*SPOILERS*

Da den første trailer til Batman v. Superman ankom, havde jeg blandede følelser. På den ene side elsker jeg Batman, og se ham komme toe-to-toe med Superman ville være for fedt, men på den anden side fungerer vs. film sjældent for mig. Den anden trailer så interessant ud, men man havde lidt fornemmelsen af alt var givet væk, og man havde set hele filmen. Det var lidt der jeg bestemte mig for, jeg nok ikke ville se den. Det var dog den tredje trailer, der gjorde det for mig. Man så Batman i aktion, og det var egentlig alt, de behøvede for at sælge mig en billet.

Så det var med lave forventninger til filmen, men høje forventninger til Ben Affleck's Batman, jeg satte mig til rette i biografsæddet. Da det var en forpremiere, var der en lille videointroduktion af instruktøren-ham-selv Zack Snyder, som ønskede os en god film, og bad os om ikke at dele spoilers. Den klarede du vist fint selv i trailerne Snyder... Har ikke set 300 men var ikke en specielt stor fan af hverken Watchmen eller Man of Steel. Watchmen var interessant, men samtidig meget rodet og Snyders over forbrug af slow-motion blev rimelig irriterende i længden.

Men tilbage til selve filmen. Det var en blandet oplevelse. Jeg var underholdt hele vejen igennem, hvilket selvfølgelig er en positiv ting. Dog har filmen en del mangler. Det jeg har set mange anmeldere klage over er tonen i filmen. Det er en ret mørk film, og hvis man forventer en sjov, let Marvel film bliver man skuffet. Warner Bros. distancerer sig fra en lys tone, og går den mere mørke, seriøse vej. Hele filmen har en meget alvorlig tone, hvilket jeg dog ikke ser som et minus, snarere som et plus da jeg personligt har nok af "useriøse" og sjove superheltefilm i Marvel. Men filmen er helt sikkert ikke for små børn.

Men lad os starte med det positive ved filmen. Ben Affleck er Batman. Muligvis den bedste Batman. Han spiller fantastisk og skifter gnidningsløst imellem Bruce Wayne og The Dark Knight. Men det er i Batman at filmens mørke tone især kommer til syne. Batman dræber. Ikke dræber som i Nolans "I won't kill you, but i dont have to save you"-dræber, men som i skyde og knivstikkende-dræber. Det er en bitter Batman, vi har med at gøre. Han har 20 år på bagen som crime-fighter i Gotham, og det har efterladt ham som en mand med et anderledes syn på verden. Og jeg elsker det. De introducerer en ny version af Batman i en ellers propfyldt film, og det er muligvis, hvis ikke det bedste ved filmen. Kan ikke vente til Afflecks solo Batman film. Den nye Alfred, spillet af Jeremy Irons, har også en rigtig god kemi med Affleck, og giver filmen noget let humor, som fungerer som det skal.

Og lad os gå videre til en anden perfekt casting. Gal Gadot klarer sig fantastisk som Wonder Woman. Hun er ikke specielt meget med i filmen, og har kun 16 replikker, men alligevel stjæler hun skærmen hver gang hun er på. Selvom hendes reveal i Doomsday-kampen blev afsløret i trailerne, var det alligevel et fedt moment, som filmen havde ledt op til, og det har efterladt mig spændt på hendes film næste år.

Det visuelle fejler heller ikke noget. Hvor meget man end har imod Zack Snyder kan man ikke afvise, han er en mester i den visuelle side af film. Kampscenerne er fantastiske, især kampen imellem Batman og Superman, som hele filmen jo leder op til. Musikken komponeret af Hans Zimmer, er også perfekt til filmen, hvilket jeg egentligt også havde forventet, efter noget af det bedste film-musik i Inception og Interstellar. Amy Adams som Lois Lane er også solidt, Henry Cavill klarer det fint, dog har jeg aldrig været den store Superman fan, og den CGI-heavy slutscene med Doomsday var faktisk okay, taget i betragtning af jeg havde hørt meget kritik af kampen. Det eneste som jeg synes er et problem der, er at jeg føler lidt Batman bliver hvad Black Widow og Hawkeye er i Avengers. I hele den kamp er han der egentlig bare, og man kan frygte det kan blive et problem i fremtidige Justice Leage film.

