Der er sikkert andre der kender til det. Man ser et spil som er røv billigt, det er ikke fordi at spillet står meget højt på ens ønskeliste, men kobinationer af den lave pris og ens halve begær, er alligevel nok til at overbevise den del af hjernen der svinger dankortet. Spillet bliver købt, men ligeså hurtigt som man har fået det anskaffet, lige så hurtigt har man glemt alt om det. Sådan har jeg i hvert fald gjort ved flere lejligheder. For noget tid siden besluttede jeg mig for at gennemgå min spil samling, for at få styr på nogen af disse aldrig-rørte spil. Så jeg lavede en liste af over disse spil, som jeg har tænkt mig slavisk at gå igennem. Det er ikke ensbetydende med at jeg har tænkt mig at gennemføre dem alle, specielt ikke hvis spillet sutter kæmpe kæp, men jeg skal som minimum lige prøve dem og se om jeg ikke kan finde noget fornøjelse gemt i dem.

Det første spil, som jeg har givet mig i kast med er Dead To Rights: Retribution til Xbox360. Et spil jeg købt for flere år siden, da jeg fandt det billigt under en shopping tur, men aldrig har fået prøvet. Nu har jeg så få lagt et par timer i spillet, og det er faktisk helt hæderligt. Spillet er en tredje persons skyde/brawler spil, hvor der cirka er en 50/50 fordeling mellem at skyde og slå på ens fjender (I hvert fald så langt, som jeg er kommet). Spillerne befinder sig i rollen som den helt vanvittigt voldige politimand Jack Slate, og nogen gange også hans hund Shadow, som også er voldig. Man kan godt mærke at det har nogen år på bagen, og måske ikke er et AAA-spil, da f.eks. coversystem er super nederen, men på den front er man også blevet forkælet de seneste par år, så derfor føles det måske ekstra øv. Grafikken er relativ tarvelig, og havde på mit fjernsyn problemer med at skærmen var så mørk ,at jeg ikke kunne se hvad fanden jeg lavede, dette kunne selvfølgelig fikses med at indstille brightness på max. Selv med de fejl, så er det et helt okay action spil, med en indtil videre spændende historie, om end noget klichefyldt. Derfor er jeg glad for at jeg kiggede i min glemte spil skuffe, og vil opfordre andre til at tjekke deres glemte spil ud.

First person shooter Diablo - sådan er det næsten nemmest at beskrive Borderlands. De fleste som er og var interesseret i Borderlands, har nok været forbi spillet allerede, da det har nogle år på bagen. Personligt fik jeg først rigtige øje på det, da jeg for efterhpnden mange måneder siden fik spillet gennem mit PlaystationPlus abonnement. Det blev downloadet, og installeret, og jeg gav mig i kast med det. Spillet fangede mig hurtigt, og der blev skudt skags og banditter til højere og venstre, mens jeg ledte efter det næste awesome våben. Normaltvis er jeg helt klart en gamer, det spiller mest for historiens skyld, og det giver problemer når man spiller et spil som Borderlands. Det er tydeligt at historien ikke har haft første priotet under udviklingen, og det er som sådan også okay, specielt når man har et super godt gameplay. Problemet er at med et spil der tager 20-30 timer, ender jeg tit med at gå lidt død, da det kan være svært at holde gejsten oppe i så lang tid. I sådanne situationer er det lækkert med et spil, hvor historien bare er super god, så man på en måde "tvinger" sig selv til at spille videre, for man er nødt til at se hvordan det hele ender.

Et sådan spil er Borderlands ikke, og jeg endte også med at holde en mega lang pause i spillet, hvor jeg faktisk slettet det og opgav nogensinde at gennemføre det. Men da jeg opdagede Borderlands 2 til billige penge, og købte det, var jeg nødsaget til at gennemføre 1'eren først. Så jeg hentede det igen, og på en rimelig intensiv uge, fik jeg gennemført det. Alt i alt er det bare et super godt spil, også selvom historien ikke er voldsomt god, men det er utroligt hvad loot kan gøre ved en. Nu glæder jeg mig bare til at komme igang med 2'eren, da jeg har ladet mig erfare at historien, skulle være en del bedre i det.

For noget tid siden så jeg et par screenshots af spillet "Neverwinter", og syntes sku det så ret cool ud. Derfor besluttede jeg mig for at tjekke det nærmere ud, og da det havde release d. 20 Juni, passede det helt perfekt.

Jeg er en ivrig gamer, og spiller så ofte arbejde, skole og børn tillade det, og for at være helt ærlig også nogen gange hvor de ikke tillader det. Derfor føler jeg mig rimelig velbevandret i de fleste spilgenre, men af uransagelige årsager, har jeg aldrig haft fornøjelsen af en MMO. Nu har jeg så givet mig i kast med Neverwinter, og da det først går op for mig hvor awesome det er, var min første tanke, "sådan en masse fede øjeblikke, har World of warcraft spiller haft i 10 år, hold kæft hvor er jeg ankommet sent til festen!"

