, så antyder det jo at de selv er klar over at missionen er lettere moralsk forskruet. Hvor for så ikke fjerne den helt? I stedet får man en svag kompromisløsning hvor spillet lader som om at det er modent og moralsk ansvarsfuldt.

Kort sagt efter denne forholdsvis lange blog for min standard, bryder jeg mig bare ikke om spils tilnærmelse af noget intellektuelt og følgende redigering og censur af selv samme. Jeg mener ikke at de ovennævnte spil er dårlige, bare dobbeltmoralske i forskellig grad. Selvfølgelig skal spil sælge, det ved jeg godt. Men er det virkeligt nødvendigt at lade som om at det er stor plotmæssig kunst?

Ja så er de kommet idag. disse to updates har jeg virkelig set frem til. for spy og sniper er tilfældigvis de klasser jeg bruger mest tid med i det geniale fps spil. så hvad venter jeg egentlig på? nu skal der nørdes.

undskyld den lidt korte blog, men har ikke tid til at skrive mere