Men så kommer vi til det negative. Jesse Eisenberg som Lex Luthor. Det er et meget "hate it or love it" portræt af figuren, og jeg er ikke specielt vild med det. Det føles lidt som hans Zuckerberg portræt blandet med Heath Ledgers joker på kokain. Og det er ikke en positiv ting. Hans motiver om hvorfor han vil fjerne Superman er meget uklare, og det virker simpelthen bare ikke for mig. Men Hans Zimmer leverer med et fedt theme i det mindste.

Filmen hedder jo Batman v. Superman: Dawn of Justice. Warner Bros. skal altså med denne film ikke kun lave en fed Batman/Superman film, men også sætte gang i deres DC Universe. Og hvordan klarer de det? Ja de indsætter 3 klips af henholdsvis Aquaman, The Flash og Cyborg. Det føles meget presset ind i filmen, og trækker en lidt ud af spændingen, da det bare føles som en reklame for deres næste film. Når jo og så laver de en super fed mareridt scene med Batman, som for den gennemsnitslige biografgænger ingen mening giver. Mig inkluderet. Når jeg siger fed mareridt scene, er det fordi den er badass. Der er ikke noget bedre ord for den. Men den giver ingen mening.

Slutningen rammer for mig også ved siden af. Superman dør, og de bruger alt for meget tid på begravelses scenerne. Vi ved alle sammen han ikke er død for alvor, og man føler en ligegyldighed til sidst.

Alt i alt var filmen god. Selvom den har en del mangler, var det en underholdende, dog rodet, oplevelse.Vi fik en ny fed Batman, nogle fede kampscener, en masse følelser, gode skuespils præstationer og en mørk tone. Plottet var spændende, men det var samtidig også upræcist og rodet, grundet alt det der skulle presses ind i filmen.

Jeg giver dog filmen 7,5/10. Trods sine fejl, har det gjort mig spændt på fremtiden for DCs univers, og især Batmans fremtid. Jeg kommer højst sandsynligt til at se den snart igen i biografen, og glæder mig til Zack Snyders R-rated cut.

+ Ben Afflecks Batman + Gal Gadot som Wonder Woman + Det visuelle + Kampscenerne + Den mørke tone + Hans Zimmers score

- Jesse Eisenberg som Lex Luthor - Supermans død - Rodet - Justice League teaser

Jeg vil meget gerne høre andres meninger om filmen, og håber vi kan starte en lille diskussion, og snakke om hvad vi kunne lide og omvendt. Og hvis du ikke har set filmen, og alligevel læste anmeldelsen vil jeg stadig opfordre dig til at se filmen, og danne dig din egen mening.

PS. Snyder brugte hverken for meget eller for lidt slow-motion :D

Dette preview er skrevet ud fra den nuværende Evolve beta på PS4. På Playstation 4 er der kun Hunt mode inkluderet i betaen, så jeg har skrevet ud fra dette.

Jeg havde meget lave forventninger da jeg startede Evolve op på min PS4. Jeg tænkte at det umuligt kunne fungere, at fire forskellige spillere skulle kunne arbejde sammen uden ordentlig kommunikation. Jeg var også bange for, at spillet ville blive ensformigt for hurtigt, men med ca. 6 timer inde i spillet har jeg stadig lyst til meget mere!