Men efter den værste anger over ikke at have givet mig i kast med genren før, har jeg nydt hvert et øjeblik jeg tilbragt i Neverwinter. Selvom mit kendskab til MMO'er er lidt begrænset, så er jeg rimelig sikker på at Neverwinter på mange måder spilles nøjagtig ligesom andre spil i genren, og det er også mere et tilfælde at det lige er blevet dette spil jeg har kastet min kærlighed på. Men sjovt er det, og der er blevet ivrigt reklameret for spillet blandt mine venner, og enkelte har bidt på.

Hvis der skulle være Gamereactor brugere der havde tid og lyst til at være med, så vil jeg med glæde høre fra jer. Det er på et super casual og ofte piv ringe niveau.

Er klar over at "Back to the future" ikke er super nyt mere, men følte mig nødsaget til at skrive lidt om det alligevel.

Som fan af både Telltale games og Tilbage til fremtiden, var der ikke nogen vej uden om dette spil. Da det så fornyligt var på tilbud på PSN, var tiden inde. Af Telltales spil, har jeg inden min tur igennem Back to the future, været igennem Tales of Monkey Island som var okay, Sam and Max: The Devil's Playhouse som var godt og The Walking Dead som var totalt fantastisk. Så mine forventninger var relativt høje, og må sige at de blev indfriet. Historien i spillet tager sit udgangspunkt i, hvad der sker der hvor film nr 3 stopper, vi følger Marty McFly som skal finde Dr. Brown, som er forsvundet fra sin bopæl. Hans hund Einstein dukker op i tidsmaskinen i form af en DeLorean (as per use), og herfra tager Marty tilbage til 1931, hvor han finder Dr. Brown i fængsel og herfra tager historien så af. Hvis man er bekendt med Telltale tidligere spil, vil man føle sig helt hjemme, da det kontrolleres nærmest identisk, med de andre spil fra udvikleren, dette er ikke udpræget godt. Det kan nemlig godt føles lidt stift og kluntet at bevæge sin figur rundt, men det tilgiver man når man først er blevet opslugt af historien. Hvis man skulle sidde fast i spillet, som jo kan ske i et adventure spil, så er der implementeret et hint-system, som kan skubbe en i den rigtige retningen, eller hvis man bruger det meget, nærmest give en løsningen på "gåden".

Nogen gange er det næsten for meget hjælp, men da det er frivilligt om man vil bruge det, er det jo op til en selv. Hvis det ikke eksisterede i spillet ville man bare google en walktrough til spillet, og få hjælp den vej. Det er heller ikke så slemt som en bog jeg ejer om avanceret brug af Excel, som i første kapitel fortælle dig hvordan du starter din computer, det er sku lidt mere hjælp en man umiddelbart har behov for.

Michael J. Fox ligger desværre ikke stemme til Marty, men A. J. Locascio som har overtaget rollen, gør et suplimt job, og man glemmer ofte det ikke er Michael J. Fox selv. Fox har dog en lille stemme-cameo i spillet, og det gør sku en fan lidt glad. Christopher Lloyd ligger stemme til Dr. Brown, så på det punkt er der ikke noget at klage over.

Det var faktisk ikke meningen at det skulle være en anmeldelse eller gennemgang af spillet som sådan, men mere en inspiration til at spille spillet, da det er skide godt. Ville også rigtig gerne høre andres mening om spillet? Og evt. om jeg mangler at spille andre Telltale spil, som f.eks Jurassic Park (som jeg har hørt er pikke elendigt) eller Wallace and Gromit (som jeg intet har hørt om)

Jeg blev fornyligt den glade ejer af Xcom: Enemy Unknown, og igår aftes blev jeg så også den stolte ejer af et gennemført Xcom. Det var simpelthen umuligt for mig at ligge det fra mig, og jeg spillede det hver aften/nat (Økonomiassistent, med barn, så spiller man om natten).

Det er den bedste genfortolkning af en klassiker, jeg nogensinde har prøvet, og det får mig til at tænke på hvad der kunne være blevet af Syndicate, hvis det havde været mere tro mod det oprindelige spil og ikke var blevet til et FPS.

Jeg troede at jeg havde spillet det orginale Xcom en helt masse, men efter at have kigget lidt nærmere på nettet, samt langt nede i min hukommelse, kom jeg frem til at det faktisk var Xcom 2: Terror from the deep, som jeg spillede "back in the days". Det kører på samme grafikmotor, og er nærmest samme spil, bortset fra du bekæmper fjenden i vand, i stedet for på land. Et fantastisk spil som jeg ikke fattede en skid af dengang, og som sikkert den dag idag stadig vil roundhouse kick mig direkte i fjæset.

Det nye Xcom blancere helt perfekt mellem at være tro mod det gamle spil og forny sig.

Men nok snak, køb det nye Xcom, det er awesome!