Evolve er et utroligt, morsomt multiplayer spil. Både når du spiller som monster og hunter. Som monster er din mission at evolve (udvikle) til stadie 3, så du er stærk nok til at ødelægge "the power relay" eller dræbe alle hunters. De fire hunters skal så nå at stoppe monsteret inden dette sker. I stadie 1 er monsteret svagere end hunterne, i stadie 2 er de ligeværdige og i stadie 3 er monsteret stærkere. Man skal derfor stoppe monsteret så hurtigt som muligt, hvis man vil have en chance for at vinde. Det er her kommunikation og samarbejde er altafgørende. Du kan ved et tryk på R3 knappen placere en marker. Det gør det lidt nemmere at samarbejde og blive enige om en retning, men det kræver alligevel nogle gode spillere der kan enes. Jeg har selv prøvet hvor folk overhovedet ikke gider samarbejde, og det gør at kampen er tabt på forhånd. Det kan udviklerne selvfølgelig ikke gøre meget ved, men det er alligevel ærligt, når man har en "troller" fra start af. Det er dog også muligt at voice-chatte, men det er sjældent man gør det, og kvaliteten er ikke så god. Men det sker alligevel tit, at man har et godt hold, hvor man samarbejder godt, og det er en fryd når du sammen med 3 andre spillere endelig nedlægger monsteret. Blandt huntersne er der fire roller, som har hver deres formål:

Assault: Assault er den klasse som giver det meste skade. Den første karakter i Assault-klassen er Markov. Markov har en lyn-gun som giver stærk, close-ranged skade og kan chaine til andre fjender. Hans andet våben er en Assault-rifle som giver skade langt fra, men han kan også ligge bomber som monsteret kan udløse. Assault's-klasse evne som alle Assault-karakterer deler, er et skjold som absorberer fin skade.

Support: Support-klassen giver ligesom Assault rimelig god skade. Dog ikke helt så meget som Assault. Han har dog også evner, som kan assistere dine venner i kamp. Udover en måde at skade på har den første karakter Hank, et apparat der kan shielde dine venner. Han kan også nedkalde et missilangreb over monsteret. Supports-klasse evne er et cloaking device, som gør alle dine holdkammerater usynlige. Det fungerer godt, når du skal revive en fra dit hold under kamp.

Trapper: Trapperens opgave er at stoppe monsteret fra at flygte. Den første Trapper-karakter er Maggie. Hun har et kæledyr, en Trapjaw, som følger monsterets fodspor og assisterer i kamp. Udover det har hun et våben, som giver fin skade, og en harpoonkanon som ligger en fælde, der sætter monsteret fast. Trapper-klasse evnen er en arena hun kan ligge, som fanger monsteret, så man kan kæmpe imod det, uden det flygter. Denne evne er altafgørende for succes på hunters holdet.

Medic: Medic er den eneste rolle, jeg ikke har spillet endnu, men den fungerer som en healer. Medic'ens rolle er at holde holdet i live, og klasse evnen er en healing beam. Deres skade kommer primært fra sniper rifler.

På det andet hold finder man selvfølgelig kun én spiller. Monsteret. Det er denne rolle, jeg har haft mest sjov med. Der er indtil videre tre monstre, og et fjerde som kommer senere. Du starter ud som Goliath et melee-ranged monster med rimelig liv og armor. Han har fire evner, og kan starte med 3 af dem. Så når monsteret evolver/udvikler sig kan det vælge den sidste evne, og/eller opgradere de andre. Den første evne er stenkast, hvor Goliath sjovt nok kaster med en sten. Det kan give stor skade, og knock-down huntersne. Anden evne er at spy ild. Det giver også stor skade, og er en af mine foretrukne evner. De to sidste er et hop-skade angreb og en charge. Charge kan både bruges til at indhente hunters og give skade eller til at slippe væk med. Udover de fire evner har monsteret også en "lugte" funktion, hvor han kan se igennem mure, og se når huntersne er omkring ham, eller hvis der er nogle af de små monstre, han kan æde og blive stærkere. Sidste ting er at han kan crouche altså dukke sig. På den måde undgår han at sætte fodaftryk, og giver næsten ingen lyd. Jeg har brugt crouch utrolig meget, til at gemme mig bag en klippe, når de går forbi, eller gå i en retning for derefter at crouche den anden vej så de mister færten af mig. Der er i hvert fald utrolig mange måder at spille monster på. Jeg foretrækker den snigende version:D

Evolve har masser af potentiale. Jeg kan forestille mig det bliver til en esport, men det er også bare sjovt at hygge-spille. Dog har det nogle balancerings-problemer, som jeg er bange for stadig vil være ved udgivelsen. Når jeg spiller, oplever jeg monsteret, vinder de fleste gange, da det er svært altid at kunne samarbejde som fire hunters. Men det er et problem som er svært at løse, men det er også irriterende at være hunter og næsten altid tabe. F.eks. har jeg endnu ikke tabt som monster, men jeg har både vundet og tabt som hunter. Dog tror jeg at hvis man samarbejder godt som hunter, er man stærkere end monsteret. Men Evolve har alt i alt overrasket mig positivt. Hvor jeg slet ikke havde overvejet at købe det, er det nu et must-buy for mig når det udkommer 10. februar!

Min Personlige GOTY

Nu hvor Gamereactor netop har afsluttet deres GOTY, tænkte jeg at det kunne være sjovt at lave sin egen. Mine valg er selvfølgelig 100 % subjektive, og folk er velkommen til at skrive deres bedste spil i år nede i kommentarboksen. Da jeg "kun" ejer en Playstation 4, er alle spillene spillet på denne. Derfor er Wii U og Xbox spil ikke taget med i betragtning.

5. Infamous: Second Son Efter en lidt sløv start for Playstation 4 da den udkom, hvor den bl.a. manglede eksklusive titler, kom superheltespillet Infamous: Second Son endelig. Med udviklernes hjemby Seattle fik man en stor, åben legeplads hvor man kunne flyve rundt og være helt - Eller skurk hvis det er det man bedst kan lide. Den fantastiske grafik gjorde verdenen endnu mere levende, og den spændende historie var actionfyldt, men med rig filmisk fortælling. Selvom man gik lidt død i spillet efter den anden gennemspilning, fik vi en solid eksklusiv titel, som efter min mening var en af årets bedste. 8/10

4. Destiny Siden sin annoncering i 2013 er Destiny blevet massivt hyped. Da det så endelig udkom, blev mange skuffet fordi det ikke var det de forventede. Folk havde forventet et dybt Shooter MMO, men som Bungie tit havde specificeret var det et Shared-World Shooter. Og det var lige præcis hvad vi fik. Vi fik et godt, velfungerende shooter, som vi kunne spille sammen med venner. Der var Strikes (Destiny's svar på dungeons), Crucibles (PvP) og en masse endgame indhold. Personligt synes jeg Destiny er utrolig fedt, og det er stadig et af de spil jeg spiller mest. Med en expansion allerede ude og flere på vej, udvikler Destiny sig hele tiden, og jeg håber det i fremtiden bliver endnu bedre end det allerede er. 8/10

3. Call of Duty: Advanced Warfare Hvor mange har noget imod Call of Duty-serien og deres årlige spil, synes jeg at dette års spil er et af de bedste i år. Denne gang udviklet af Sledgehammer Games, og med helt nye mekanikker som Exo-skelettet har vi fået et fantastisk shooter. Som altid føles hvert våben unikt, og med de nye Exo-evner og customization-options kan du nu gøre din karakter meget mere unik end før. Exo-skelettet bringer bl.a. doublehop og exoboost ind i blandingen, og det sætter tempoet i kampene meget op. For mig har det aldrig været sjovere at spille COD end nu. De mange muligheder og det høje tempo gør det til et af de bedste multiplayer shooters på markedet. 8/10

2. Dragon Age: Inquisition I næsten et helt år har PS4 og Xbox One manglede et godt RPG. Så i november fik vi Dragon Age et rigtig RPG med over 100 timers gameplay. Jeg er selv langtfra at blive færdig med spillet, men føler alligevel at det fortjener sin anden plads. Med en kæmpe verden at gå rundt i, og noget af det flotteste grafik jeg har set i et RPG, rammer Dragon Age plet. Bare det at ride rundt i et af de første områder The Hinterlands på din hest, og klare små sidemissioner fortæller sin helt egen historie. Med et simpelt men dybt kampsystem, og muligheden for at spille som en af dine companions, er kampene meget varierede. Med et tryk på touchpaddet indtræder du tacticalmode, hvor du kan styre slagets gang fra fugleperspektiv, så kampene bliver mere overskuelige. Nå jo, og så første gang jeg stødte på en drage. Det øjeblik alene giver det pladsen som et af de bedste spil i år. 9/10

1. Middle-earth: Shadow of Mordor Og nu til mit Game of the Year som jeg på tilfældigvis deler med Gamereactor. Eller er det et tilfælde? Det tror jeg dog ikke. Middle-earth: Shadow of Mordor gør nemlig så mange ting rigtige at det bliver svært at nævne dem alle. Det låner bl.a. parkoursystemet fra Assassin's Creed og noget af kampsystemet fra Batman, men giver alligevel en helt unik oplevelse. Vi får en mellemstor sandkasse med masser af sideaktiviteter, og en glimrende historie. Troy Baker som også ligger stemme til bl.a. COD og Infamous gør en fremragende performance, og sammenspillet mellem ham (Talion) og Celebrimbor er så godt at det er umuligt ikke at lytte efter når de snakker.

Monolith som har lavet spillet, indfører også noget nyt, som de kalder Nemesis-systemet. Det fungerer sådan at når du dør, bliver den ork som har dræbt dig stærkere og nogle gange forfremmet til en højere position. Så når du dræber en ork, kan andre tage hans plads som leder, og det giver en fed dynamisk oplevelse. Orkerne integrerer også med hinanden i magtkampe, henrettelser og rekrutteringer, så det gælder om at stoppe dem, inden de bliver for stærke. Hele den her oplevelse er for mig det bedste spil i år. 10/10

Honourable Mentions

Towerfall Ascension: Selvom dette "blot" er et indie spil, er det et fantastisk local-multiplayer spil, som mig og mine brødre har brugt mange timer på. Det er sjovt og vanedannende men utroligt simpelt. Hvis man mangler et sådan spil, koster det omkring 100 kr. på Playstationstoren.

Knack: Selvom Knack har fået en del kritik, er det et finurligt og sjovt spil. Det er et glimrende platformspil, især for de lidt mindre eller barnlige sjæle (som mig). Knacks skiftende størrelse og den utroligt, tilfredsstillende lyd i controlleren når du samler ting op, er så rar at høre på, og du bliver aldrig træt af den.

The Binding of Isaac: Rebirth: Binding of Isaac er et roguelike, indie spil. Det betyder at når du dør, starter du hele spillet forfra, og mister alle dine items. Det tager derfor lidt tid at gennemføre det ellers ikke så lange spil. Det er dog utroligt sjovt at spille, både på farten på din Vita men også på den store skærm på PS4.

Outlast: Jeg har nok aldrig været så bange i et spil før. Måske udover det næste spil, men jeg vil starte med Outlast. Det var det første spil jeg fik gratis med mit PS plus, og det skræmte mig fra liv og sans. En vild uhyggelig stemning og jumpscares!:) Og så var det ret splatter-agtigt:) Endte med at gennemføre det med nogle venner, da jeg ikke kunne selv:)

P.T.: P.T. er teknisk set en demo, men "stuntet" med at annoncere Silent Hills på den her måde var så genial, og vi fik nok det mest uhyggelig spil længe. Ligesom Outlast turde jeg ikke spille det færdig alene (jeg en tøs:p), så jeg så en ven gennemføre det via SharePlay:) Dog en virkelig fed oplevelse!

Årets mest skuffende/dårligste

Den kategori er lidt svær for mig at svare på, da jeg har en tendens til at kunne lide mange spil. Jeg vil dog prøve at sige dem, som skuffede mig eller var dårlige. Dem som jeg synes har været rigtig dårlige har jeg dog ikke gennemført, så de kunne måske have overrasket mig senere hen.

Killzone: Shadow Fall: Jeg havde ikke specielt høje forventninger da jeg endelig fik fat i spillet. Men synes virkelig ikke det var godt. Kan ikke rigtig forklare det, synes ikke våbene føltes særligt gode at bruge i forhold til f.eks. COD, og multiplayeren var heller ikke særlig god. Må dog give spillet at det havde helt fantastisk grafik!

Daylight: Det kan godt være det bare er en indietitel, men jeg havde alligevel ret høje forventinger, efter Outlast succes. Det var dog en kedelig titel, hvor du bare skulle gå igennem de samme gange igen og igen. Det havde nogle moments hvor man alligevel blev bange, men jeg endte med at slette det halvejs igennem.

Det var så min GOTY. Man må meget gerne kommentere, både om man er enig eller uening:) Tak fordi i læste med!:D

Da min skoles uddannelsesvejleder endelig fortalte hvornår vi skulle i praktik, vidste jeg med det samme hvor jeg ville hen. Siden december 2013 har jeg nemlig været bruger på Gamereactor, og ivrig læser af deres magasin. Jeg opdagede Gamereactor tilbage i november, hvor jeg fandt en bunke blade, som lå og flød i Fona. Jeg tog det med hjem og læste det lynhurtigt. Det var som en helt ny verden for mig; Nu havde jeg et sted, hvor jeg kunne få mit gaming-fix og snakke med andre om spil. Jeg lavede hurtigt en bruger på deres website, og det har siden været som et fristed, hvor jeg kan læse og skrive om min hobby. Jeg havde igennem månederne lagt mærke til folk der var i praktik i Gamereactor. Da jeg så selv skulle finde en plads, sendte jeg straks en anmodning derind. Ærligt nok var jeg for sent på den, da alle pladser for længst var taget af hylderne. Heldigvis fandt chefredaktøren, Lee, mig en plads så jeg alligevel kunne komme herind, siden da er ugerne blevet talt ned, og jeg har glædet mig som et lille barn.

Min passion for gaming startede da jeg var lille, med spil som Donkey Kong og Pokémon på Gameboy Colour. Senere fik jeg en Playstation 2, og min glæde for spil blev kun stærkere. Selvom jeg startede ud som konsol-gamer, begyndte jeg så småt at spille computer, og Crash Bandicoot og Star Wars: Battlefront blev skiftet ud med Warcraft, WoW og senere hen League of Legends og Starcraft. Det optog mig meget, og det blev til mange hyggelige gamingsessioner om natten med venner.

Men så i februar købte jeg en Playstation 4, og det var der jeg for alvor blev glad for at game. Jeg spiller meget forskelligt på den, men spil som Infamous, Last of Us og Shadow of Mordor er klart favoritter. Det var også det der startede min interesse for Gamereactor. Jeg følger nu med i nyhederne dagligt, og vurderer også køb basereret på deres anmeldelser. Nogle gange ser jeg også livestreams, og elsker at tage del i dem, så godt jeg kan. Det var også derfor at Gamereactor virkede som et åbenlyst sted at besøge i min praktikuge.

Så i ugerne op til praktikforløbet har jeg spekuleret over hvad jeg skulle lave, og efter at have set anmeldelser af andre praktikanter, kan jeg regne ud jeg skal lave en anmeldelse. Jeg håber også på en masse snak om gaming-industrien med redaktionen og måske få nogle tips til at skrive. Ellers regner jeg med at se hvordan en hverdag på Gamez Publishing aka. Gamereactor foregår, og lære nogen nye mennesker at kende.

For et stykke tid siden lavede jeg en blog, hvor jeg skrev om min yndlingspil på Playstation 4. Nu hvor der er gået et stykke tid siden sidst, og der er kommet flere spil, har jeg besluttet mig får at skrive en opdateret version. Jeg vil også lige huske på at det er subjektivt og jeg vil gerne høre andres meninger i chatten:) Kan indeholde meget små spoilers.

5. Watch Dogs Watch Dogs er en kæmpe titel fra Ubisoft, som blev massivt hyped inden dens lauch, og mange blev skuffet. Det er dog stadig et virkeligt fedt spil, som jeg personligt har brugt mange timer på. Du spiller som Aiden Pearce en hacker som fornyligt har mistet sin niece. Du er derfor på hævntogt igennem Chicago, og dræber dig igennem bandernes fødekæde. Det minder meget om GTA, altså er det er 3-persons, open world, actionspil. Den store ændring i gameplayet i forhold til GTA er hacking. Du kan gennem Aidens telefon hacke bl.a. lygtepæle, broer og ventiler så ting eksploderer. Det giver et sjovt twist, og det er morsomt at få politibiler til at eksplodere når du bliver jagtet. Watch Dogs hovedkampagne er omkring 14 timer lang, og efter det er der masser af sidemissioner og online at give sig i kast med. Jeg er selv i gang med at gennemføre det for anden gang, og spiller også free roam online med en ven.

Min karakter: 8/10

4. InFAMOUS: Second Son Infamous Second Son er et Playstation exclusive og er udviklet af Sucker Punch Productions. Det var også med på min anden top 5 dog på det tidspunkt lå det nummer 1. Infamous foregår i Seattle som for øvrigt også er Sucker Punch hjemby. Du spiller som Delsin Rowe en hipster, der bruger sin tid på graffiti og at irritere hans bror. Da der en dag kommer en fængselsvogn forbi med såkaldte Conduit fanger (Mennesker med superkræfter) opdager Delsin at han har evnen til at opsuge kræfterne fra andre Conduits. Så da landsbyen bliver ramt af den onde Augustines betonkræfter, skal Delsin ind til Seattle for at opsuge hendes kræfter, og redde landsbyen. Hovedkampagnen er omkring 10-12 timer, men da du har muligheden for at spille igennem som både ond og god, så vil jeg anbefale at gennemføre den to gange. Der er også en masse sidemissioner bagefter, der dog bliver en smule ensformige i længden.

Min karakter: 8/10

3. Destiny Stortitlen Destiny lavet af Bungie, kendte for deres Xbox-eksklusive spil Halo. Destiny er ligesom Watch Dogs blevet massivt hyped, og der var da også en del der blev meget skuffet. Der var dog også rigtig mange som kunne lide det, og jeg er en af dem. Destiny er et 1-persons skydespil med RPG og MMO elementer. Det foregår i fremtiden efter "The Collapse" en slags dommedag. Ondskaben har invaderet de forskellige planeter i vores solsystem, og dem som er mulige at spille på er Jorden, Månen, Venus, Mars og Merkur (Merkur dog kun i PvP). Din mission er at redde galaksen fra det onde, og du gør det i form af en guardian. Der er tre klasser at vælge imellem: Hunter (Destinys svar på Rogue), Titan (Mindre skade masser af liv og armor) og Warlock (Meget fokus på magier). De tre klasser giver stor variation, og da hver klasse har en underklasse er der også forskel på de enkelte. Selvom Destiny inden launch blærede sig med rig story-telling er det ikke histoiren du skal komme efter. Den er ret sløset, og man falder slet ikke ind i den. Det der dog imponerer i Destiny er gameplayet. Man kan tydeligt mærke at Bungie ved hvordan et godt skydespil fungerer, og der er stor variation i våbnene. Kampene er også meget intense især hvis spillet sammen med en ven. Der hvor Destiny er bedst for mig er i PvP's. De er kaldt Crucible og der er fire forskellige modes og en ekstra i weekenden. De fire normale er Control (3 baser du skal kontrollere), Clash (Almindelig Team Deathmatch), Rumble (Alle mod alle) og Skirmish (3 mod 3 hvor du kan revive dine teammates). De forskellige maps foregår på planeterne og er solidt lavet. Der er store og små maps alle fyldt med intens action. Nu hvor jeg har gennemført hovedkampagnen er det der jeg bruger al min tid. Så alt i alt en skuffende kampagne, men med et solidt gameplay der får alle kampe til at være sjove og varierede.

Min karakter: 8/10*

2. Middle-earth: Shadow of Mordor Middle-earth: Shadow of Mordor udkom i tirsdags, og jeg har kun fået spillet omkring 10 timer. Dog har jeg listet det som mit næstbedste spil på PS4. Det er bl.a. fordi at indtil videre har historien været interessant, gameplayet solidt og der er tonsvis af indhold. Som sagt har jeg brugt 10 timer i spillet og har kun klaret omkring 20 %. Det siger noget om hvor meget indhold der er. Det som der også er sket med SOM er noget der sjældent sker. Det er nemlig slet ikke blevet hyped som nogle af de andre titler på listen. Dog har det overrasket de flest positivt, og har høstet gode anmeldelser rundt omkring på de forskellige gaming-sites. Som de fleste nok ved er Middle-earth et Lord of the Rings licensspil og det er udviklet af Monolith og udgivet af Warner Bros. Det er et 3-person actionspil og du spillet som Talion. Talion er en ranger, og i åbningsscenen ser man ham, hans barn og kone dø. Derefter bliver han genoplivet sammen med en Wraith, som du forenes med i kamp. Den elskede Gollum er også med og dialogen mellem Talion, wraithen og Gollum er spændende at høre på. Det er bl.a. på grund af det herlige stemmeskuespil. Meget af gameplayet kan man mærke minder om noget fra Assassins Creed men på deres egen måde. Det betyder bl.a. herlige stealth-mekanikker, store kampe mod horder af orker og parkour elementer. Alt i alt er gameplayet en fryd at spille med, dog er sprint knappen placeret på X, hvilket føles lidt underligt. Ellers er Shadow of Mordor et genialt spil, som jeg glæder mig til at bruge mange flere timer sammen med.

Min karakter: 9/10

1. The Last of Us The Last of Us er et Playstation exclusive som er udviklet af Naughty Dog. Det er et 3-persons action-adventurespil, og du følger Joel og Ellies rejse igennem et postapokalyptisk USA, for at finde hjælp imod den virus der hærger verdenen omkring dem. Igennem din rejse møder du Infecteds, The Last of Us svar på zombies. Der skal du samle ammunition og proviant, mens du kæmper sig igennem ved hjælp af stealth og action. The Last of Us er et grafisk pragteksemplar, med fantastiske cintematics evner. Du føler at du spiller en film, og nogle af scenerne er sørgelig, andre voldsomme og nogle endda uhyggelige. Det er måske denne generations bedste spil og mit absolutte yndlings. Kampagnen er omkring 16 timer lang, kan dog både være kortere og længere, da du kan gå rundt og finde en masse ting. Spillet rammer dig følelsesmæssigt og det er en must play oplevelse for alle med en Playstation 4 eller 3.

Min karakter: 10/10

Det var denne top 5, og jeg håber den hjælper nogen med køb af spil. Ellers må der gerne kommenteres på jeres yndlingspil eller hvad i nu synes. Når der udkommer lidt flere spil bliver listen nok opdateret i fremtiden. Tak fordi i kiggede med :D

*Valgte at rette karakteren til 8 efter lidt gennemtænkning. Stadig nummer 3 dog:)